Æslet fra Peter Plys vil være overborgmester i København

“Jeg tror, det bliver tæt på umuligt”.

Således lød kampråbet fra Pernille Rosenkrantz-Theil, Socialdemokratiets kandidat til overborgmesterposten i København, da hun skød sin  valgkampagne forud for kommunalvalget om 11 måneder i gang.

Og ja, i bestræbelsen på at fastholde magten i Hovedstaden, har Rosenkrantz-Theil og socialdemokraterne i sandhed ryggen mod muren.

En nylig meningsmåling spåede således 12 pct. til partiet, der har siddet på overborgmesterposten i over 100 år. Det er et fald på 5 pct. i forhold til kommunalvalget i 2021, der i sig selv var en massakre.

Ved den lejlighed mistede Socialdemokratiet over 10 pct. af stemmerne og status som Københavns største parti, men lykkedes trods alt med lodder og trisser at sikre overborgmesterposten til Sophie Hæstorp Andersen.

Pernille Rosenkrantz-Theils pessimistiske analyse er derfor ganske ædruelig, og hvis hun var politisk kommentator, ville den også være helt ukontroversiel.

Men Rosenkrantz-Theil er ikke politisk kommentator. Hun er spydspids for en politisk kampagne, som hun åbent tilkendegiver, at hun ikke rigtigt rigtigt tror på kan lykkes. Et kampråb hvor håndklædet kastes i ringen.

Det er temmelig uortodokst. Eller som overborgmesterkandidaten selv har udtrykt det i Deadline:

“Jeg har faktisk hørt en tidligere rådgiver sige, at den udtalelse simpelthen er det dummeste nogensinde i dansk politik”.

Galt eller genialt?

Spørgsmålet er så, om det uortodokse take på et kampagnestartskud er galt eller genialt? Spørgsmålet om det utraditionelle kampråb deler vandene blandt iagttagere, svaret afhænger af hvilket perspektiv, man anlægger.

I fagbladet Journalistens podcast Budskab er paneldeltagerne Nanna Bernth og Tine Lund-Bretlau fx uenige om rationalet. Og de er ikke de eneste, der deler sig i to lejre.

Nanna Bernth, der er til daglig er kommunikationschef hos Kulturens Analyseinstitut, kalder det i podcasten ”en lidt rodet form for kommunikation”, og anlægger et generelt vælgerperspektiv på den udtalte pessismisme.

”Når du som det første melder ud, den kan vi sgu ikke vinde den her, så er det svært at holde med – og vi vil gerne holde med nogen, der vinder.”

Denne kritik deler Kristian Madsen, der er chefredaktør for fagbevægelsens A4 Medier. Han skriver i en klumme:

“Det er en katastrofe for partiet i København, at man nu fremstår som det tungsindige Æsel i Peter Plys. Hvem gider dog at stemme på en jammerkommode indhyllet i en tyk sky af tristesse og selvmedlidenhed?“

I Budskab anlægger Tine Lund-Bretlau anlægger til gengæld et presseperspektiv på Rosenkrantz-Theils udsagn, og anskuer pessimismen som en vaccination af kampagnen mod konstant at blive spurgt om sløje meningsmålinger de næste 11 måneder.

”Hvis ikke hun tog den her up-front, så ville hun skulle tale om det fra nu af til næste år. Nu har hun ligesom erkendt, at de ligger rigtig ringe, og nu skal sejren arbejdes hjem,” siger Tine Lund-Bretlau, der til daglig er strategisk rådgiver hos Det Europæiske Miljøagentur i Budskab.

I Altingets analyse af Pernille Rosekrantz-Theils kampagneplatform indtil videre, deler skribenterne Lund-Bretlaus vaccinationsanalyse.

“En fordel Rosenkrantz-Theil har opnået ved i første omgang at melde så defaitistisk ud, når det kommer til OB-posten, er, at hun har fået skubbet det [spørgsmålet om meningsmålinger, msp] til side i selve valgkampen. I hvert fald for indeværende.”

Realisme eller Komiske Ali

Hvorvidt Pernille Rosekrantz-Theils udtalelse er dum eller snedig, afhænger altså af hvilket perspektiv, der anlægges, og på hvilke aktører i arenaen fokus lægges: medier eller vælgere: medier eller vælgere.

Begge dele kan dog sagtens være sande på samme tid.

Der er næppe tvivl om, at kritikerne har ret i, at det er begrænset, hvor mange billetter i vælgerhavet det sælger at fremstå som det tungsindige Æsel i Peter Plys, som Kristian Madsen skriver.

Dertil kommer, at det ikke ligefrem indgyder baglandet og partiets aktivister kampgejst og ild i øjnene, når der snart skal uddeles flyers og sættes plakater op. Der ville utvivlsomt være mere kollektiv energi i at indtage rollen som Tigerdyret, for nu at blive i Peter Plys-terminologien.

Omvendt er det også sandt, at Pernille Rosenkrantz-Theil siger det som det er: Det SER meget, meget svært ud. Hvis hun hævdede andet, ville hun, som hun selv udtrykker det i Deadline, fremstå som Komiske Ali både for medier og vælgere. En stående joke.

Den radikale åbenhjertighed tjener dog også et andet formål. Rosenkrantz-Theil forklarer nemlig tillige i Deadline, at:

“Jeg har hørt folk male glansbilleder af, hvor fantastisk det hele går, når det ikke gør. Det kan jeg ikke lide. Der er noget arrogance i det, og en mangel på lydhørhed, som jeg ikke bryder mig om.”

En subtil subtekst i erkendelsen af det indlysende er, at hun kommer til at fremstå ydmyg. Og det er bestemt ikke en dårlig ting. Slet ikke når man kommer fra et parti, som det er blevet en folkesport at anklage for magtfuldkommenhed.

Københavner-bashingen hævner sig

Uanset hvordan man vender og drejer Pernille Rosenkrantz-Theil nok så reelle taberbudskab, så adresserer det i sagens natur kun symptomet på en underliggende lidelse for Socialdemokratiet i København.

Det egentlige problem bag den styrtdykkende opbakning til Socialdemokratiet i København handler ikke om, præcist hvad der bygges på Lynetteholm eller om metroen derud bliver en nordlig eller sydlig linjeføring, som er blandt de temaer Rosenkrantz-Theil hjertens gerne vil diskutere i stedet for de  meningsmålinger, hun forsøger at sparke til hjørne.

Det egentlige problem handler om at moderpartiet på Christiansborg i årevis har italesat København og københavnerne som antitesen til Det Rigtige Danmark. Som Kristian Madsen skriver i førnævnte i øvrigt læsværdige klumme:

“Socialdemokratiets drejning under Mette Frederiksen i retning af provins, fremstillingsindustri samt udlændinge- og akademikerbashing har gjort København til udebane for partiet. Rosenkrantz-Theil har været en af Frederiksen nærmest allierede i den proces, og hun har brug for at få fødderne solidt plantet på de københavnske brosten igen.”

Man kan groft sagt ikke på den ene side fremstille sine vælgere som et udtryk for alt hvad der er galt i Danmark, og samtidig forvente at de stemmer på en.

Pernille Rosenkrantz-Theil vil gerne ses som en af vore. Hvis københavnerne skal tro på det postulat, så kræver det såmænd nok at hun går temmeligt hårdt i kødet på sine snart tidligere partikolleger på Christiansborg, og aktivt taler København, københavnerne og den mangfoldige københavnske levevis op.

Så kan vi altid drøfte metrolinjeføring bag bagefter.