Derfor er jeg skeptisk overfor metaforer og analogier

“Kulturen er som vandet for fisken.”

“Livet er en rejse.”

“Hjernen er en computer.”

“Organisationen er en organisme.”

“Guds forhold til mennesket er som en fars forhold til sit barn.”

“Kærlighed er en plante. Den skal vandes.”

“Tillid er som et spejl. Når det først er knust, kan det aldrig blive helt igen.”

“Følelser er som en trykkoger. Hvis de ikke kommer ud, eksploderer de.” 

Når hjernen beskrives som en computer, begynder forskningen gradvist at lede efter software, processorer, lagring og programmering i hovedet, og folk begynder at tale om, at hjernen styrer os. Metaforer er tit ikke længere blot simple billeder men antager ontologier, dvs. de bruges som forklaringer på hvordan verden hænger sammen. Det er et problem. 

Udsagnet “følelser er en trykkoger” er en metafor. Det skaber et billede. Når man så siger: “Ligesom en trykkoger eksploderer, hvis dampen ikke kan komme ud, eksploderer mennesker også, hvis de holder følelserne inde,” er det blevet til en analogi. Her bruges ligheden som argument. Problemet opstår, når analogien ikke begrundes. At to fænomener ligner hinanden på ét punkt, er ikke et argument for, at de fungerer ens. En god metafor kan gøre noget lettere at forstå, men den kan ikke i sig selv bevise, at virkeligheden faktisk er sådan.

Alle de nævnte metaforer ovenfor giver intuitiv mening. Derfor gentages de igen og igen. Men ingen af dem udgør et argument. De lyder dybe, smukke og besnærende. Et godt billede bliver taget som bevis på, at verden faktisk er indrettet sådan. Problemet er blot, at et billede sjældent beviser det, det giver sig ud for at forklare. Metaforen har måske fortællingskraft, men ikke i sig selv forklaringskraft. 

Svømmer vi som fisken i vores kultur?

Tag påstanden om, at kulturen er som vandet for fisken. Pointen virker umiddelbart indlysende: fisken bemærker ikke vandet, ligesom mennesker ikke bemærker deres egen kultur. Som pædagogisk billede fungerer analogien glimrende. Den gør noget abstrakt nærværende. Men hvad følger egentlig?

Fisk kan ikke leve uden vand. Gælder det også kultur? Vand omgiver fisken ensartet. Omgiver kultur mennesker på samme måde? To fisk i samme vand befinder sig i identiske fysiske omgivelser. Lever to mennesker nødvendigvis i den samme kultur? Fisken kan ikke træde ud af vandet. Kan mennesker træde ud af deres kultur?

Desto dybere man undersøger analogien, desto mere opløses den. Tilbage står kun at begge relationer handler på en eller anden måde om omgivelser. 

Er vores følelser som en trykkoger?

Tag en af populærpsykologiens mest sejlivede metaforer: “Følelser er som en trykkoger. Hvis de ikke kommer ud, eksploderer de.” De fleste har hørt den. Mange oplever den som umiddelbart sand. Den synes endda at blive bekræftet af erfaring: Et menneske holder vreden eller utilfredsheden tilbage i længere tid og mister en dag besindelsen. Metaforen føles derfor intuitivt rigtig.

Men hvad er det egentlig, der er blevet argumenteret for ved hjælp af metaforen? Metaforen låner sin logik fra fysikken. En trykkoger er et lukket system, hvor når der tilføres varme, så stiger trykket. Hvis dampen ikke får en ventil, bliver trykket til sidst så stort, at beholderen sprænges. Den kausale mekanisme følger naturens love. Men hvorfor skulle menneskers følelsesliv fungere efter det samme ret simple mekaniske princip?

Det er netop dette spring, der næsten altid overses. Der etableres en lighed mellem to domæner – en trykkoger og et menneske – hvorefter hele den kausale struktur ubemærket flyttes med. Følelser bliver til en simpel substans, psyken bliver til en beholder, selvregulering bliver til dampudledning og terapi bliver til en ventil. Dadaaa, brikkerne passer i det lille, fine metaforiske puslespil.  

Problemet er bare, at store dele af den nyere  psykologiske forskning viser, at følelser og følelsesregulering er langt mere komplekse. Vrede ophobes ikke nødvendigvis som damp i en kedel. Sorg forsvinder ikke nødvendigvis, fordi man har grædt. Angst reduceres ikke automatisk, bare fordi den udtrykkes. Måske er det endda tilfældet, at gentagen følelsesmæssig udladning ligefrem forstærker de følelsesmæssige mønstre, fordi personen bliver ved med at genaktivere de samme fortolkninger og kropslige reaktioner. Det er netop derfor, at moderne forskning i emotionel regulering interesserer sig mere for, hvordan følelser organiseres, fortolkes og transformeres, end for forestillingen om, at de blot skal “ud”.

Man kan endda vende billedet om. Hvad hvis følelser snarere ligner vejrsystemer end trykkogere? Eller musik? Eller biologiske økosystemer? Hver metafor ville åbne for andre spørgsmål og forklaringer. Netop derfor kan ingen af dem fungere som et argument. 

Er unge rundtossede, fordi de kører rundt i en rundkørsel? 

Et tilsvarende problem opstår med metaforen om, at unge i dag er som bilister, der kører rundt i en rundkørsel med utallige udkørsler. Fordi mulighederne er så mange, kan de ikke vælge. De bliver ved med at køre rundt. Til sidst bliver de rundtosset. Billedet er umiddelbart overbevisende. Det er let at visualisere, let at huske og let at genfortælle. Netop derfor har det stor retorisk kraft. Men som argument er det bemærkelsesværdigt svagt.

En rundkørsel er en fysisk konstruktion med et endeligt antal udgange. Bilisten kan kun vælge én. Hver gang vedkommende passerer en udkørsel uden at dreje fra, vender præcis den samme situation tilbage få sekunder senere. Intet nyt er sket. Verden har stået stille.

På utallige måder fungerer unges eller andres liv ikke sådan. Muligheder opstår og forsvinder. De ændrer karakter over tid. Et sabbatår åbner nogle veje og lukker andre. En uddannelse skaber nye muligheder, som ikke eksisterede før. Relationer, økonomi, teknologi, tilfældigheder og historiske begivenheder omformer konstant beslutningsrummet. Hver beslutning ændrer de betingelser, under hvilke den næste beslutning skal træffes.

Metaforen smugler derfor en hel ontologi ind ad bagdøren. Den antager, at livet består af et sæt forhåndsgivne valgmuligheder, som individet blot skal vælge imellem. Det er en verden af statiske alternativer. Vi kan også hævde det modsatte: at muligheder ikke eksisterer forud for handlingen, men bliver til gennem handlingen. Man vælger ikke blot mellem fremtider, men er med til at skabe dem.

Derudover skjuler metaforen en række sociale og materielle forhold. Hvis en ung har svært ved at træffe beslutninger, skyldes det så antallet af valgmuligheder? Eller skyldes det usikre boligmarkeder, prekære ansættelser, algoritmisk opmærksomhedsøkonomi, uddannelsespolitiske reformer, økonomiske vilkår eller kulturelle idealer om selvrealisering? 

Rundkørslen individualiserer problemet. Den fremstiller tøven som en egenskab ved den unge snarere end som et resultat af komplekse samspil mellem institutioner, teknologier, normer og livsforløb.

Endelig udnytter metaforen en psykologisk illusion. Vi accepterer dens logik, fordi den er sammenhængende inden for sit eget univers. Ja, en bilist, der bliver ved med at cirkle rundt i en rundkørsel uden at vælge en udkørsel, vil sandsynligvis blive desorienteret. 

Men hvorfor skulle den samme kausale logik gælde for menneskelig beslutningstagning? Der gives intet argument for denne overførsel. Analogiens interne sammenhæng bliver forvekslet med en forklaring på et helt andet domæne.

Metaforen producerer altså en følelse af forståelse, fordi den oversætter kompleksitet til et enkelt billede. Samtidig skjuler den, at det afgørende spørgsmål aldrig er blevet besvaret: Hvilke mekanismer er der faktisk fælles mellem en bil i en rundkørsel og et menneske, der orienterer sig i et moderne liv?  

Fanget af billederne 

Wittgenstein ville sandsynligvis have sagt, at vi bliver fanget af et billede. Vi tror, vi har forstået følelsers natur, fordi vi har fundet en fortælling, der føles tilfredsstillende. Men den logiske forbindelse mellem damptryk og menneskelige emotioner er aldrig blevet etableret. Den er blot blevet antydet gennem sprogspillet. 

En af metaforens mest bedrageriske egenskaber er, at den skaber en følelse af nødvendighed uden at levere et argument. Wittgenstein advarede netop mod denne sproglige fortryllelse. Filosofiens opgave er, skrev han, ofte at frigøre os fra de billeder, der holder vores tænkning fanget. Vi tror, vi har forstået verden, når vi i virkeligheden blot har fundet et billede, der tilfredsstiller vores intuition.

George Lakoff og Mark Johnson argumenterede for, at store dele af vores begrebslige univers er organiseret gennem metaforer. Vi tænker på argumenter som krig og liv som rejse, osv. De siger, at metaforer ikke blot er sproglige udsmykninger, men også grundlæggende organiserer vores tænkning. 

At vores erkendelse måske og tit er metaforisk struktureret indebærer dog ikke, at virkeligheden i øvrigt er det. At et billede organiserer vores forståelse er ikke det samme som at det beskriver verdens ontologi. Den skelnen overses ofte, når metaforer glider fra at være heuristiske redskaber til at fungere som skjulte teorier om virkeligheden.

To fænomener kan ligne hinanden på uendeligt mange måder. Derfor bliver det afgørende spørgsmål aldrig, om de ligner hinanden, men hvilke ligheder der er relevante. Tit sker der bare en næsten usynlig glidning fra metafor til ontologi.

Problemet kommer nok af at vi mennesker har en dyb trang til billeder. Et godt billede reducerer kompleksitet. Det skaber orden. Det giver en oplevelse af, at verden hænger sammen. Problemet opstår først, når den æstetiske tilfredsstillelse forveksles med logisk gyldighed.

Metaforen har måske fortællingskraft men ingen forklaringskraft