De seks forklaringer på Trumps sejr
Amerikansk økonomi er stærk, siger demokraterne. Inflationen er ikke højere end i Europa og amerikanske virksomheder har aldrig haft det bedre. Amerikanerne oplever bare noget andet
Af Jakob Sand Kirk
Trist dag i DC
Jeg sidder på flyet efter en hektisk uge i USA, hvor jeg med en gruppe fra politik-, medie- og organisationsdanmark har opsøgt politiske rallies og eksperter i Pennsylvania og DC. Der tegnede sig et billede af et frustreret og polariseret politisk landskab, hvor parterne skingert skriger ad hinanden. Hverken demokrater eller republikanere vakler i deres tro på, at modparten er fjende af den almindelige amerikaner, den internationale orden og demokratiet.
Jeg har gennem lang tid skiftet mellem den rationelle analyse af meningsmålinger, der viste at Trump ville vinde, og min følelse af, at det ikke kunne passe. Ville over halvdelen af amerikanske vælgere virkelig stemme MAGA? Ville de virkelig vælge den rablende, truende semikomiker, jeg så lørdag i en lufthavn uden for Harrisburg? Eller ville de vælge den progressive, men distancerede generiske demokrat, jeg så til kæmpeshow med stjerner som Lady Gaga, The Roots og Ricky Martin i mandags i Philadelphia?
Trump vandt. Klart og tydeligt. Både på valgmænd og vælgere. Amerikanerne har talt: frustrationen over hverdagens økonomi, mænd i kvindesport og utryg grænsehåndtering vandt over frygten for demokratiets undergang, fascisme og abortindskrænkning. Amerikanerne, eller i hvert fald over halvdelen af dem der stemte, ville have forandring og troede ikke på, at Harris kunne levere. (Nate Cohn analyserer resultatet i podcasten The Daily)
Hvad skete der?
Aldrig har der været rejst så mange penge, banket på så mange døre, ringet til så mange borgere. Til ingen verdens nytte. Men hvorfor egentlig ikke?
Der ligger et stort erkendelsesarbejde i den kommende periode for amerikanerne. Hvem stemte på hvem? Hvad stemte de for og imod? Hvilken betydning havde de enkelte kandidater, emner og kampagner? Det er for tidligt at samle alt det op, men jeg vil her skitsere 6 elementer til forståelse af, hvorfor amerikanerne i stort tal stemte på Trump.
Mænd i kvindesport
"She is for they/them, he is for you" er et slogan, som fyldte meget i Trumpkampagnens tv-reklamer. Det giver rigtigt god mening, hvis man skal tage mine stemningsoplevelser for gode varer.
De allerstørste bifald under politiske taler, jeg hørte gennem ugen, var da Trump et par gange i sin halvanden time lange kaotiske tankestrøms-tale (en genre han selv beskriver som The Weave) lovede at stoppe mænds deltagelse i kvindesport. Irritationen over transgender-dagsordenen, og hvad det betyder for mit liv og mine børn, var simpelthen det, der bedst aktiverede deltagerne på de politiske møder. I øvrigt et fænomen vi af andre fik forklaret hænger sammen med hjemsendelse under Corona i demokratisk ledede stater!
Om emnet flyttede stemmer må undersøgelser vise. Men det var helt sikkert følelsesmæssigt vigtigt for Trumps vælgere og et symbol på demokraternes distance til almindelige amerikaneres hverdagsproblemer.
Tre æbler og to bananer
Amerikansk økonomi er stærk, siger demokraterne. Inflationen er ikke højere end i Europa, og amerikanske virksomheder har aldrig haft det bedre.
Annie Lowrey
Amerikanerne oplever bare noget andet. Benzinpriserne er høje og hverdagen dyr. Trump sagde det på den måde, at man efter Biden/Harris kun får 2 æbler for det, man tidligere gav for 3 – og 2 bananer er alt for dyrt, mente Trump!
Sagen er, at Trump har ret. Dem vi mødte i køer, på gaden og i fagforeninger pegede alle på hverdagsøkonomi. Demokraterne har været helt uden for skiven på den dagsorden. Fra et dansk perspektiv, hvor partier til venstre typisk er mere opmærksomme på de mindre bemidledes forbrugsevne end partier til højre, kan dette virke spøjst.
Grænseløs tryghed
Et andet emne, hvor demokraterne har været uden for skiven, er immigration. Antallet af immigranter er eksploderet, og oplevelsen af usikkerhed og kriminalitet på den konto er vokset.
Derfor gav Trumps meningsløse udsagn om "they are eating the cats, the dogs" faktisk mening. Det var en markering af, at man forstår utrygheden og vil gøre noget ved det. Og Trump’s vicepræsidentkandidat Vance har selv erkendt, at eksemplet måske er et fake meme, men problemet er reelt
Et meget håndgribeligt eksempel på denne utryghed fik jeg fra en lokal fagforeningsleder, der mente, at Harris måske nok er bedst for fagbevægelsen, men "jeg har jo også en datter". Underforstået: det er farligt for hende med de alt for åbne grænser.
Loyalitetens pris
En fjerde søm i Harris-kampagnens kiste var den historisk upopulære Joe Biden. Man lagde reelt aldrig afstand til ham eller hans upopulære resultater: inflation og grænsekontrol. Spurgt direkte, om hun ville have gjort noget anderledes end ham, svarede hun: "Not a thing that comes to mind". Det er skidt og måske en bieffekt af, at Harris-kampagnen reelt var en direkte fortsættelse af Biden-kampagnen.
Selv da Biden kaldte Trumps vælgere for "garbage", var Harris meget forsigtig med at lægge afstand. Det var ellers en oplagt mulighed for at lægge afstand til Biden og dermed nærme sig tvivlerne. Hvad man kalder et Sister Souljah Moment, navngivet efter Bill Clinton, der i 1992 langede ud efter musikeren, efter hun havde været for progressiv for det brede flertal.
Abort, abort
Et emne demokraterne troede de havde kørende for sig, er abort. Det stod centralt i deres reklamer, rallies og taler. Meningsmålinger har vist, at selv konservative kvinder ønsker, at deres døtre kan bestemme over egen krop, og midtvejsvalget i 2022 pegede på emnets mobiliseringspotentiale. Desværre for demokraterne slog det ikke igennem ved valget og øgede ikke demokraternes andel blandt kvinderne, som de ellers havde sat deres lid til.
Tilsvarende skred mange andre sikre bastioner som storbyer og minoriteter. Trump gik stort set frem over hele linjen.
Det flinke flertal
Deltagerne til Trump-rallyet var generelt gode folk. Flinke mennesker, der ikke lod til at være mobiliseret af Trumps snak om valgsvindel og angreb på modstandere. Men de gik ikke. De stemte på Trump. Nixons tavse flertal, der med udgangspunkt i Sydens utilfredshed med borgerrettigheder og tidernes forfald, er blevet til Trumps flinke flertal, der med et smil af hans rablen og ond onkelhumor stemmer på hans køkkenbordsøkonomi og grænsekontrol garneret med stærk mand, anti-woke og udemokratiske undertoner.
Men Harris-kampagnens modsvar om demokratiets forfald og Trumps fascisme bed simpelthen ikke på vælgerne, eller i hvert fald ikke så meget som benzinpriser.
Måske er mange amerikanere trætte af udviklingen, faldet i realløn, stigende priser, at de ikke gider mere snak om politisk korrekthed og bare ønsker en der "will fix it" – også selv om han er brovtende, uetisk og dømt. Amerikanerne ville have forandring, i hvert mere end halvdelen af dem. Og de troede ikke på, at Harris og demokraterne kunne levere.
