De ti ting Pernille Rosenkrantz-Theil kunne have gjort – men ikke gjorde

Det er svært. Nej, "tæt på umuligt", som hun selv indrømmer med et kampråb der lyder som Æslet fra Peter Plys. Men hvis Pernille Rosenkrantz-Theil overhovedet skulle have haft en chance for at blive overborgmester, kunne hun have gjort følgende ti ting:

Find en fucking vision for København

"Bedste by at bo i for alle", "verdens grønneste storby", "verdens bedste lille storby" – vælg én, bare én. Fire ord. En klar position. Ingen udvanding. Lige nu står hun for præcis ingenting andet end at være Mettes forlængede arm i en by, som Mette åbenlyst foragter. Københavnerne kan lugte en kandidat uden visioner på hundrede meters afstand.

Forsvar København som om dit liv afhænger af det

Kæmp for universiteterne. Råb op når regeringen vil flytte uddannelsespladser ud i ingenmandsland. Lav scener. Vær synlig. Københavnerne skal se, at du rent faktisk er på deres side, når Christiansborg konsekvent behandler hovedstaden som landets største problem. Men hun sidder stille og optræder som Christiansborgs agent i fjendtligt territorium. Hun er mere loyal over for Mette Frederiksen end over for København. Og det kan alle se.

Gør København til stedet hvor folk vil arbejde

Private arbejdspladser. Offentlige arbejdspladser. Stop den vanvittige udflytning af alt til provinsen. Det er ikke kompliceret: Hvis der ikke er jobs, flytter folk. Hvis folk flytter, dør byen. Men det kræver at hun tør sige nej til sin egen regering. Hendes bedste kampagne kunne ikke hjælpe hende, når regeringen direkte skadede hendes chancer hver eneste dag.

Lav et boligforslag der rent faktisk virker

Ikke endnu en tandløs plan om at "se på mulighederne" eller "undersøge potentialet". Unge mennesker kan ikke bo i København. De kan ikke få råd. De må flytte. Tal ikke om "affordable housing units" som standardlingo. Tal om Maria, der ikke kan sove om natten af frygt for at blive smidt ud. Statistik informerer. Historier mobiliserer. Hendes nuværende forslag er så uambitiøse, at selv hendes kampagneteam må gabe.

Løs det rigtige problem med børnepasning

Prisen er ikke problemet – indholdet er. Københavnske forældre har ondt i maven, når de afleverer deres børn i institutioner, der er underbemannet og underprioriteret. De vil have kvalitet, de vil have normeringer, de vil have trivsel. Men hun taler kun om priser, fordi det er det sikre kort. Det sikre kort taber, når modstanderen spiller for at vinde.

Brug din rebel-fortid, for helvede

Hun var engang aktivist. En med holdninger. En der turde noget. Hendes baggrund kunne have været fundamentet – ikke spin. I stedet er hun bare Mettes loyale veninde og endnu en træls minister i et upopulært kabinet. Autenticitet slår konsulentlogik. Men hun læser op fra fokusgruppetestede manuskripter. Vis billeder fra dengang du gik i demo som ung. Fortæl historier. Vær interessant igen.

Tag skarpere holdninger til international politik

Ikke endnu et udvandet forslag til "dialog" og "samarbejde". Hold dig. Københavnerne vil have nogen, der tør sige hvad de mener. Om Israel, om klima, om Ukraine. Giv den kant. Vær modig. Stop med at lyde som alle andre socialdemokrater. Vær progressiv på både økonomi og værdipolitik – men formuler det gennem et universelt sprog, som folk forstår i hverdagen.

Brug humor på sociale medier – og mestre multimodal kommunikation

Hun fremstår som politikkens mest deprimerende figur. TikTok handler ikke om klip fra taler – det er 30-60 sekunders narrativer konstrueret til algoritmens logik. Instagram skal dokumentere kampagnen som seriel storytelling. Podcasts skal vise intellektuel dybde. Traditional media skal have soundbites designet til konflikt. Samme kernenarrativ, forskellig eksekvering. Hun har ingen strategi. Ingen platformspecifik excellence. Bare kedelige talking points fra Christiansborg gentaget overalt.

Hæng ud med interessante københavnere

Find alternative personer. Karakterer med edge og historier, der betyder noget. Byg koalitioner: aktivister, fagforeninger, civilsamfund – men undgå at blive ideologisk gidsel. Vær progressiv uden at være sekterisk. Stop med kun at omgive dig med socialdemokratiske toppolitikere i skolegården. Københavnerne skal se dig sammen med folk, de rent faktisk gider høre på.

Sig nej til den næste orden

Et enkelt, simpelt, symbolsk fuck you til eliten og systemet. Vis at du er anderledes. At du ikke bare er endnu en karrierepolitiker, der samler hædersbevisninger som Pokemon-kort. Vær outsider-autenticitet. Mestre asymmetrisk krigsførelse: Modstanderne køber reklameplads. Du skaber delbare øjeblikke og vinder mediedagsordenen.

Men hun gør det ikke. Hun kan ikke. Hun er for loyal over for Mette, for bundet til regeringen, for bange for at tage chancen. Og derfor taber hun København til dem, der rent faktisk tør have en mening om byen – som Zohran Mamdani gjorde i New York, da han omskrev reglerne for progressiv politik med narrativ konsistens, emotionel autenticitet og modet til at udfordre sit eget parti. Hans sejr i USA's største by beviste, at progressiv politik kan vinde, når kommunikationen matcher ambitionerne. Hendes nederlag i København beviser det modsatte: At den bedste kampagne ikke kan hjælpe, når regeringen direkte skader dine chancer hver eneste dag – og du lader dem gøre det uden at kæmpe tilbage.

Når dit brand bliver så svagt, at du har brug for co-branding konstant

Hendes brand er blevet så svagt og toksisk, at hun ikke længere kan stå alene. Pernille Rosenkrantz-Theil er nødt til at møde op med andre top-socialdemokrater som bodyguards, der co-brander hende. Med BFF-statsministeren i front, som ikke blot anbefaler, men bare elsker Pernilles fantasirige ideer for et bedre København.

Se, Mette synes hun er god. Se, ministerkolleger bakker hende op. Se, hele partiet står bag hende. Det er brandkommunikationens totale kollaps. Når du skal låne troværdighed fra andre, har du ingen selv. Når dit brand ikke kan bære sig selv, er det ikke et brand – det er en satellit i orbit omkring andre.

Mamdani havde ikke brug for co-branding. Han stod alene. Hans brand var stærkt nok til at bære sig selv. Faktisk blev hans brand stærkere af at stå imod sit eget partis establishment. Hver gang han blev angrebet, voksede hans autenticitet. Rosenkrantz-Theil? Hendes brand bliver svagere for hver statsministerendorsement. For københavnerne ved godt hvad det betyder: Hun kan ikke stå på egne ben. Hun har ingen selvstændig identitet. Hun er Mettes forlængede arm – intet mere, intet mindre.

Det er forskellen mellem et brand bygget på autonomi og et brand bygget på loyalitet. Det ene vinder valg. Det andet taber dem.

Det er historien om en valgkamp, der aldrig blev kæmpet. Om en kandidat, der blev kvalt af sin egen loyalitet. Om ti ting der skulle være gjort – men aldrig blev det.