Afbudsskammen

Man har inviteret til noget, en middag, en fest, en lille tur eller bare en aften med mennesker, man holder af. Og alle synes, det er så fedt, at man inviterer. »Det er så fedt, at I er sådan nogle, der inviterer!« siger folk. »Det er vi jo alt for dårlige til.« Eller »det er folk på vores alder bare blevet så dårlige til«.

Billetsælgeren

Så nærmer dagen sig, mange har ikke lige fået svaret, så man rykker dem lidt. Nogle skal lige se, hvordan ugen ser ud, andre har slet ikke fået taget stilling. Og man begynder at få den der irriterende følelse af at forsøge at sælge billetter til et arrangement, ingen rigtig har bedt om.

Dagen, det gælder

Men det er på selve dagen, den ægte kamp står. Hvor mange melder nu afbud? Hvor mange har pludselig fået det dårligt eller fået for meget om ørerne? Hvis vejret er rigtig dårligt, kan man næsten være sikker på, at der kommer ekstra mange beskeder om begyndende sygdom. Selvfølgelig er der nogen, der rent faktisk er syge. Men jeg tror også, vi alle sammen godt ved, at det langt fra altid er forklaringen.

Nogle gange orker man bare ikke.

Svimmel, måske

Det har været nogle hårde uger, siger man til sin partner. Måske skulle vi bare blive hjemme med Søren på 19, nu han også er hjemme, selvom Søren skal i byen om et par timer og i øvrigt er fuldstændig ligeglad med, om vi er hjemme. Man bakker hinanden op i det. Det er jo også vigtigt at mærke efter og passe på sig selv. Og så skriver man den der lidt undskyldende besked. Gerne med et hjerte og et »vi håber virkelig, I får den dejligste aften«.

Og jeg kender det. Faktisk er det ikke mere end en uge siden, at min mand og jeg skulle til en fødselsdag. Vi orkede ikke rigtig. Først begyndte vi at tale om, at det jo var et stand-up og ikke en sit-down-arrangement. At der nok kom mange, at vi jo ikke var de vigtigste af de vigtigste. Og så blandede jeg det med, at jeg også syntes, jeg havde været en lille smule svimmel måske i dag. Det lød pludselig som en helt rimelig grund til at blive hjemme.

For det er jo også fristende at få en lille ferie forærende. En hel aften, hvor man ikke skal noget. Hvor man kan blive hjemme i joggingsæt, spise noget nemt og gå tidligt i seng.

Vi tog til fødselsdagen, af respekt og kærlighed til fødselaren.

Den, der inviterer

For jeg kender især den anden side. Den, hvor man selv har inviteret. Hvor man måske også godt kunne bruge en aften på sofaen, men har besluttet, at det er vigtigt at se sine venner, og at man altså bliver nødt til at yde noget for også at få noget.

Så vi har handlet ind, ryddet op, lavet mad, dækket bord og glædet os. Vi har brugt tid, energi og ofte også en hel del penge. For fællesskabet, for jer, for os.

Og det er jo ikke kun os, der har inviteret, det går ud over når der bliver aflyst. Det påvirker også dem, der faktisk kommer. For der sker altså noget med stemningen, når man har inviteret 17 mennesker, lavet mad og glædet sig til en aften med fuldt hus, og man så ender med at være 11. Det er ikke, fordi 11 mennesker ikke kan have en fantastisk aften, men der er noget ved alle de afbud, der tager lidt af energien ud af arrangementet. Også for dem, der har prioriteret at komme.

Skammen

Når folk så aflyser på dagen, som efter min oplevelse sker langt oftere end tidligere, begynder man desværre at miste lidt af lysten. For der er også noget mærkeligt skamfuldt ved at være den, der har inviteret. Man går fra at være en af de der generøse typer, der samler mennesker, til at sidde tilbage med en kæmpe bunke kager og laks og føle sig som en lidt ynkelig idiot, der åbenbart havde troet, at folk faktisk ville komme.

Man begynder næsten at spekulere på, om det kun er ens egne invitationer, der bliver behandlet sådan. Om alle andre også oplever de her afbud, eller om folk faktisk møder op til de rigtige, fede arrangementer. Måske er det bare vores middage, der ikke er attraktive nok? Havde de ærlig talt regnet med, at vi ville komme, kan man næsten forestille sig, at de potentielle gæster tænker.

Én sms

For nylig skrev Timme Bisgaard Munk og Judy Hermansen om middagens død i Copenhagen Review of Communication. De beskriver, hvordan vi i stigende grad prioriterer vores egen tid, komfort og selvomsorg, og hvordan den private middag er blevet noget, vi synes er alt for besværligt. Det er jo egentlig interessant, når vi samtidig taler så meget om ensomhed, venskaber og behovet for fællesskaber.

Og kikker vi på en nyere britisk undersøgelse fra 2025 viser den at 67 procent mener, at teknologien har gjort det lettere at aflyse aftaler i sidste øjeblik. Og det har den jo. Det kræver ikke mere end en sms at melde afbud til noget, andre har brugt dage på at forberede.

Ja’et er blevet en option

Jeg synes, vi er blevet enormt gode til at mærke efter, om vi selv har lyst, energi og overskud. Og det er jo grundlæggende en god ting. Men måske er vi blevet tilsvarende dårlige til at tage hensyn til, at andre mennesker også har behov, forventninger og regner med os.

Et ja til en invitation er efterhånden blevet en foreløbig tilkendegivelse af, at man godt kunne forestille sig at have lyst, hvis ellers alle omstændighederne er de rigtige, når dagen kommer.

Spiralen

Afbuddene smitter. Når et ja kun er en option, regner værten med frafald og inviterer femten for at få ti. Så ved hver gæst, at hun er én blandt mange, og at ingen vil mærke, om hun bliver hjemme. Det gør det lettere at melde afbud, og næste gang inviterer værten endnu flere eller holder helt op. Skammen sidder hos værten, fordi det er hende, der har betalt på forhånd. Den, der melder afbud, har ikke lagt noget ud og føler derfor heller ikke noget. Mere skam hjælper ikke, for skam lærer folk at sige nej fra start, og så får vi færre aftener og ikke flere gæster. Det, der hjælper, er tidspunktet. Et nej i tide er en gave, fordi værten kan nå at invitere en anden og handle mindre ind. Et afbud på dagen er en gæld. Og et ærligt »jeg orker det ikke i aften, men jeg vil gerne se jer i næste uge« koster langt mindre tillid end en svimmelhed, som alle kan gennemskue.

Savnet

Jeg elsker at samle mennesker, at have et hus fuld af venner, lave alt for meget mad og opleve, at en helt almindelig lørdag bliver til en af de aftener, man husker. Og jeg ved også godt, at det nogle gange er en befrielse at slippe for en aftale. Jeg har jo selv stået og argumenteret for, hvorfor min egen begyndende måske svimmelhed, var grund nok til at blive hjemme.

Men jeg kan også mærke, at de mange afbud gør noget ved lysten til at blive ved med at invitere. Og jeg tænker på, om det er sådan, vi langsomt får færre af de aftener, vi ellers alle sammen siger vi sådan savner.