Derfor er samfundet blevet Hyperpolitisk

Den belgiske idéhistoriker og intellektuelle stjernefrø, Anton Jäger, har udredt vores samfund. Diagnosen, om man vil det, hedder Hyperpolitik og kan meget kort beskrives som et paradoks, hvor samfundet er præget af en ekstrem politisering uden reelle politiske resultater eller konsekvenser. Hyperpolitik er det højlydte og vrede exit fra institutioner og systemer – og med til at forklare Trumpetismens fremmarch over there.

Lad os tage et kig på patienten.

”En sjælden gang imellem begriber man sin samtid i ét begreb.”

Sådan introducerer chefredaktør Rune Lykkeberg Hyperpolitik som deskriptivt begreb i sin podcastserie Langsomme Samtaler, hvor han interviewer Anton Jäger i forbindelse med udgivelsen af bogen Hyperpolitik.

Der er sjovt nok ingen enkel måde at beskrive diagnosen Hyperpolitik på. Patientjournalen er lang, kompliceret og fuld af følgesygdomme, der bedst forstås ved at kigge på det levede liv frem for den almene tilstand alene – for nu at blive i sygdomsterminologien. Og hvis du ikke magter baggrunden, kan du nemt og bekvemt scrolle ned til afsnittene om søvn i øjnene og masturbation.

Det skete i de dage i 90’erne

At der ikke længere udgik de samme befalinger fra fagbevægelser om at strejke eller stemme, og ved udgangen af 90’erne kommer udtrykket ”sofavælger” ind i det danske sprog – med stor sandsynlighed som et resultat af en tiltagende politisk træthed blandt vælgerne.

Ifølge Anton Jäger blev politik mere privat og noget, man viste gennem forbrug og mediedebatter. 70’er-udtrykket ”levebrødspolitiker” fik for alvor flere ben at gå på inde på Slotsholmen, og med Nyrups regering blev danskerne fortrolige med ordet ”spindoktor” – sådan helt officielt, i kødelig form af Henrik Christoffersen.

Embedsapparatet fik gevaldigt vokseværk, og de gode gamle dage, hvor pressen kunne få et billede af politiske modstandere, der deler glæden ved en håndbajer på en valgaften helt uden orkestrering, var slut.

Koldkrigstiden var endelig ovre, EU tog form i takt med globalisering og økonomisk liberalisering. Det er også i 90’erne, at opdelingen mellem privat og offentlig sfære bliver tydeligere i takt med indskrænkningen af sidstnævnte, ifølge Anton Jäger. Han beskriver 90’erne som en Post Politisk tid med mindre fokus på aktivisme og ideologi.

Nu nærmer vi os Hyperpolitik

Men vi skal længere ind i det politiske sind.

For efter 2008 begyndte folk at få nok. Denne tid kalder Jäger Anti-Politik og skal bl.a. forstås som en konsekvens af en offentlig sfære på skrump i Danmark og resten af Europa.

Udmagringen øger afstanden – både mellem vælgere og det politiske establishment, men også internt i selve establishment.

Ingen føler sig repræsenteret længere. Ingen varetager interesserne inden- eller uden for murene.

Netop misrepræsentationen kan med lidt god vilje ses som katalysator for det tiltagende fokus på repræsentation, der begynder at manifestere sig op gennem 00’erne og 10’erne.

Herhjemme ser vi en præmatur fødsel med Ny Alliance i 2007 – og senere et babyboom i protestpartier i form af Nye Borgerlige, Moderaterne og Danmarksdemokraterne, hvor idéen og behovet for at systematisere og institutionalisere er på tilbagetog.

Protestbølgen tager form

Som oftest er tilstanden over there, der er med til at bane vej for udbryderpartierne herhjemme.

Protestbevægelserne har kronede dage i USA. Først med Tea Party-bevægelsens indmarch i 2009, hvor fokus er rettet mod reduktionen af den føderale regering, sænkning af skatterne og maksimal begrænsning af statens indflydelse på borgernes liv.

To år efter blomstrer skilteskove i teltlejre med sloganet ”We are the 99%” tæt på finanssektorens kranspulsåre Wall Street i New York. Occupy Wall Street-bevægelsen er harmdirrende over den økonomiske ulighed og uretfærdige koncentration af rigdom og korruption i finanssektoren.

Bevægelsen ebber ud, men en demokratisk senator med hang til uldne genbrugsluffer øjner muligheden for at ride videre på bølgen, og The Bernie Sanders Rebellion ser dagens lys.

Demokratisk søvn i øjnene

Trods mange og lange anstrengelser går Sanders ikke hele vejen og må se sig slået af Hilary Clinton, der bliver overhalet indenom af Donald Trump i 2016.

Men så kommer endnu en demokrat på banen. Joe Biden får fire år i Det Hvide Hus. Og trods Twitter-warfares, stormløbet på Kongressen anført af spøjse mænd med horn og pels, der skriger STOP THE STEAL, er der ikke andet at gøre end at vente ”4 more years”.

Og det gør de så – Trump og hans posse.

Mens den illegale indvandring fortsætter i takt med den økonomiske ulighed og stigende fokus på Wokeismen, ser demokraterne ikke, at de er i gang med at afkoble sig fra deres vælgere.

Social mediemasturbation og Hyperpolitik

Hyperpolitik er sort/hvid. Det er enten/eller. Det er politisk eufori eller melankoli. Ekstrem politisering uden resultater.

”Folk er pissed – men ikke i stand til at formulere de politiske budskaber, de vil ud med.”

Hyperpolitik trives i sociale mediernes verden, hvor virale budskaber og showmanship er vigtigere end reel politik.

I Danmark ser vi endnu kun starten af Hyperpolitik, men tendenserne er tydelige, og 2025 vil uden tvivl byde på nye højder inden for dette fænomen – både her og over there.