Small talk er i big trouble nu

For få dage siden stødte jeg på en af mine gamle venner ved køledisken i Netto, lige der hvor du finder kyllingestykkerne. 

Efter et kort og forhastet pligt-hej kastede mandemennesket sig ud i massiv selvfed og selv aktiveret mansplaining-monolog. Det var naturligvis en geopolitisk handelsstrategisk europamilitærpolitisk analyse med fokus på renteskiftet som konsekvens af kinesisk frasalg af deres amerikanske statsobligationer som en mulig systemisk rebalancering af Europas handelsunderskud. Afsluttende med en række meget konkrete anbefalinger til statsminister Mette Frederiksen, Paven, Trump, Putin, EU's Ursula von der Leyen.

Naturligvis også med råd til de europæiske centralbanker og den amerikanske nationalbankdirektør. I øvrigt den samme person som også var og stadig er covid-, Israel-Gaza-, Ukraine-, inflations- og minsandten også Nordstream-undervandskabel-minør-analytiker. For slet ikke at nævne statsretsekspert med speciale i rigsfællesskabet og den aktuelle strategiske deployment af russisk atomubåde i whisky klassen i Arktisk ud af flådestationen i murmansk.

Han er ikke alene. Han er en trend. Den slags pop-up ufrivillige folkeuniversitetsforelæsninger og genoplæsninger af The Economist er nu alle vegne. Krigen og krisens først offer er den hyggelige sniksnak. Big talk slår og truer nu small talk. Det har taget overhånd. Det er til at få hovedpine af.

Hvor end man går og står, bliver man nu big-talket ihjel. Den lille historie er blevet tabu og trivialitet. Ikke engang Sisse Sejrs restaurantbooking-staking eller Esben Bjerres invitation til kokainsnifferi på elskerindens bryster på Falsled Kro kan komme til orde. Hvis Cathrine Dietz' bog udkom i dag, ville ingen løfte et øjenbryn. Hånligt bliver der nu sagt "first world problems", hvis man siger så meget som et pip om andet end skyttegrave, folkemord og forfatningsret.

Small talk har altid været big talks kønnede, vulgære lillesøster. Platon frygtede, at den athenske bystat ville drukne i kvindesladder om sex, potter og sminke. Ja, staten handler egentlig om at sikre, at BIG Talk-filosofkongerne fik taletid, som, surprise, gav manden selv mere taletid. Fromme, selvgode mennesker fra klimakrigere til nationalkonservative hylder tidens nye inderlighed. Folkelegemet styrkes og disciplineres i undergangens alvor. En renæssance af borgerlig deltagelse og demokratisk engagement er drømmen. Nu er det private endelig blevet politisk og omvendt. Den totalitære stat i evig uendelig mobilisering som ny samfundsmoral. Som datidens indre mission, Putin og krigsromantikeren Ernst Jünger sværmer de for lidelsens karakterdannelse. 

Det er forkert.

Vi skal beskytte og kæmpe for den nødvendige og livsgivende dosis small talk. Det er en vigtig balance, der skal genoprettes. For vi overlever kun dette ragnarok, hvis vi insisterer på at møde hinanden i vores menneskelighed og tale rigtigt sammen ved køledisken. For small talk er big talk, bare på et lavere, højere plan som mødet med et andet menneske, for mansplaining er ikke forklaring, og forklaringen ikke forståelse. Det politiske skal være personligt og omvendt. Så godt så langt, nu ikke mere big talk-mansplaining om small talk som big talk fra mig.  Det er nemlig den small talk-ekspertise, som der er brug for big time lige nu kære Nordstream-undervandskabel-minør-analytiker ekspert.

En forkortet version af denne tekst har været trykt i politiken som klumme