TV 2-ofringer, folkedomstolen og krisen, der forstærker sig selv
At være tavs er et stærkt greb i kommunikation. Det er det, fordi det giver modtageren mulighed for at fylde huller ud med lige præcis det, de har lyst til.
Af Mona Louisa F. Bastholm, strategisk kommunikationsrådgiver og ekspert i sociale medier.
At være tavs er et stærkt greb i kommunikation. Det er det, fordi det giver modtageren mulighed for at fylde huller ud med lige præcis det, de har lyst til.
Disclaimer: Det, du læser her, kommer ikke til at handle om, hvad der sker med Rasmus Wallbridge i Alle elsker Rasmus. Analysen handler om shitstormen, krisehåndteringen og omdømme.
Der er snart ingen tvivl om, at ”Alle elsker Rasmus” er en krise, der er blevet en regulær, medieret shitstorm, lige til lærebøgerne. I analysen går jeg ind i: Hvad bliver der sagt, hvem siger det, hvordan og hvorfor går det galt?
Shitstorm dissekeret med faglige briller.
[I serien bliver komikeren Rasmus Wallbridge gennem fire måneder ført bag lyset om et filmprojekt, som han tror, han skal realisere sammen med vennen Martin Johannes Larsen.]

Da tv-serien har premiere den 26. oktober 2026, kommenterer TV 2’s indholdsdirektør, Ulla Pors, et LinkedIn-opslag fra Taus Abildgaard Andersen fra Drive Studios, der producerede programmet: »Så fedt, I tænker nyt og vildt!«
Det bliver et kommunikativt artefakt i, hvad der lige efter bliver til en regulær shitstorm. En kommentar, der bakker op om formatet, og som bliver stående i et forløb, hvor TV 2 kort efter skifter fuldstændig responsstrategi.

For hurtigt i kølvandet på premieren kommer de negative bølger rullende ind over TV 2. Særligt værten Anna Lin (se videoen) og kokken Hannah Grant (se videoen) kritiserer i reels på sociale medier TV 2 for at producere et [red.] ”mobbeprogram”.

Rasmus Wallbridge er imidlertid tavs.
Ikke at kommunikere kan være en ultrastærk måde at kommunikere på, hvor tavshed kan blive et våben, ligesom det kan være farligt og virkelig dumt.
Vi ved ikke, om tavsheden var et strategisk valg fra Wallbridge, men i min læsning forstærker tavsheden her Wallbridges rolle som offer. Tavshed bliver til guld.
Kritikken ruller: Hvem har ansvaret?
Den 30. oktober 2026 ser vi journalist Mads Frimann interviewe programdirektør i TV 2 Dorthe Thirstrup i Presselogen.
I interviewet bruger Dorthe Thirstrup den responsstrategi, der er kendt som retfærdiggørelse. Hun forsvarer programmet med argumenterne om, at TV 2 skal afsøge grænser og være nytænkende, samt at Wallbridge ifølge TV 2 havde mulighed for at sige nej til offentliggørelsen efter afsløringen.
Samtidig nedtoner hun også konsekvenserne af deres handling med argumentet om, at det er et ambitiøst underholdningsformat, og at Rasmus’ filmdrøm stadig kan leve videre.
Retfærdiggørelse som responsstrategi i kriser er ikke nødvendigvis en afvisning af, hvad der er sket, men der bliver argumenteret for, hvorfor det alligevel er acceptabelt. Problemet er, at argumentationen for TV 2’s valg ikke svarer på den kritik af Rasmus’ reelle mulighed for at sige nej, som blandt andre Anna Lin rejser.
Da der bliver stillet spørgsmål til, om der har været økonomisk forskel i, hvorvidt Rasmus Wallbridge sagde ja eller nej til, at serien blev sendt, vil hun ikke svare på det. Her udspiller sig den negative konsekvens af tavshed: Når hun ikke svarer, bliver spørgsmålet om de økonomiske vilkår stående. Det giver plads til fortolkninger af, hvor frit Rasmus reelt kunne vælge.
Dorthe Thirstrup udtaler, at hun ikke vil afvise, at de på TV 2 vil lave lignende programmer igen i fremtiden.
Undskyldninger på række
Den 31. oktober 2026 trækker TV 2 programmet tilbage. Dorthe Thirstrup giver nu en uforbeholden undskyldning og erkender, at hendes dømmekraft har svigtet. Hun siger samtidig, at det var forkert at lave programmet »på den måde«.

Rasmus Wallbridge har samme dag selv udtalt sig på Instagram, hvor han korrigerer flere oplysninger om forløbet og det, der bliver talt om i debatten. Blandt andet hvorvidt der er gang i en dobbeltprank. Det afviser han og anbefaler ikke TV 2 at give sig i kast med lignende satire igen.

[Screendumps fra Rasmus Wallbridges Instagram-opslag]
Dagen efter, den 1. november 2026, interviewer Mads Frimann TV 2s indholdsdirektør, Ulla Pors. Nu er udgangspunktet ikke længere, at deres valg var ganske fine. Nu er udgangspunktet, at programmet ikke skulle have været lavet.
Hun vil ikke svare på, om der var forskel på de aftalevilkår, Rasmus ville få, hvis han sagde ja eller nej til offentliggørelsen. Hun holder fast i, at hun ikke vil gå ind i kontraktmæssige ting.
Det er stadig et spørgsmål om aftalevilkår. Men kommunikativt handler det også om, hvad muligheden for at sige nej egentlig var værd. Det spørgsmål forsvinder ikke, fordi svaret bliver afgrænset som kontraktmæssigt.
Ulla Pors siger også, at TV 2 vil igangsætte en undersøgelse. En undersøgelse kan være nødvendig for at få klarlagt forløbet.
Undersøgelsen er et løfte om afklaring og kan få funktion som en pauseknap i deres kommunikation: Nogle af svarene må vente.

Det, vi ser nu, er, at TV 2 skifter responsstrategi med to greb:
1. Genopbygning: De tager ansvar og siger undskyld i erkendelsen af dårlig dømmekraft for at genopbygge tilliden.
2. Korrigerende handling: De fjerner programmet og varsler en undersøgelse. Tilbagetrækningen er en konkret handling, mens undersøgelsen [skal danne grundlag] for at forebygge gentagelser.
Til gengæld ruller snebolden videre på sociale medier, hvor kritikken også retter sig mod de medvirkende.
Krisen får flere afsendere
Historien og kritikken flyder ud på flere sociale medier og platforme. Medvirkende i programmet vælger at komme med en undskyldning via deres sociale medier. Blandt andre Martin Johannes Larsen, Malte Ebert, Josephine Højbjerg, Anders W. Berthelsen, Jesper Zuschlag og Julie Rudbæk.
Dermed får krisen flere afsendere og flere kommentarfelter. Hver undskyldning bliver et nyt sted, hvor folk kan (af)reagere.
En krise kan fortsætte og skifte karakter, selv om organisationen retter ind. Det, der skal håndtere krisen, bliver samtidig en del af dens videre liv.
Forskellen er ikke, at mennesker først nu offentligt og digitalt kan kritisere TV 2. Forskellen er, at kritikken ikke behøver at komme gennem andre medier eller TV 2 selv for at få et publikum.
Der er stadig en folkemængde, som synes, at nogen skal stilles til ansvar. Og i de kommentarspor, jeg ser, rykker fokus mod de medvirkende og især krisens anden hovedperson, Martin Johannes Larsen.

For reaktionerne står ikke alene. De får opbakning. Andre kommenterer, deler og fortæller, at man har ret. Forskning i moralsk indignation på sociale medier peger på, at positiv respons kan gøre mennesker mere tilbøjelige til at udtrykke indignation igen.
Det er ikke en forklaring på alle, der reagerer i den her sag. Men det er en af de mekanismer, vi er nødt til at forstå, når en shitstorm bliver ved med at vokse.
Undskyldninger og syndebukke
Det er sværere at stille et logo til ansvar for ugerninger, end det er at stille konkrete mennesker i kød og blod til ansvar. De giver vreden et tydeligere sted at afreagere.
Der kommer et massivt tryk på flere af de medvirkende. Blandt andre Josephine Højbjerg og Malte Ebert. Men det er særligt Martin Johannes Larsen, som er Rasmus Wallbridges ven og en central person i programmet, der står i skudlinjen.
Jeg vil ikke gå ind i, om de enkelte medvirkende kunne se konsekvenserne, da de sagde ja. Vi ved ikke, i hvilket omfang de havde forudset stormen.
Til gengæld kan vi kigge på det, de siger.
Martin Johannes Larsen fremhæver i sin undskyldning på Instagram, at hans intentioner har været gode. Han skriver også, at det ikke fritager ham for ansvar, og at han undskylder til Rasmus som kollega og ven.
“Jeg står fast på, at mine intentioner ene og alene har været gode. Men det fritager mig på ingen måde fra mit ansvar.”

Der er en ansvarserkendelse, men der er også et forsvar. Med Benoits imagegenoprettelsesteori kan det læses som en kombination af at erkende sin fejl og undskylde (mortification) og at fremhæve sine gode intentioner (good intentions). Hos Benoit hører det sidste under forsøg på at mindske ansvaret.
Retorikprofessor Lisa Storm Villadsen har vurderet, at teksten først og fremmest forsøger at reparere hans omdømme. Hun peger på, at han vedstår sig ansvaret, men bortforklarer sine handlinger med gode intentioner.
En undskyldning bliver ikke nødvendigvis taget for gode varer, bare fordi ordet undskyld står i den. Modtagerne vurderer også, hvad afsenderen tager ansvar for, og hvad han stadig forsøger at forsvare.
Martin bliver galionsfigur for shitstormen. Som Rasmus Wallbridges ven og en central person i programmet giver han vreden et konkret ansigt. TV 2 har oplyst, at de medvirkende, deres familier og andre involverede er blevet udsat for hadbeskeder og trusler.
Den 5. november 2026 trækker han sig som vært på TV 2’s nytårsprogram.
Hvordan det påvirker Martin Johannes Larsens fremtidige muligheder i tv- og mediebranchen, ved vi endnu ikke.
Den 12. november 2026 aflyser og udskyder Rasmus Wallbridge sit nyeste show til næste år.
De store ofringer
Den 20. november 2026 offentliggør TV 2, at indholdsdirektør Ulla Pors og programdirektør Dorthe Thirstrup fratræder deres stillinger. I pressemeddelelsen oplyser TV 2, at undersøgelsen af ”Alle elsker Rasmus” fortsat pågår.
TV 2 begrunder ledelsesskiftet med behovet for at genopbygge tilliden og skriver, at der er brug for en ny ledelse uanset udfaldet af undersøgelsen. Samtidig oplyser den administrerende direktør, at hun først svarer på yderligere spørgsmål, når undersøgelsens konklusioner fremlægges.
Krisekommunikativt har det her karakter af en symbolsk ofring: Ansvaret får konkrete navne og synlige konsekvenser.
Det kan flytte noget af opmærksomheden fra de medvirkende til den ledelse, der har haft ansvaret for rammerne.
Ansvaret får altså synlige konsekvenser, mens den samlede forklaring på forløbet stadig må vente. Det er i den kommunikative funktion, jeg ser den symbolske ofring.
Min vurdering er, at ledelsesskiftet kan blive et vigtigt greb i forsøget på at genopbygge tilliden.
Skolegården og retfærdighedens fane
Mennesker på sociale medier er ikke anderledes end mennesker i virkeligheden – vi er bare tættere på at kunne handle på følelser. Derfor er adfærden vigtig at kigge på: Hvem er vi, når vi er på sociale medier? Hvad sker der, når vi bliver ramt på vores retfærdighed?
Alt det grimme, der kan ske i skolegården, kan også ske på sociale medier. Fællesskabets fakkeltog med høtyve og fakler. Den enkelte debattør har ansvar for sine egne ord, og TV 2 har et ansvar for at beskytte de medvirkende.
Det er nemt at bære retfærdighedens fane og mene, at man skal være den, der fortæller andre, at de har gjort noget skidt.
Men det, at man reagerer på mobning, betyder ikke, at man ikke selv kan ende med at deltage i den.
Kilder og links
Ledelsesskiftet den 20. november 2026 og undersøgelsens status · TV 2s pressemeddelelse
TV 2s undskyldning og tilbagetrækning af programmet · 31. oktober 2026
Martin Johannes Larsens Instagram-undskyldning · gengivet af Soundvenue
Lisa Storm Villadsens vurdering · RADIO IIII 1. november 2026
Benoit 1997 · Image repair discourse and crisis communication
Brady m.fl. 2021 · Social belønning og udtryk for moralsk indignation
Pace, Fediuk og Botero 2010 · Ansvarserkendelse og beklagelse i undskyldninger
TV 2s udmelding om ansvar, trusler og krisehjælp · 5. november 2026
Martin Johannes Larsens afbud til Nytårsfesten · 5. november 2026


