WTF – vil du ikke være chef?

I en branche, hvor karriereudvikling alt for ofte sidestilles med ledelse, kan det stadig vække undren, når en erfaren kommunikatør ikke har ambitioner om at avancere.Spørgsmålet kommer i forskellige versioner:"Vil du ikke være chef?""Er du ikke klar til næste skridt?""Skal du ikke have dit eget team?""Tror du ikke, du kommer til at kede dig?"

Det ligger dybt i vores måde at forstå ambition på. Den skal gå opad. Den skal kunne aflæses i stillingsbetegnelsen. Og helst komme med personaleansvar og en titel, der klinger lidt i retning af "Director of...".

Men hvad nu hvis ambition ikke nødvendigvis handler om ledelse?Hvad hvis den snarere handler om præcision? Om dybde? Om evnen til at skabe reelle resultater - uden at skulle stå for kvartalsrapporteringen?

Og hvad vil det egentlig sige at "lede" i dag?Ledelse er i mange tilfælde blevet et fint ord for administration. Eller værre: En terapeutisk rolle, hvor opgaven er at navigere i trivsel, konflikthåndtering og meningsskabelse - snarere end at skabe fremdrift. Samtidig er der opstået en kultur, hvor hvert ord skal vejes på guldvægt, fordi selv velmente pointer risikerer at blive misforstået, drejet - eller sågar fornærme nogen.

Men nogle af de vigtigste ledererfaringer tilegner vi os langt væk fra kontoret. Her sætter vi os i den fineste chefstol, der findes.Jeg har selv to "ansatte", der ikke kalder mig chef, men "mor".De kræver ledelse, empati og evnen til at forhandle under ekstreme vilkår.Erfaringer, der sjældent står på et CV, men som former alt, hvad jeg gør - også professionelt.

Det er et valg, flere og flere tager, men som stadig mødes med en vis skepsis.Ikke mindst i kommunikationsfaget, hvor rollen som “generalist med ledelsespotentiale” har været normen i årtier.

Der er noget paradoksalt ved, at et fag, der netop handler om at læse nuancer, afkode sammenhænge og formidle klart, ikke er bedre til at anerkende de karrierevalg, der bygger på det samme.

Hvis man brænder for kommunikation - for at mestre sproget, fortællingen, strategien - så er det ikke nødvendigvis ledelse, der er målet.Ledelse og specialistviden lever ofte på hver sin frekvens.At være virkelig dygtig til sit håndværk kræver fokus, fordybelse og erfaring.Og det burde være muligt at blive senior, mestre sit felt og lære fra sig – uden at skulle afholde MUS-samtaler eller forvalte budgetter.

Det burde være en styrke. Ikke et alternativ.

Den erfarne specialist, med evnen til at eksekvere, analysere og sætte retning uden at sætte sig i en chefstol, risikerer at glide udenfor rekrutteringsradaren.Ikke fordi vedkommende ikke kan. Men fordi de ikke vil dét, man forventer, de vil.

For det kræver et vist overskud at takke nej til titeljagten og i stedet søge mening i indholdet.At vælge præcision frem for prestige.At insistere på at gøre arbejdet bedre - ikke bare større.

Det handler ikke om manglende ambition.Tværtimod.

Det handler om at ville noget andet.Noget, der ikke nødvendigvis kan måles i hierarkiske trin på et organisationsdiagram, men som i stedet kan ses i kvaliteten af arbejdet, i værdien af kommunikationen og i evnen til at skabe resultater, der holder - også uden et navn på døren.

Måske burde kommunikationsbranchen være det første sted, hvor dét valg ikke bliver opfattet som en afvigelse - men som en styrke.