Subscribe to Our Newsletter

Success! Now Check Your Email

To complete Subscribe, click the confirmation link in your inbox. If it doesn’t arrive within 3 minutes, check your spam folder.

Ok, Thanks

AI tvinger os til at genoverveje, hvad vi synes er godt

Copenhagen ROC profile image
by Copenhagen ROC
AI tvinger os til at genoverveje, hvad vi synes er godt
Photo by Zach M / Unsplash

af Rasmus Groes, konsulent

Jeg misunder nogle gange de mennesker, der med stor sikkerhed kan fortælle os, hvad kunstig intelligens kommer til at betyde for fremtiden. Enten ofte som vores redning eller vores undergang. Selv synes jeg, det er svært at være så skråsikker, når vi står midt i et af de største teknologiske eksperimenter i nyere tid. Et eksperiment, der udfolder sig i realtid, mens vi alle sammen deltager i det.

Det gælder også diskussionen om kvalitet. Nogle begejstres over, hvor flotte billeder, velformulerede tekster og professionelle præsentationer AI kan frembringe. Andre afskriver det meste som sjælløst AI-slop eller mener, at alt skabt med hjælp fra AI på forhånd må være mindre værdifuld.

Måske overser begge positioner noget væsentligt. Teknologien ændrer både vores muligheder for at skabe og vores forventninger til det skabte. Og dermed vores forestilling om, hvad der egentlig er godt.

Da dårlig tv-kvalitet blev fremtidens tv

Lad mig begynde med en historie fra dengang, jeg arbejdede med programudvikling i DR i 00’erne, da YouTube kom frem. Jeg husker diskussionerne med de garvede tv-folk, for hvem kvalitet var tæt forbundet med production value. Professionelle kameraer, god lyd, rigtig klipning og helst et ordentligt budget.

YouTube var det stik modsatte. Rystede billeder, dårlig lyd og amatøragtig klipning. At foreslå, at der faktisk kunne være kvalitet i det, var nærmest som at bande i kirken. Og måske ikke så mærkeligt. De havde brugt årtier på at mestre et håndværk, som pludselig ikke længere var en forudsætning for at skabe noget, folk havde lyst til at se. Deres faglige autoritet blev udfordret.

Men videoerne havde andre kvaliteter, som kun langsomt blev anerkendt. De var umiddelbare, personlige og aktuelle. De passede til små skærme og nye seersituationer. En kort video i bussen kunne noget andet end et stort anlagt tv-program i sofaen. YouTube ændrede, hvem der kunne producere og distribuere levende billeder. Men også hvad vi oplevede som godt indhold.

Jeg kommer ofte til at tænke på den udvikling, når jeg følger diskussionen om AI i dag. Måske står vi igen midt i en teknologisk forandring, der også vil ændre vores forestilling om hvad god kvalitet kan være.

Når teknologien flytter kunsten

Det var langt fra første gang, en ny teknologi udfordrede vores forestilling om kvalitet. Tag malerkunsten. Gennem store dele af kunsthistorien har evnen til at gengive virkeligheden været et vigtigt mål for kunstnerisk bemestring. At kunne male et ansigt, et landskab eller et lysindfald med så stor præcision, at det næsten blev levende.

Så kom fotografiet. Pludselig kunne et apparat skabe en gengivelse af virkeligheden, som tidligere havde krævet årelang øvelse at nærme sig. Fotografiet var med til at ændre betingelserne for malerkunsten, der også udviklede sig i andre retninger. Mod det subjektive, det ekspressive og det abstrakte.

Men forestillinger om kvalitet ændrer sig sjældent uden modstand. De formes af mennesker og institutioner, der gennem generationer har opbygget faglighed, smag og autoritet til at definere, hvad der er god kunst. Når teknologien ændrer betingelserne for at skabe, udfordrer den også dem, der hidtil har sat standarden.

I 1930'erne undersøgte filosoffen Walter Benjamin, hvordan fotografiet og filmen forandrede vores forhold til kunsten. Han talte om kunstværkets *aura*. Den særlige værdi, der knytter sig til et originalt værk med sin egen historie og fysiske tilstedeværelse. Når teknologien gjorde det muligt at reproducere og sprede billeder i tusindvis af eksemplarer, mistede kunstværket noget af sin aura. Men samtidig opstod nye måder at skabe og opleve kunst på.

Benjamin var optaget af, hvordan teknologien forandrede selve vores forhold til kunst og de kvaliteter, vi tillægger den betydning. Den diskussion er værd at huske i dag. For når teknologien bliver bedre til noget, vi tidligere beundrede mennesker for at kunne, kan vi begynde at interessere os for andre kvaliteter. Det er ikke sikkert, vi ved hvilke, mens forandringen står på.

Når det professionelle bliver til AI-slop

Nu står vi midt i en ny teknologisk forandring. Denne gang med kunstig intelligens. For ganske få år siden krævede det betydelig erfaring at skrive en overbevisende tekst, skabe en professionelt udseende præsentation eller fremstille en flot illustration. I dag kan alle gøre det med hjælp fra AI.

Det gør os selvfølgelig ikke alle til dygtige skribenter, designere eller kunstnere. Men meget af det, der tidligere krævede stor faglig kunnen, er blevet langt lettere at frembringe.

Samtidig har AI oversvømmet internettet med ufattelige mængder skrammel. Det, man kalder AI-slop. Ligegyldigt indhold, bizarre billeder og videoer. Indhold produceret i enorme mængder, ofte uden anden ambition end at tiltrække opmærksomhed.

AI gør altså langt fra automatisk alt, vi producerer, bedre. Men måske er vores voksende irritation over AI-slop i sig selv et tegn på, at vores kvalitetsforståelse allerede er under forandring.

Forestil dig, at du for fem år siden havde set en af de teknisk imponerende AI-videoer, som vi i dag uden videre scroller forbi. Man ville være målløs over, hvordan den overhovedet kunne være produceret. I dag tænker man måske bare: Åh nej, ikke endnu en. 

Noget er ganske enkelt dårligt indhold. Men andet kan være teknisk imponerende og samtidig føles fuldstændig ligegyldigt. Vi er blevet vant til det. Mætte. Der skal mere og mere til for at få vores opmærksomhed.

Det er her, jeg synes, diskussionen bliver interessant. AI gør det lettere at skabe noget, som tidligere krævede stor viden og erfaring. Samtidig ændrer teknologien vores forventninger til resultatet. Kvalitet opstår nemlig også i mødet mellem det skabte og den, der oplever det. Hvad vi synes er godt, afhænger af vores erfaringer, forventninger og smag, men også af situationen og det formål, produktet skal tjene.

Selvfølgelig findes der godt håndværk, stor faglighed og kvaliteter, der holder gennem generationer. Nogle kvalitetskriterier er langt mere robuste end andre.

Men kvalitet kan ikke forstås løsrevet fra den sammenhæng, hvor den får betydning. Og når teknologien ændrer både det, vi skaber, og den måde, vi møder det på, ændrer den også betingelserne for, hvad vi oplever som godt.

Den perfekte jobansøgning, der ikke fortæller os ret meget

Jeg talte for nylig med en ansættelseskonsulent som dagligt læser hundredvis af jobansøgninger. Han fortalte, hvordan jobansøgninger er blevet langt mere velformulerede og velstrukturerede, efter at ansøgerne er begyndt at bruge AI. Teksterne ser professionelle ud. Sproget flyder. Argumenterne er sat pænt op.

Men hans arbejde er blevet vanskeligere. For hvem gemmer sig egentlig bag ansøgningerne?

Tidligere kunne en ansøgnings sprog, struktur og formidling sige noget om ansøgerens evner. Kunne vedkommende formulere sig klart? Skabe overblik? Fremstå professionel? Nu er de kriterier blevet langt mindre anvendelige. Næsten alle kan få en ansøgning til at fremstå professionel.

Han fortalte også noget, jeg syntes var ret morsomt. Tidligere ville en stavefejl eller en lidt klodset formulering typisk trække ned. Nu kan en lille fejl næsten tælle positivt, fordi den antyder, at der sidder et rigtigt menneske bag teksten. Ligesom de snedige gymnasieelever for længst fundet ud af at camouflere deres AI-snyd med et par strategisk placerede stavefejl. Så snart vi begynder at lede efter nye tegn på, at noget er ægte, lærer vi også at efterligne dem. Og her ligger paradokset: Ansøgningen kan være blevet bedre skrevet, men samtidig dårligere til at løse en af sine vigtigste opgaver, nemlig at give arbejdsgiveren et indtryk af mennesket bag. 

Er kvaliteten så blevet bedre eller dårligere? 

Diamantens paradoks

Det minder mig om en parallel fra en helt anden verden: diamanter.

I dag kan man fremstille diamanter i laboratorier, som har de samme grundlæggende kemiske og fysiske egenskaber som naturlige diamanter. Med det blotte øje kan det være umuligt at skelne dem fra hinanden. Alligevel er der stor forskel på prisen. 

Hvorfor er en diamant, som har ligget i jorden i millioner af år, mere værdifuld end en tilsvarende diamant fremstillet i et laboratorium? Vi betaler for en følelse.

Det er diamantbranchen naturligvis fuldstændig klar over. Producenter som De Beers lægger i deres markedsføring vægt på de naturlige diamanters særlige oprindelseshistorie, deres individuelle farver og deres tilblivelse dybt inde i jorden. Når de synlige kvaliteter kan efterlignes, kan den usynlige historie blive en større del af det, vi betaler for. Måske vil selv små naturlige uregelmæssigheder i stenen en dag blive fremhævet som noget særligt. Spor efter dens lange tilblivelseshistorie frem for fejl, der skal undgås.

Men her bliver det også lidt raffineret. For fortællingen om autenticitet og oprindelse er jo i sig selv et produkt af markedsføring. Diamantbranchen forsøger aktivt at forme vores forestilling om, hvad der er værdifuldt.

Vi kender det allerede fra kunstnere og rockstjerner, hvor historien om mennesket bag værket kan være næsten lige så vigtig som værket selv.

Og det er bestemt ikke alle, der vil foretrække den naturlige diamant. For andre vil den laboratoriefremstillede være det oplagte valg. Markedet for laboratoriefremstillede diamanter er da også vokset markant.

Kvalitet og værdi ligger altså også i den betydning, vi tillægger produktet. Og den betydning formes både af vores individuelle smag og af de mennesker, virksomheder og institutioner, der har interesse i at definere, hvad der er værdifuldt. Når teknologien ændrer produktionsvilkårene, kan vores forestillinger om værdi og kvalitet ændre sig med.

Bliver det menneskelige den nye luksus?

Hvad kommer vi så til at værdsætte i en verden, hvor stadig mere kan fremstilles med kunstig intelligens?

Måske vil nogle begynde at søge tilbage mod det analoge. Mod hånddrejet keramik, håndspillet musik og ting, hvor man kan se og mærke det menneskelige arbejde. Måske vil den personlige fortælling, det skæve perspektiv og det uperfekte få større betydning. Men AI kan også efterligne det personlige og det uperfekte. En maskine kan sagtens skrive en tekst med stavefejl, skæve formuleringer og tilsyneladende dybfølte erfaringer.

Jeg møder ofte argumentet om, at AI aldrig vil kunne skabe noget med sjæl. Og jeg bliver ærlig talt lidt træt af den næsten automatiske afvisning af alt, hvor AI har været involveret. Vi kan ikke tage for givet, at menneskeskabt kunst er sjælfuld, eller at kunst skabt af mennesker med hjælp fra AI er sjælløs.

For mig er det stadig mennesket, der skaber, med sine erfaringer, intentioner, valg og dømmekraft. AI kan være et redskab i den proces. Vi risikerer at overse nye kreative muligheder, hvis vi på forhånd afskriver et værk alene på grund af den teknologi, der er brugt til at skabe det. 

Diskussionen om ophavsret, kunstneres økonomi og de materialer, AI er trænet på, fylder med rette meget. Samtidig er der god grund til at være bekymret for en udvikling, hvor vi overlader stadig mere af vores tænkning og skabende arbejde til maskinerne og ender med en kultur, hvor alt begynder at ligne hinanden.

Måske får vi flere konkurrerende forestillinger om, hvad der er godt. Nogle vil lægge vægt på oprindelsen og det menneskelige håndværk, andre på resultatet eller på helt nye udtryksformer, vi endnu ikke kender. Jeg ved det ikke. Og jeg tror, det er alt for tidligt at udnævne vinderne.

Hvad synes vi egentlig er godt?

Med YouTube oplevede vi, at noget, der så uprofessionelt ud, kunne rumme stor kvalitet. Med AI oplever vi i stigende grad det omvendte: Noget kan se fuldstændig professionelt ud og alligevel være af forbløffende ringe kvalitet. 

Vores gamle kvalitetskriterier er ikke nødvendigvis forkerte. De er bare ikke længere tilstrækkelige. Derfor synes jeg, diskussionen om AI bliver for fattig, når vi enten begejstres over teknologiens imponerende resultater eller vurderer dens kreative potentiale ud fra de enorme mængder AI-slop og dermed dens værste frembringelser. Begge dele risikerer at gøre os blinde for, at selve forestillingen om kvalitet er under forandring.

Vi ved ikke, hvilke nye kunstneriske og kommunikative muligheder AI vil åbne, eller hvad vi risikerer at miste undervejs. Men vi har før oplevet, hvordan ny teknologi ændrer både det, vi skaber, og det, vi værdsætter.

Måske er fremtidens vigtigste diskussion om AI derfor ikke, hvad teknologien kan skabe. Men hvad vi mennesker kommer til at synes er godt.

Copenhagen ROC profile image
by Copenhagen ROC

Subscribe to New Posts

Copenhagen Review of Communication er et medie for alle, som arbejder med kommunikation. Vores mission er at gøre os kommunikationsfolk endnu bedre til vores arbejde.

Success! Now Check Your Email

To complete Subscribe, click the confirmation link in your inbox. If it doesn’t arrive within 3 minutes, check your spam folder.

Ok, Thanks

Read More