Vil du blive ved med at være dum?

Jeg er på vagt over for vores kommunikation i blandt andet de byrum, vi befinder os i hver dag. For alle de sætninger, vi bliver mødt med (først og fremmest digitalt) men også som fysisk blivende sætninger på busstoppesteder, mure og plakatsøjler, påvirker os langt mere, end vi tror.

Lige nu er Betty Nansen Teatret ude med noget af en rebranding og en meget tydelig ny kurs under de nye direktører Niels Erling og Nanna Sofie Bjerre Jelsgaard. Og faktisk synes jeg, der er meget at hylde.

For de vil lave kritisk samtidsteater, skabe plads til uenighed og kompleksitet og insistere på teatret som et sted, hvor vi kan blive udfordret og klogere på verden.

Samtidig er der dog også noget principielt interessant i, at kunsten i stigende grad skal have en funktion. At vi skal blive klogere, mere oplyste, mere demokratiske. Måske er det lidt en slags instrumentalisering af kunsten. Er kunsten ikke længere nok i sig selv? Hvad med følelserne, det umiddelbare, nærværet og det at blive ramt lige i hjertekuglen af noget?

Men det, jeg især går i stå ved, er kommunikationen eksternt. For samtidig med at Betty insisterer på kompleksitet og en verden, der ikke er enkel, møder de os i byrummet med:

“Vil du blive ved med at være dum?”

Ved siden af står: “Lad os blive klogere sammen.”

Det er et virkelig interessant paradoks. For man kritiserer en tid præget af forenkling og manglende plads til kompleksitet og vælger samtidig selv en voldsomt forenklet og konfronterende kommunikationsform.

Men lad os lige kikke på en større tendens først , for vi er blevet meget, meget hårdere og mere konfronterende i måden, brands, institutioner, virksomheder og politikere kommunikerer på. Man går langt oftere helt til kanten for at få opmærksomhed og kan bagefter sige: “Det var jo bare noget, vi sagde.”

Det interessante er også, hvor den kommunikationsform kommer fra. Vi har i årevis set den blive forfinet i politik og på sociale medier, hvor forenkling, konflikt og provokation er ekstremt effektive greb, hvis målet er opmærksomhed. Trump er selvfølgelig et ekstremt eksempel (undskyld), men hans kommunikation har vist, hvor effektivt man kan dominere en samtale ved hele tiden at skrue op, gøre modstanderen tydeligere og verden mere sort-hvid.

Den logik er nu sivet langt ud over politik. Brands og institutioner befinder sig i den samme opmærksomhedsøkonomi og bruger i stigende grad nogle af de samme mekanismer. Det betyder selvfølgelig ikke, at en teaterplakat kan sammenlignes med Trumps retorik, men jeg synes, det er værd at spørge, hvad der sker, når stadig flere begynder at kommunikere efter den samme grundlæggende logik: Jo stærkere reaktion, desto bedre kommunikation. 

Det er på mange måder forståeligt, for vi konkurrerer alle sammen om den samme begrænsede opmærksomhed, og kommunikation skal selvfølgelig kunne trænge igennem. Men måske er vi blevet så optagede af, om kommunikationen virker, at vi nogle gange glemmer at spørge, hvad den virker som, og om vi egentlig selv kan stå ved at tale sådan. Vi er havnet i en outdoor clickbait problematik.

Og når nu vi er igang, hvad mener vi egentlig, når vi siger, at kommunikation virker? Hvis en kampagne får mig til at stoppe op, huske den, dele den og diskutere den, har den selvfølgelig opnået noget. Men effekt kan ikke være den eneste målestok for god kommunikation. Vi er også nødt til at interessere os for, hvad kommunikationen efterlader, og hvilken samtalekultur vi selv er med til at skabe.

Kommunikation former vores fælles rum og påvirker den måde, vi taler til og om hinanden på. Og kommunikation er heller ikke neutral, bare fordi intentionen var humor, provokation eller at skabe opmærksomhed. Som kommunikatører kan vi ikke både insistere på, at kommunikation har enorm kraft, når vi skal sælge dens værdi, og bagefter reducere den til “bare ord”, når nogen kritiserer konsekvensen af den.

Og jeg holder på, at hvis ambitionen er mere kompleksitet, refleksion og dannelse, så følger der også et ansvar med for den måde, man kommunikerer den ambition på.

Oprigtigt glæder jeg mig til at se, hvad det nye Betty kan. Jeg er bare ikke sikker på, at jeg behøver at blive kaldt dum på vejen ind.