Stem på årets mest passiv-aggressive mail
Bare så det er klart: Nu kan du stemme på årets mest passiv-aggressive mailfrase. Vælg mellem 18 høflige knivstik fra indbakken, og se med det samme, hvad de andre læsere har stemt.
Djøf Bladet har sin årlige afstemning om hadeord. Nu får de lede ord deres egen. Afgiv din stemme, før nogen følger lige op igen.
Lad mig være helt klar: Det er ikke de dumme ord, der gør ondt på arbejdet. Det er de lede. Dem, der står pænt i en mail med venlig hilsen nederst og kniven gemt i første linje.
Kampen mod corporate bullshit er vundet. Ingen tør sige »vækste« længere, og »aligne« står i skammekrogen. Imens har de passiv-aggressive mails fået lov at formere sig i fred, fra receptionen til direktionen. Velafsendte, velgennemtænkte, vældig venlige væmmeligheder.
Vi er både offer og bøddel
Mailfirmaet ZeroBounce har spurgt 2.000 ansatte i USA og Europa, hvilke fraser der lyder mest passiv-aggressive. »Bare så det er klart« vandt med 52 procent. På delt andenplads med 40 procent kom »Som tidligere drøftet« og »Jf. min seneste mail«. Alt sammen fine ord for: Back off, jeg kommer lige om lidt. Det værste er, at vi selv er med til det. Tre ud af ti synes, at »Er der nyt i sagen?« lyder passiv-aggressivt. Lige så mange sender den selv.
Nu er det din tur
Herunder finder du 18 fraser. De 15 kommer fra ZeroBounces undersøgelse. Vi har tilføjet tre stressbomber, som undersøgelsen også fandt. Den ene er »Skal bruge det asap«, som stresser over halvdelen. De to andre er »Kan vi tage en snak?« og den kolde robot-sniksnak »Handling påkrævet«, der lige så godt kunne være sendt fra IT-afdelingen.
Afstemning
Læsernes stemmer
Til sammenligning: I ZeroBounces undersøgelse blandt 2.000 professionelle i USA og Europa opfattede 52 % »Bare så det er klart« som passiv-aggressiv.
Afstemning fra Copenhagen Review of Communication. Resultaterne opdateres løbende.
Følg resultatet live
Du har én stemme, så brug den klogt. Når du har stemt, kan du straks se, hvordan de andre læsere har stemt, og tallene opdateres løbende. Resultatet bliver uvidenskabeligt og formentlig dybt terapeutisk.
Vi samler op, når afstemningen lukker. Bemærk venligst, og til fremtidig orientering: Er der nyt i sagen? Vi følger lige op.
Varmeste hilsner
Copenhagen Review of Communication
Kilder
ZeroBounce: Passive-Aggressive Email Phrases. Survey blandt 2.000 professionelle i USA og Europa, august 2026. https://www.zerobounce.net/passive-aggressive-email-phrases
Timme Bisgaard Munk: »Lad mig være helt klar: Vi har brug for en folkebevægelse mod passiv aggressiv corporate-mail-mobbe-maxxing«, klumme.