Din skærm er ikke problemet. Kontra på den neo-romantiske teknologikritik

Digteren William James har et stærkt udtryk der bruges til at indramme kritik af teknologien: "De sataniske vindmøller". Det kommer fra dette digt:

"And did those feet in ancient time" 

And did those feet in ancient time,

Walk upon Englands mountains green:

And was the holy Lamb of God,

On Englands pleasant pastures seen!

And did the Countenance Divine,

Shine forth upon our clouded hills?

And was Jerusalem builded here,

Among these dark Satanic Mills?

William Blakes "mørke sataniske møller" er nu blevet erstattet af lysende smartphone displays, men den grundlæggende kritik af teknologien forbliver uændret i store dele af samfundsdiskursen: teknologien fjerner os fra noget oprindeligt.

Vi står ved en neo-romantisk opblussen. Lige nu eksemplificeret i en ny bog af den berømte The New Atlantis-forfatter Christine Rosen: "The Extinction of Experience". 

Bogen er blot seneste skud på stammen. Af tidligere neo-romantiske bøger kan nævnes "Digital Minimalism: Choosing a Focused Life in a Noisy World" (2019) af Cal Newport, "The Death of Expertise: The Campaign Against Established Knowledge and Why it Matters" (2017) af Tom Nichols. "The Shallows: What the Internet Is Doing to Our Brains" af Nicholas Carr, "Stolen Focus: Why You Can't Pay Attention - and How to Think Deeply Again" (2022) af Johann Hari, “How to Do Nothing: Resisting the Attention Economy" (2019) af Jenny Odell.

Alene titlerne peger I en neo-romantisk retning og længslen efter authentic experience. Denne kritik af teknologi og tit også kapitalisme relaterer sig til ideen om en mere rigtig og mere sand før-digital virkelighed, ikke ulig romantikkens idealisering af det før-industrielle liv. 

Ligesom tidligere tiders romantikere veg tilbage fra industrialiseringen, advarer nutidens kritikere os om åndelig og oplevelsesmæssig fattigdom. Men denne neo-romantiske drejning i teknologikritikken er måske ikke den rigtige vej at gå. 

Enhver har selvfølgelig intuitivt en følelsesmæssig genklang med romantiske ideer. Jeg bor i skoven. Jeg elsker om nogen naturen. Men jeg tror ikke romantisk sværmeri giver os en bedre forståelse for de problematiske sider ved teknologi.

Fortidens romantiske spøgelser

Den romantiske bevægelse opstod som et filosofisk og kunstnerisk oprør mod både oplysningstidens rationalisme og industriel mekanisering. Romantikerne privilegerede følelse over fornuft, natur over kunstighed og direkte oplevelse over medieret viden. 

I dag har vi så mørke sataniske algoritmer, der høster vores opmærksomhed og kommercialiserer vores relationer. Rosens nye bog er et glimrende eksempel på dette neo-romantiske perspektiv.  

Rosen argumenterer at, personlige interaktioner er i fare for at forsvinde på grund af vores stigende afhængighed af digital kommunikation. Hun diskuterer, hvordan vores forbindelse til fysiske miljøer mindskes, efterhånden som vi tilbringer mere tid i virtuelle rum. Hun undersøger, hvordan digital mediering kan påvirke vores evne til at opleve og udtrykke ægte følelser. Hun argumenterer for, at konstant digital stimulering eliminerer oplevelsen af kedsomhed, som kan være værdifuld for kreativitet og selvrefleksion. Hun påpeger, hvordan afhængighed af GPS-teknologi reducerer vores evne til at navigere selvstændigt i rum. Hun antyder, at vores afhængighed af online anmeldelser og anbefalinger begrænser tilfældige opdagelser og uventede oplevelser. Hun observerer, hvordan offentlige områder i stigende grad bliver til rene "WiFi-hotspots" i stedet for rum for social interaktion. Hun bemærker, at folk ofte tjekker vejr-apps i stedet for blot at træde udenfor, hvilket illustrerer vores afkobling fra det umiddelbare miljø. Hun nævner, hvordan studerendes evne til at skrive i håndskrift er faldende på grund af øget brug af digitale enheder. Hun undersøger, hvordan teknologi ændrer den måde, vi deler og indtager mad på, med reference til fænomener som "mukbang".

Vi har brug for nuancer

På den ene side er der jo tendenser der præcis går i den retning Rosen beskriver. Sociale medier der er designet til at maksimere engagement kan være skadelige for mental sundhed og den demokratiske samtale. Smartphones kan ændre opmærksomhedsevnen og kognitive mønstre på bekymrende måder. Men disse specifikke problemer adskiller sig fundamentalt fra den neo-romantiske fortælling om teknologisk korruption. Og det væsentligste problem er præmissen, menneskesynet og teknologi-forståelsen, der ligger nedenunder. 

Udfordringen er at udvikle rammer for teknologikritik, der undgår både naiv tekno-optimisme og romantisk teknofobi. Vi har brug for tilgange, der kan skelne mellem forskellige former for teknologisk mediering og deres effekter på menneskelig trivsel.

Myten om den umedierede oplevelse

Rosens argument om, at digital teknologi fører til "oplevelsens udryddelse", trækker direkte fra den romantiske tankegang. Når hun skriver om vigtigheden af "kropslig oplevelse" og "autentisk forbindelse", kanaliserer hun Wordsworths optagethed af "naturlige" menneskelige relationer ufordærvet af det moderne samfund. William Wordsworth var en af ​​grundlæggerne af den engelske romantik og en af ​​dens mest centrale skikkelser. 

Der er dog et grundlæggende problem med denne neo-romantiske kritik: den hviler på fiktionen om den umedierede oplevelse.

Romantikerne forestillede sig en præ-syndefaldstilstand af ren menneskelig oplevelse, før teknologiens fald. Denne samme mytologi ligger til grund for meget af den nutidige kritik af digital teknologi. Men menneskelig erfaring har altid været teknologisk medieret.

Tænk bare på skriften selv – måske den mest grundlæggende teknologi til mediering af menneskelig erfaring, der nogensinde er udviklet. Da Platon klagede over, at skriften ville ødelægge hukommelsen og den autentiske visdom, fremførte han i det væsentlige samme argument, som moderne kritikere retter mod smartphones.

Vi er cyborgs

Mennesker har altid været cyborgs – hybride væsener sammensat af organiske og ikke-organiske komponenter. Fra de tidlige stenredskaber til nutidens smartphones har teknologi været en integreret del af menneskelig evolution og erfaring. Spørgsmålet er ikke, om teknologi medierer oplevelse (det har den altid gjort), men hvordan forskellige former for mediering former vores evner og relationer.

Donna Haraways cyborg-teori tilbyder et alternativ til neo-romantisk mytologi. I stedet for at beklage vores teknologiske sammenfiltring, omfavner Haraway den som fundamental for menneskelig identitet. Hendes cyborg er et hybrid-væsen, der transcenderer traditionelle grænser mellem naturligt og kunstigt, menneske og maskine. 

Hinsides den romantiske fælde

Den romantiske impuls til at trække sig tilbage til en forestillet naturlig fortid er forførende. Men denne tilbagetrækning er hverken mulig eller ønskværdig.

Måske er selve romantikkens idealisme og ideer om det "oprindelige" og "ægte" mere farlig end hverdagen med teknologisk mediering.

I stedet har vi brug for nye mytologier og rammer for at forstå menneske-teknologi-relationer. Disse skal anerkende både den lange historie med teknologisk sammenfiltring og de unikke udfordringer, som digitale teknologier stiller.

Når vi konfronterer de nye teknologiers udfordringer, har vi brug for kritik, der bevæger sig ud over romantisk nostalgi, mens den fastholder etisk perspektiv.

For det første må vi opgive myten om umedieret oplevelse. Al menneskelig erfaring er medieret – af sprog, kultur, teknologi og biologi. Spørgsmålet er ikke, om vi skal acceptere eller afvise teknologisk mediering, men hvordan vi skal forme den.

For det andet har vi brug for mere nuancerede rammer til at analysere forskellige former for teknologisk mediering. Ikke alle medieringer er lige gode. Nogle forbedrer menneskelige evner og relationer; andre formindsker dem.

Udfordringen er ikke at undslippe teknologi i romantisk sværmeri men at kritisk undersøge og bevidst forme vores teknologiske miljø.