Comeback til mennesker, hvis vi tør

SXSW London 2026 løb af stablen 1.–6. juni i Shoreditch, hvor det var andet år for den europæiske udgave af den legendariske Austin-festival, der går tilbage til 1987 i Texas. 

På overfladen var alt, som man forventer af SXSW: tech, business, musik, film, kultur, talks, brands, mennesker og idéer, der støder sammen på kryds og tværs, en masse cool locations som et nedlagt brewery, en Townhall, bars og urbane industribygninger. Intet nyt under det typiske London støvregn-vejr her. 

Men under overskriften Beautiful Collisions lå der i år et mere interessant spørgsmål: Hvad sker der med mennesket, når teknologien bliver så stærk, at den kan efterligne næsten alt det, vi før troede var særligt menneskeligt?

Årets seks temaer kredsede alle om det samme: Society Rewired, AI as the New Power Structure, Living Longer, Living Better, Futurism in Practice, Culture Can Save Humanity og Creativity in the Algorithmic Age.

Store ord og mange agendaer, men for os samlede festivalen sig i én sætning fra LinkedIn-sessionen med deres Talent Developer John McCall: The humans are coming! 

Ikke som en protest mod teknologien. Ikke som et nostalgisk ønske om at skrue tiden tilbage. Men som en påmindelse om, at fremtidens vigtigste konkurrencefordel ikke bliver adgang til AI. Det bliver evnen til at finde ud af, hvad vi vil bruge den til.

AI er ikke svaret, det er testen

Men lad os lige først være ærlige om, hvorfor vi ofte griber ud efter AI, især i den personlige brug og ikke på hverken strategisk eller forretningsmæssigt plan. Det er ikke altid kun dovenskab og uopfindsomhed. Ofte er det frygt.

Frygten for ikke at være god nok. Frygten for at fejle. Frygten for at fremstå dum foran andre. Frygten for at sige noget skævt, langsomt, uperfekt eller… menneskeligt.

Så lader vi en AI-bot formulere det. Vi lader den strukturere, optimere og polere. Vi lader den tage styringen, fordi det føles mindre risikabelt.

Men hvis vi outsourcer alt det, vi er bange for, hvad er der så tilbage?

Når regnekraften kan klare mere og mere af det målbare, bliver det vigtigste ikke længere produktionen. Det bliver dømmekraften. Evnen til at vurdere, vægte og vælge. Mene noget. 

Det er ikke noget, vi kan uddelegere, og efter vores mening er det grunden til, at vi er vidne til et regulært udskillelsesløb i både den private og den offentlige sektor i de her måneder - ikke de her år  - men måneder. Mellem de mennesker, der har noget på sinde, har noget på hjertet, kan se og skabe forbindelser mellem mennesker og har modet til at gå forrest med risikoen for at fejle og dem, der ikke rigtig har en mening, ikke rigtig har noget på spil, men som kender regler og systemer. 

I princippet er det udskillelsesløbet mellem mennesker og maskiner. 

Fra stige til klatrevæg

For at blive helt konkrete om, hvad det så er for et arbejdsliv, vi kommer til at forholde os til, brugte John McCall fra LinkedIn et klart billede. Karrieren er ikke længere en stige. Den er en klatrevæg.

Fra John McCalls session “The Humans Are Coming”, LinkedIn, SXSW London 2026.

Den gamle model byggede på lineær progression, hvor du startede nederst, lærte rutinerne, blev specialist, blev leder og bevægede dig opad med varierende hastighed. Men den model smuldrer, når AI overtager flere af de opgaver, der tidligere var fundamentet under mange roller i både det private erhvervsliv og i det offentlige. 

Fremtidens karrierer bliver mere ujævne og mere selvskabte. Mindre afhængig af titler og mere afhængig af evner. Tak Gud, fristes man til at sige. 

Så det afgørende spørgsmål for alle ledere bliver: Hvordan udvikler vi mennesker, når de opgaver, de før lærte af, forsvinder?

Hvis AI skriver det første udkast, hvem lærer så at tænke klart? Hvis AI laver analysen, hvem lærer så at forstå tallene? Hvis AI tager den svære samtale, hvem lærer så at være modig?

McCall pegede på menneskelige evner som nysgerrighed, mod, kreativitet, medfølelse og kommunikation. De bliver ofte kaldt “soft skills”. Det er de ikke. I en AI-drevet organisation er de hårde konkurrenceparametre.

Farvel til bureaukraten i os

Der er også gode nyheder. Vi kan sige farvel til bureaukraten i os selv.

Alt det mekaniske. Alt det formularagtige. Alt det, der aldrig reelt krævede et menneske, men alligevel fyldte vores arbejdsdage. AI kan tage noget af det væk. Den kan fjerne støj. Den kan hjælpe os med at komme hurtigere frem til det sted, hvor det faktisk bliver interessant.

Men kun hvis vi bruger den rigtigt.

Brugt rigtigt er AI en kreativ løftestang, ikke en krykke. Den kan løfte os op til det niveau, hvor mennesket skal træde til: i vurderingen, relationen, prioriteringen, idéen og ansvaret.

Brugt forkert bliver AI måske bare mere bureaukrati, bare hurtigere. 

Det er måske den største risiko: at AI ikke ændrer alt. Men at vi bruger AI til at bevare alt det, der allerede er forkert.

Breaking news: Er din anchor en creator?

Is your anchor a creator- session: Medier er ikke ved at dø, men de fragmenteres med lynets hast. Creators breaker historier og vinder brugernes tillid ligeså hurtigt som massemedierne taber den, forskellen mellem journalist, creator og kulturel kapital har aldrig været så utydelige eller så vigtige som nu. Fotokredit Tue Rye Christensen, Faktaredaktør TV 2

I panelet: Sophia Smith Galer, Journalist, Author and Creator, Max Foster International Anchor & Correspondent, CNN, Julian Payne UK CEO & Global Chair, Crisis & Risk, Edelman, Lotte JonesChief Commercial Officer, Caliber. Fotokredit Tue Rye Christensen, Faktaredaktør TV 2

For mediebranchen er dette ikke en abstrakt diskussion. Det handler om selve produktet, relationen til publikum og den tillid, medierne lever af.

På SXSW var der en anden sætning, der ramte direkte ind i moderne medieforretning: Creators are the new brands.

Det er ikke længere kun mediehuset, der bærer relationen. Det er mennesket i videoen, bag nyhedsbrevet, i podcasten, på scenen og i feedet. Yes, Breaking news: Your Anchor is a Creator. 

For publikum følger i stigende grad personer, ikke institutioner. De følger stemmen, perspektivet, personligheden og konsekvensen. Og når tilliden til massemedier samtidig undermineres systematisk fra politisk side, så bliver den menneskelige relation endnu vigtigere.

Det betyder ikke, at journalistik skal blive influencer-kultur. Det betyder, at medier skal forstå, at tillid ikke skabes af logoer, men af mennesker, der igen og igen leverer på det løfte, de har givet brugerne. 

Det samme gælder for creators. De bedste bygger ikke bare rækkevidde, de bygger ejerskab. En creator som Maddie Borge, der har opbygget et stort publikum på +400.000 følgere, er ikke kun et distributionspunkt for andre brands. Hun ER brandet. Derfor giver det mening, at creators i stigende grad lancerer egne produkter i stedet for kun at indgå partnerskaber med eksisterende brands.

Det er forskellen på at reklamere for Starbucks og at bygge sit eget kaffebrand. På at leje en relation og eje den. Ownership is a mindset. Det gælder også for både private og public service medier. 

Publikum er klogere end algoritmen

En anden pointe fra SXSW’s content-sessioner var enkel, men vigtig: Hvis produktet er godt nok, og kvaliteten er høj nok, vil folk bruge det.

Det lyder næsten gammeldags. Men i en tid, hvor alle taler om algoritmer, distribution og platforme, er det værd at gentage.

Publikum er ikke passivt. Publikum er klogt. De mærker, om der er en idé bag. De mærker, om løftet bliver holdt. De mærker, om noget er originalt, eller om det bare er optimeret til at ligne noget, der allerede virker.

Derfor handler fremtidens content ikke kun om produktion. Det handler om tre ting: audience, algorithm and ideas. 

Algoritmen kan hjælpe noget frem. Men den kan ikke erstatte en stærk idé. Og den kan ikke opbygge den tillid, der kommer af at levere på det, man lovede sit publikum fra begyndelsen.

Det er måske også derfor, de første tusind views er så vigtige. Ikke bare som datapunkt, men som signal. Hvem er de første mennesker, der faktisk vælger dig? Hvad reagerer de på? Hvad forventer de næste gang?

Autenticitet og originalitet betyder mere end perfekt produktionskvalitet. Ikke fordi kvalitet er ligegyldig, men fordi polering uden klar idé hurtigt bliver tomt.

Når komfort koster kontakt

Fotokredit: wikipedia SXSW

Et andet spor på SXSW handlede om relationer. Esther Perel var på programmet med Two Decades of Mating in Captivity, og hendes perspektiv rakte langt ud over kærlighed og parforhold.

For det handler også om arbejdsliv, medier og teknologi: Hvad sker der med os, når vi forsøger at optimere alt det besværlige væk?

Vi vil gerne undgå friktion. Også i teknologien. Ringer friktionsfri brugeroplevelse en klokke? Det er menneskeligt. Men friktion er ikke altid problemet. Nogle gange er friktion det sted, hvor relationen opstår.

Den svære samtale. Det ufærdige spørgsmål. Den skæve idé. Det tøvende svar. Den uperfekte præsentation. Det er ofte dér, mennesker faktisk møder hinanden.

Hvis vi bruger teknologi til at glatte alt ud, risikerer vi at ende med organisationer, medier og relationer, hvor alt lyder rigtigt, men intet føles ægte.

Børn knytter sig til mennesker, ikke maskiner

Også i det her spor, var der en sætning, der blev hængende: Kids attach to humans, not machines. Hvad sker der, hvis vi tror, vi kan erstatte den menneskelige fysiske kontakt med for eksempel små børn. De kan formentlig allerede vugges, synges for, mades og lære af AI-powered enheder. Men alle ved, hvad der sker med små børn, hvis de ikke får og har fysisk, kærlig, menneskelig kontakt. 

Spørgsmålet er ikke kun, hvad AI kan gøre for vores effektivitet. Spørgsmålet er, hvad AI gør ved vores relationer, vores læring, vores kreativitet og vores måde at være i verden på.

Når børn vokser op med maskiner, der altid svarer, altid tilpasser sig og aldrig bliver trætte, bliver det endnu vigtigere, at de også møder mennesker, der kan sige nej, være uenige, stille krav, vise tvivl og være nærværende.

Det samme gælder medarbejdere. Fremtidens arbejdsplads skal ikke bare lære folk at bruge AI. Den skal lære dem, hvad der er værd at bruge deres menneskelighed på.

Men what does good look like?

Så det centrale spørgsmål efter SXSW er ikke: Hvor meget kan vi automatisere?

Det er nok nærmere: What does good look like?

For medier ser ‘godt’ ikke anti-teknologisk ud. Eller udkommer på print, som i gamle dage for den sags skyld. Det ser menneskeligt ud.

Der er organisationer, hvor AI bruges til at løfte mennesker, ikke skjule dem. Hvor medarbejdere bliver bedre til at tænke, og ikke til at producere hurtigere. Hvor journalister og creators forstår deres løfte til befolkningen. Hvor ledere tør spørge og udfordre, hvilke opgaver kun mennesker skal udføre. Hvor medier insisterer på kvalitet, originalitet, troværdighed og relationer, selv når alt omkring dem forandrer sig. 

Og hvor vi accepterer, at det uperfekte ikke altid er en fejl. Ofte er det bevis på, at der er et menneske til stede.

SXSW London gav ikke ét svar, men understregede en retning.

The humans are coming. Hvis vi tør. 

Shoreditch, London  2026