Charlie Kirk solgte illusionen om demokratisk debat - og danske medier købte den
Af Frida Hviid Broberg, ph.d. i retorik og postdoc ved Københavns Universitet og Frederik Appel Olsen, ph.d. i retorik og postdoc ved Københavns Universitet
Efter drabet på Charlie Kirk, har man i danske medier kunne læse, at han var en “konservativ superstjerne”, sågar en “politisk superstjerne”, der “talte et sprog, unge kunne forstå”. Liberal Alliances formand Alex Vanopslaghs mindeord på Facebook fortæller, at Kirk “blev verdenskendt ved sin kærlighed til debat og provokerende meningsudvekslinger.”
“Vi har brug for en dansk forkynder som Charlie Kirk”, skriver tidehvervs-præst og national-konservativ debattør Katrine Winkel Holm i Kristeligt Dagblad. Ifølge Winkel Holm fik Kirk unge mænd til at “rette ryggen og droppe hadet”, og hun beskriver hans debatter med unge universitetsstuderende, (som hun kalder “samtaler”), i rosende vendinger: “Han gik i kødet på wokismens opløsning af kønsidentiteten med klare, logiske argumenter, og han tog imod de talløse verbale overhalinger, han modtog fra sine unge modstandere, uden at flippe ud eller blive rasende.” Tidligere folketingsmedlem og nu B.T.-ansatte Joachim B. Olsen går så vidt som at sammenligne Kirk med borgerrettighedsforkæmperen Martin Luther King Jr.: “Ligesom King prædikede Kirk dialog,” konstaterede Olsen på X, og blev inviteret i P1 Debat for at gentage pointen.
Der tegner sig med andre ord et billede af en saglig og idealistisk debattør, som mødte unge studerende i øjenhøjde med respekt for forskellighed og omsorg for demokratiet. Men der er en dyb kløft imellem disse idealiseringer af Kirk og hans faktiske virke som politisk agitator for MAGA-bevægelsen. I denne artikel går vi ind i, hvad det var for en form for debat, som Kirk praktiserede, og hvad det var for en idé om debat, han solgte - en idé, som i kølvandet på Kirks brutale mord i det store hele blev renvasket i den amerikanske og siden danske (især borgerlige) medieoffentlighed.
Inden da er der en ting, vi (åbenbart) skal sige med det samme, eftersom selvsamme medier og meningsdannere, vi foroven kritiserer for en demokrati-renskuring af Kirk, nok ville være mere eller mindre oprigtigt i tvivl: Vi synes ikke det er godt, at folk bliver skudt og dræbt. Denne artikel fejrer ikke nogens død. Problemet med danske mediers fortælling om Kirk er selvfølgelig ikke, at de er imod drab af politiske figurer, men at de ved at tale om en yderligtgående politisk agitator som en dygtig og dialogsøgende debattør forgylder rent ud sagt dårlig debat.
Misinformation og ”verbale tæsk”
På overfladen foregav Kirk en ‘saglig’ debatstil, f.eks. ved at tysse på sine egne højlydte støtter, når de afbrød hans modstandere med nedladende tilråb, eller ved at provokere sine modstandere til følelsesladede reaktioner, men selv ‘bevare roen’.
Vi behøver dog ikke grave langt tilbage i Kirks bagkatalog, før billedet af den saglige og redelige debattør slår sprækker. Faktisk kan vi bare kigge på de virale videoer, der viser minutterne før hans død. Kirk blev skudt, mens han var i gang med at afholde et af sine “prove me wrong"-arrangementer på et universitet i delstaten Utah.
Som svar på et spørgsmål om skuddrab, insinuerede Kirk, at transpersoner er ansvarlige for en uproportionalt stor andel af masseskyderier i USA. Herefter blev Kirk spurgt, hvor mange massemord, der er blevet begået af transpersoner i USA. ”For mange,” svarede han, hvorefter personen, som stillede spørgsmålet, påpegede, at det reelt set drejer sig om fem. Tallet, som bekræftes af The Gun Violence Archive, (der bruger en bred definition af masseskyderi), udgør mindre end 0,1% af alle masseskyderier i perioden fra 2013 til september i år.
Som en række debat-eksperter påpeger til New York Times, debatterede Kirk generelt uden hensyn til forskning eller statistikker, hvis ikke han spredte decideret misinformation. Kirk insisterede f.eks. også på den racistiske hoax om, at haitianske migranter spiser deres naboers kæledyr.
Ligesom det var en strategi at hidse sine unge moddebattører op for selv at fremstå mere rationel, yndede Kirk at hylde dem ud af den. Som debat-eksperterne også påpeger til New York Times, var et af Kirks mest brugte greb at stille sine modstandere definitoriske spørgsmål, som ville få dem til at se dumme ud, hvis ikke de kunne svare på dem. Det gælder i klippet her, hvor han beder en studerende definere, hvad en kvinde er, eller i et andet klip, hvor han spørger en studerende, hvad et kejsersnit er.
Studerende, som har debatteret Kirk fortæller, at de følte, at Kirk var ude på at give dem “verbale tæsk”. Denne oplevelse reflekteres af titlerne på Kirks organisation Turning Point USA’s youtube-profil, hvor man finder redigerede videoer af udvalgte af Kirks debatter: “Charlie Kirk DESTROYS College Student’s Abortion Argument”, “Charlie Kirk CALLS OUT Narcissistic College Student 🔥”, “Debunking the Lies: Shutting Down Kids Who Minimize Illegal Immigration” og “Charlie Kirk Takes a Socialist College Student to SCHOOL”.
En af Kirks mærkesager var da også netop, at universitetet skulle være indoktrinering og spild af penge. Turning Point USA opretholder også den såkaldte “Professor Watch List”, hvor forskere ansat ved amerikanske universiteter katalogiseres som venstreorienterede og derfor samfundsundergravende. Det har, forudsigeligt, ført til trusler og chikane af individer på listen.
En magtfuld politisk aktør i MAGA-bevægelsen
Det var ikke bare universitetet, Kirk foragtede. Han var også en nøgleperson i den politiske bevægelse, som med Trump i spidsen er ved at undergrave USA’s demokratiske institutioner indefra. Det paradoksale i at ophøje Kirk til et demokratisk dydsmønster stikker med andre ord dybere end hans debatstil. Kirk var en magtfuld politisk aktør med stærke forbindelser til Trump-regeringen – ikke blot en menig ‘debattør’ eller ‘podcaster’, som han ofte omtales som i danske medier.
Som 18-årig fik Kirk idéen til det, der skulle blive den højreorienterede organisation Turning Point USA, og snart begyndte han at modtage en støt strøm af donationer fra enkeltindivider med en interesse i at udbrede amerikansk-konservative mærkesager såsom “mindre stat”.
JD Vance har i en mindetale kaldt Kirk en “politisk operativ” for MAGA-bevægelsen og siger, at Trumps valgsejr var umulig uden Kirks målrettede arbejde. Kirk pralede af at sende 80 busser fulde af “patrioter” til ‘Stop the steal’-protesten, som kulminerede i kupforsøget mod den amerikanske kongres d. 6. januar 2021. Han har advokeret for fængsels- “og/eller” dødsstraf til Joe Biden, hyldet Trumps indsættelse af militære tropper i Washington DC, så landet kan “tages tilbage fra disse kakkelakker”, og opfordret fædre til fysisk at forhindre transkønnede atleter i at deltage i konkurrencer.
Kirk modarbejdede aktivt det princip om lighed og lige rettigheder, som er selve grundlaget for et demokratisk samfund. Han var modstander af the Civil Rights Act, som gav sorte amerikanere samme rettigheder som hvide, står bag en lang liste af groft nedladende udtalelser om sorte, kvinder, immigranter og andre minoriteter og talte for ‘den store befolkningsudskiftning’ (en højreorienteret konspirationsteori, som går ud på at en ondsindet gruppe, ofte fremstillet som jøder, arbejder på at udskifte i dette tilfælde den amerikanske hvide befolkning med immigranter - en teori, som Joachim B. Olsen i øvrigt har mere eller mindre direkte promoveret, hvilket skaffede den danske meningsdanner Charlie Kirks opmærksomhed og anerkendelse på sociale medier).
Solgte illusionen om debat
Kirk var altså – når vi rent faktisk ser på, hvordan han argumenterede og udtalte sig generelt – efter alle definitioner en højreekstrem agitator, der levede af at skabe og kuratere online-indhold for at hjælpe MAGA-bevægelsen. Så hvordan går det til, at han fremhæves som en dialogsøgende politisk superstjerne?
Det er først og fremmest en fortælling om debat, som Kirks donorer satte ham i offentligheden for at repræsentere på overfladen: At vi mødes ansigt til ansigt om vores uenigheder i et offentligt fora, fysisk til stede, spørger ind og går på hinanden på klingen i en fælles demokratisk samtale. At vi, når alt kommer til alt, indånder den samme luft; at vi kan se og derfor nå hinanden, på trods af vores uenigheder. Det er et stærkt ideal i Vestens politiske selvforståelse: fra forestillingen om de oldgræske bystater som arenaer for demokratisk udveksling til nutidens folkemøder.
Som Annelien de Dijn pointerer i sin bog Freedom: An Unruly History, har Vestens politiske historie været præget af to slags frihed, som hun vælger at kalde hhv. demokratisk og moderne. Den demokratiske frihed, der tager udgangspunkt i det antikke Grækenland og Romerriget, handler om folkets (i realiteten et begrænset udsnit heraf) selvstyre gennem møder på den offentlige plads, hvor idéer udveksles og viden skabes. Det moderne frihedsideal opstår i løbet af det 19. århundrede og handler om individets fritstillethed fra staten. De to idealer er vedvarende i konflikt op til vor tid, og især i USA har det moderne frihedsideal i store træk fortrængt det demokratiske.
Kirk er på en måde et perfekt - og temmelig ironisk - eksempel på denne tendens i en moderne medieøkologi. Kirk og Turning Point USA solgte og sælger moderne frihed i sin mest ekstreme version i en kulisse af demokratisk frihed. Han brandede sig selv som en “jeg vil bare mødes og snakke med alle”-figur, men i et format, der netop er skræddersyet til det modsatte: En politisk kultur, der er hyper-online, med kort opmærksomhedsspændvidde, hvor "dunking" og "owning" valoriseres og cirkuleres på bekostning af alt, hvad der kunne minde om en mere meningsfuld, formfuldendt argumentation.
Det er i den forstand irrelevant, hvor meget Kirk løj og fordrejede overfor de unge studerende, han havde sat sig for at "debattere", for demokratisk debat var grundlæggende ikke pointen med hans projekt. Målet var korte klip og kurateret online-indhold, der kunne skubbe samfundet længere i MAGA-bevægelsens retning. Det er ikke noget, man skal skydes for, men der er absolut ingen grund til at hylde det som opbyggende samfundsdeltagelse.
Strategien er med andre ord lige så autoritær, som den politiske retning, Kirk aktivt har hjulpet til magten. Men hvis man køber fortællingen, som Kirk sælger, om et møde mellem to mennesker i god tro, så ser man det ikke. Og så risikerer man at normalisere den.
Lad os kigge på et afsluttende eksempel for at se, hvordan dette udspiller sig i en konkret “debat” mellem Kirk og en college-studerende til et af de mange “prove me wrong”-begivenheder.
Benægt påstanden, bloker dialogen
En sort førsteårsstuderende ved navn Jaden Clark træder frem til mikrofonen og spørger, som man gør i USA, “Hi Charlie, how are you?”. Kirk svarer ikke i sin mikrofon, men giver et nik og giver en hurtig tommelfinger op. Der er allerede noget tvært over Kirk, han virker på stikkerne fra starten.
Clark fortæller, at han har været udsat for hadforbrydelser fem gange på én aften: Mænd i MAGA-merchandise har bl.a. kørt forbi ham i en pick-up-truck og kaldt ham n-ordet og truet med at voldtage ham.
Det er tydeligt, at Clark har et spørgsmål, han ønsker at stille Kirk på baggrund af hændelserne. Men så langt når han ikke, før Kirk begynder at drage selve hændelserne i tvivl. “Hvad skete der, da du anmeldte dem?” spørger Kirk. Clark svarer, at han ikke har anmeldt dem. (Hvis man ved lidt om det amerikanske politi og sorte amerikaneres erfaringer med denne institution, er det ikke så svært at forestille sig, hvorfor man kunne undlade at anmelde en sådan hændelse.) Dette bliver den tydeligt ophidsede Kirks skruetvinge til at afspore samtalen. Kirk benægter, at Clark har været udsat for en hadforbrydelse: “It didn’t happen, man.”
Debatten kommer ikke til at handle om racediskrimination og hadforbrydelser i USA - fænomener, som åbenlyst finder sted, hvilket de fleste mennesker også anerkender (men muligvis ikke Kirk). Det handler i stedet om, hvorvidt den studerende står og lyver om sine oplevelser.
Dette er fuldkommen kendetegnende for Kirks retoriske strategi. Fortællingen er, at alle kan komme op og stille Kirk et spørgsmål. Men det var Kirk, der stillede spørgsmålene - faktisk som regel en byge af modspørgsmål, lige fra starten af “samtalen”. Dermed kunne han undlade at lytte og i stedet dreje samtalen ind på sine egne talking points og fange de unge studerende, der måske troede, at de skulle have en diskussion i nogenlunde god tro, på den forkerte fod. Kirk snakkede hurtigt, han stillede nye spørgsmål igen og igen, i stedet for at forholde sig til den person, han mødte. Og de spørgsmål danner grundlag for virale klip, hvor Kirk “owner” og “destroyer” de “woke” studerende. “Charlie Kirk Exposes Fake Hate Crime” hedder den video af interaktionen, som Kirk selv uploadede på YouTube, hvor vi også ser, hvordan Kirk kalder Clark for en “løgner” og truer ham med at sagsøge ham for hans “løgn”. I det klip ser vi i øvrigt også, hvordan Kirks debat-content bruges kommercielt, idet der i midten af klippet reklameres for en den bøf-, kylling- og baconsælgende virksomhed GoodRanchers samt særlige limited edition Charlie Kirk “Make America Great Again”-kasketter.
Udvekslingen med Clark er et af de mere tydelige eksempler på den strategi, Kirk har forfinet gennem mange år: Benægt andres virkelighed og stil i stedet modspørgsmål (gerne i form af vedvarende afbrydelser), der tjener til at bøje samtalen over til Kirks egne oftest fordrejede eller falske “facts”. Brug derefter dette som viralt content, der skal tryne de “woke” modstandere og fremme MAGA-agendaen, koblet med en kommerciel vinkel.
Kirk efter Kirk
Den illusion om debat, som Kirk og Turning Point USA solgte, lever videre: I Kirks digitale eftermæle og eksisterende debatformater som Jubilee såvel som i danske politikere, debattører og redaktørers lovprisninger og i ønsket om en dansk Kirk.
Danske medier begynder så småt at overtage interessen for “prove me wrong”-lignende set-ups, for eksempel i Radio IIIIs program “Ta’r jeg fejl?”. Vi bør værge os mod kombinationen af et sådant format og idéen om, at en figur som Charlie Kirk handler i god, demokratisk tro, især i en tiltagende giftig online-medieøkologi. Også selvom der formentlig kan genereres både økonomisk og politisk valuta på baggrund af det. Eller måske netop derfor.
