Tre dogmer for kulturarvens digitale liv
Internettet er både demokratisering og ensretning. For kulturarven er det et eksistentielt valg: Skal vi overgive formidlingen til algoritmer eller genopdyrke nettet som frit sted?
For 20 år siden lancerede den amerikanske internetudbyder AOL en legendarisk kampagne. Vi befinder os i tiden efter dotcom-krakket og inden de sociale mediers opblomstring. YouTube.com er netop åbnet og bliver blot ét år senere købt af fremadstormende Google for godt 1½ mia. dollars. Lyden af skrattende modemmer er langsomt ved at blive erstattet af hurtigere forbindelser, men internettet er langt hen ad vejen stadig noget, man ”kobler sig på”.
Med kampagnefilmene 'The Internet is a good thing' og 'The Internet is a bad thing' satte AOL fokus på både fordele og bagsider af internettet, der dengang i starten af 00'erne stadig til dels var noget, der kunne vælges til eller fra. Foto: Screenshot, YouTube.
Kampagnen bestod af to videoer – ”The internet is a good thing” og “The internet is a bad thing”. Den første video opridser den grænseløse adgang til viden, forløsningen af menneskets grundlæggende altruisme, den ubegrænsede ytringsfrihed, friheden fra regulering i det hele taget samt distribueringen af magt til almindelige mennesker blandt internettets fortræffeligheder. Den anden video viser det modsatte, men lige så sande billede: Internettet muliggør identitetstyveri, spredning af giftig misinformation uden nogen form for regulering, realisering af menneskets mest dystre fantasier, køb og salg af alt obskurt og ubegrænset overvågning af al adfærd. Videoerne slutter med ordene “Nogle synes, internettet er en god (hhv. dårlig) ting. Hvad synes du?”
Siden 2005 er der sket meget – smartphonerevolution, 3G, 4G, 5G, apps der erstatter stedse flere handlinger, der før var fysiske, en intensiveret overvågningskapitalisme og stadigt mere algoritmestyret personalisering af indhold i endeløse feeds. Internettet er ikke længere en ”ting”, men et vilkår. Det er ikke længere noget, man kan koble sig på, isolere eller udgrænse, det er en fast, integreret del af verden og hverdagen. Og om internettet er godt eller dårligt, er – endnu mere end i 2005 – meningsløst at svare entydigt på.
Det grundlæggende dilemma er dog stadig det samme: Internettet er demokratisering, lige adgang til viden, der før var skjult eller vanskeligt opnåelig. Internettet er frihed til at være den, man er, og støtte, hvem man vil. Internettet er viden, kreativitet og muligheder. Internettet er adgang til alle stemmer. Og internettet er censur og ensretning. Internettet er spildtid, misinformation og ligegyldighed. Internettet er forretning, brugerne er varerne.
Hvor skal kulturarven stille sig i dette dilemma?
Potentialet er der fortsat ingen tvivl om: Der er en selvindlysende demokratisk og dannelsesmæssig gevinst ved, at enhver fra et hvilket som helst sted i verden nu kan tilgå en stor del af Statens Museum for Kunsts udstillede såvel som opmagasinerede værker og gå på jagt på kryds og tværs af kunstnere, tematikker og tidsperioder. Eller at man med tiden vil kunne dykke ned i verdenshistorien fra alle Moesgaards særudstillinger og se forbindelser mellem temaer fra udstillinger, der for længst er pakket ned. Google Arts and Culture giver ligeledes adgang til fjerntliggende museer og værker direkte på mobilskærmen. Lyset er ikke for de lærde blot, og med internettet er de fysiske mure brudt ned, lyset kan strømme frit, og alle kan i princippet få adgang til det råstof, kulturarven udgør for de helt store almenmenneskelige spørgsmål.
Kulturarven skal ikke være 'til dig', men få dig til at forstå, at du er en lillebitte del af dén. Og kulturarven skal ikke være snacksized – den må gerne stå ved, at den er en stor mundfuld.
SMK Open er et lysende eksempel på, hvordan kulturarv digitalt kan tilgås på nye, innovative, intuitive og demokratiske måder - hjemmefra eller hvor som helst. Foto: Screenshot, smk.dk
I en fremtid, hvor vi som udgangspunkt må opfatte alle informationer, vi tilgår digitalt, med mistillid, som professor Shelly Palmer udtrykte det ved Lex.dk’s årlige konference tidligere på året, er museer og kulturinstitutioner yderligere forpligtet til at være garanter for troværdig og tilgængelig viden – også digitalt.
Potentialet er åbenlyst, opgaven bør være bunden, men udfordringerne tårner sig også op.
For hvordan sikrer vi, at brugerne finder indholdet på et internet, der i stadigt højere grad er algoritmestyret og dikteret af opmærksomhedsøkonomiske forretningsmodeller? Kan vi overhovedet formidle al den kompleksitet og alle de nuancer, der som oftest knytter sig til formidlingen af kulturarv, i et digitalt landskab, der er præget af flygtige formater og benhård kamp om brugernes opmærksomhed?
Hvis jeg fik kniven for struben og skulle nævne det mest særprægede ved vores tid, måtte det være netop det, at alting henvender sig til os. Karl Ove Knausgård
Og er vi på vej i retning af et endnu mere centraliseret internet i form af en svarmaskine, hvor kunstig intelligens trawler diverse uigennemskuelige kilder igennem for at præsentere brugeren for facit – med tiden måske mere sandfærdigt end i dag?
Vi har efterhånden vænnet os til, at vores internetoplevelse på techgiganternes platforme primært består af ligegyldigt, overfladisk eller decideret fordummende indhold. Tiden kalder på andet, end hvad de opmærksomhedsøkonomisk styrede algoritmer vil give os. Foto: Screenshot, Facebook.
For mig at se må svaret fra formidlere af kulturarv på disse tre udfordringer lyde:
1. Vi må insistere på – og tale til – menneskers lyst til at søge viden og forstå egen plads i verden.
For nylig skrev Karl Ove Knausgård i et essay i Weekendavisen: ”Hvis jeg fik kniven for struben og skulle nævne det mest særprægede ved vores tid, måtte det være netop det, at alting henvender sig til os. Varerne i supermarkedet, kasseapparaterne samme sted, computerspillene, instrumentbrættet i bilen, gps’en, køkkenmaskinerne, togvognene, reklameskiltene i byerne, feedet på Instagram og Spotify og Facebook, algoritmerne på Amazon, for ikke at tale om alle aviserne og magasinerne, podcastene og serierne.”
På internettet i dag er alt ”til dig”. Kulturarv er også til dig – men på en helt anden måde: Den viser os, hvor små brikker vi er i det store spil, og det står i skærende kontrast til den rolle som centrum, de algoritmestyrede forretningsmodeller ihærdigt prøver at tildele os.
Vi opsøger museer, læser bøger, søger viden for at blive klogere på, hvem vi selv er, og hvordan verden kan forstås, men det er, som om mange nægter at tro, at den samme drift eksisterer i den digitale verden. Men bare fordi techgiganternes platforme forsøger at bilde os ind, at alt skal kunne formidles i en højformatsvideo à ti sekunders varighed, behøver det jo ikke at være sandheden.
Som kulturinstitutioner må vi tro på, at brugerne opsøger viden og oplevelser. Der er en grund til, at folk opsøger nyheder, læser bøger, opsøger andet end snackbites. Det skal de også kunne gøre digitalt, på de platforme, hvor alting ikke tilsyneladende handler om ”dig”, og som er styret af algoritmer, der ikke altid favoriserer troværdighed.
En dag kan AI måske agere acceptabel svarmaskine, men internettet er - og bør være - langt mere end dét: Ligesom fysiske museumsrum skaber stemningsmættede helhedsoplevelser, kan internettet også gøre det, hvis vi finder tilbage til den kreativitet, der ligger uden for 10 sekunders højformatvideo eller tekstopslag à begrænset antal tegn. Foto: Screenshot, Google.
2. Vi må opdyrke egne digitale platforme og levere store og krævende oplevelser.
Det er for sårbart at lade algoritmer alene være bindeled mellem indhold og brugere, for vi ved aldrig, hvad der ligger til grund for, hvilket indhold algoritmerne og de bagvedliggende forretningsmodeller favoriserer.
Da vi på Moesgaard tidligere på året omtalte dokumentarfilmen ’Den ukrainske skat – i krig for historien’ i opslag på Facebook, kunne vi tydeligt se, hvordan opslaget nåede ud til langt færre, end det normalt er tilfældet for vores indhold på platformen. Filmen handler om, hvordan historie og kulturarv og undertrykkelse og fordrejning af samme er blevet brugt aktivt som legitimering af krig. Paradoksalt nok ser det ud til, at algoritmerne forsøger at undertrykke sådanne opslag – og hvor kan man lige klage over det eller have en diskussion om relevanskriterier?
Hvis ikke kulturinstitutioner skal insistere på at genopdyrke internettet som et sted med demokratisk, lige adgang til viden og digitale oplevelser – hvem skal så?
”Enshittification” er efterhånden et tydeligt genkendeligt fænomen på mange af de techplatforme, vi bruger til digital formidling. I første fase lykkes det dem at få store mængder brugere i folden med en nem, friktionsløs brugeroplevelse og attraktive styrkepositioner. I næste fase begunstiger de annoncører og virksomheder på baggrund af den brugerdata, de har høstet, alt imens oplevelsen for den almindelige bruger bliver stadigt ringere. I sidste ende bliver oplevelsen for annoncører og virksomheder også præget af ligegyldighed – monopolet er opnået, pengene vælter ind.
Copenhagen ROC
Det er således uendeligt længe siden, Facebook har lanceret en reel ny brugeroplevelse eller ny formidlingsform. Allerhøjst kopierer de forskellige platforme fra hinanden, så brugeroplevelsen bliver mere fattig og ensrettet – stik imod de potentialer, internettet langt op igennem sin udviklingshistorie stod for. Potentialerne er der stadig, formidlingsrevolutionerne venter endnu – næppe på techgiganternes platforme, men på egne hjemmesider, i apps osv.
3. Vi må forstå, at vores opgave – heller ikke digitalt – er at levere svar, men nuancer og perspektiv.
Truslerne fra AI er givetvis mange – også for formidlingen af kulturarv – og lige så sandt er det, at potentialerne er mindst lige så talrige. I forhold til at formidle kulturarven er den aktuelle frygt igen i høj grad båret af, hvordan brugerne nogensinde kommer ind på vores egne platforme – egne hjemmesider eller apps eller tilmelder sig nyhedsbreve – på et internet, der måske blot består af én søgeside, som leverer svar på alt. De senere år er andelen af ”no click searches”, hvor brugeren finder svaret direkte i søgeresultatet på fx Google uden at klikke videre til en hjemmeside, steget markant.
Det er for sårbart at lade algoritmer alene være bindeled mellem indhold og brugere, for vi ved aldrig, hvad der ligger til grund for, hvilket indhold algoritmerne og de bagvedliggende forretningsmodeller favoriserer.
Men museer og kulturinstitutioner er ikke blot sat i verden for at levere svar, men for at give oplevelser, nuancer og perspektiv. Der er utvivlsomt et behov for internetbrugere for at få svar – hvordan reparerer jeg min vandhane, hvordan bliver vejret i morgen, ja endda: hvornår var bronzealderen – og også dér ligger der måske en opgave for kulturinstitutioner i at hjælpe brugerne, så de kan finde de bedste svar (måske ikke nødvendigvis på det med vejret). Men at reducere internettets formål til udelukkende at være svarmaskine er at overse potentialet i medrivende, engagerende, vedkommende storytelling.
Instagram tester for tiden autoscroll: Når ét stykke indhold er vist, begynder afspilningen af det næste. Nu skal man ikke engang bruge tommelfingeren for at doomscrolle – det sker helt af sig selv, og det ene stykke indhold ”til dig” afløser friktionsløst det næste. I dén arena kan kulturarven ikke vinde kampen. Kulturarven skal ikke være friktionsløs, den skal netop insistere på friktionen. Kulturarven skal ikke være ”til dig”, men få dig til at forstå, at du er en lillebitte del af dén. Og kulturarven skal ikke være snacksized – den må gerne stå ved, at den er en stor mundfuld.
Internettet er mere end algoritmestyret indhold og svar fra kunstig intelligens. Det kan stadig være et fristed og et frit sted. Men det kræver, at vi som kulturinstitutioner tager opgaven på os. Digitalisering er et spørgsmål om kulturarvens overlevelse, udbredelse og relevans. Det er for vigtig en opgave at overlade i hænderne på algoritmer, der er bundet op på opmærksomhedsøkonomiske forretningsmodeller.
Kigger vi dybt ned i vores raison d’être må vi spørge: Hvis ikke kulturinstitutioner skal insistere på at genopdyrke internettet som et sted med demokratisk, lige adgang til viden og digitale oplevelser – hvem skal så?
