Subscribe to Our Newsletter

Success! Now Check Your Email

To complete Subscribe, click the confirmation link in your inbox. If it doesn’t arrive within 3 minutes, check your spam folder.

Ok, Thanks

Either be silent, or say something better than silence

Timme Bisgaard Munk profile image
by Timme Bisgaard Munk
Either be silent, or say something better than silence
Photo by Scott Umstattd / Unsplash

Af Timme Bisgaard Munk

Når kommunikationen ikke virker, svarer faget næsten altid med mere kommunikation eller anderledes kommunikation. Olaf Hoffjann fra Universität Bamberg peger på det tredje svar, som sjældent kommer på bordet: at lade være.

Pointen: Tavshed er ikke fravær af kommunikation. Den er et valg med konsekvenser, og den skal træffes lige så bevidst som valget af ord. Hoffjann viser, at det meste tavshed i praksis er usynlig, fordi ingen ventede et budskab. Han giver faget et kort med tolv former for, hvad tavshed kan bruges til: at tie en sag ned, at tie den op, at holde døren åben eller at lukke sagen.

læs også søster artikel her:

Skal du tie eller eje skandalen? Den, der framer først, framer bedst
Det er 10.000 kroners spørgsmålet, der har holdt kommunikationsrådgivere vågne i årtier. Et nyt studie i Journal of Public Relations Research giver et klart svar: Den, der selv navngiver anklagen, før modstanderen gør det, beskytter sit omdømme bedst. Den, der framer først, framer bedst

Kortet siger dog ikke, hvornår man skal tie. Det gør Simon Baughs WAIT, fire spørgsmål om formål, mandat, virkning og timing. Brugt sammen giver de en enkel test: Tal kun, når du har noget at sige, der er bedre end tavsheden. Ellers ti, men gør det med vilje.

Hvorfor det betyder noget: Faget har et blindt punkt. Forskning og praksis handler om, hvad man skal sige, og næsten aldrig om, hvad man skal lade være med at sige. Hoffjann henviser til kommunikationsforskeren Roumen Dimitrov, der har kaldt faget tavst om tavshed, og lærebøgerne nævner det knap. Samtidig gør AI det næsten gratis at producere indhold, og fristelsen til at fylde hvert hul vokser. Hoffjanns artikel i Corporate Communications: An International Journal giver faget et sprog for det modsatte valg.

Titlen låner han fra den romerske forfatter Publilius Syrus: Either be silent, or say something better than silence.

Definitionen: Strategic non-talking er en kommunikatørs bevidste beslutning om ikke at kommunikere verbalt. Målet er at mindske risikoen for afvisning eller at øge chancen for, at en løsning, der allerede er fremlagt, bliver accepteret. Det gælder, uanset om modtagerne forventede et budskab eller ej.

To ting falder udenfor, og begge er vigtige for praktikere. Tavshed, der ikke er valgt, tæller ikke. Har organisationen ikke opdaget kritikken, er dens tavshed ikke strategisk, bare uvidende. Og et no comment er ikke tavshed. Det er en verbal udmelding.

Litteraturen er skeptisk. Coombs mener, at tavshed i en krise signalerer manglende kontrol og lader modstanderne definere fortællingen. Tavshed er derfor slet ikke en svarstrategi i hans SCCT. I en kroatisk undersøgelse, Hoffjann henviser til, ville kun 16,3 procent af praktikerne overveje tavshed i en krise. Undtagelserne er delaying silence, hvor man køber tid til et gennemtænkt svar, og digitale firestorms, hvor tavshed ifølge et studie af Fortune 100 selskaber på Twitter virker bedre.

Modellen: et isbjerg set fra to sider

Figur: Typer af strategic non-talking og udvalgte virkningsscenarier. Kilde: Hoffjann (2026), figur 1.

Venstre side er kommunikatørens. Over vandlinjen ligger strategic silence (C1). Man tier, selv om man ved, at et budskab forventes. Under vandlinjen ligger simple strategic non-talking (C2). Man tier, hvor ingen venter noget, og derfor savner ingen det. Hoffjanns påstand er, at det meste af praksis foregår her. Virksomheden, der dropper en billedkampagne for ikke at kannibalisere en vigtig produktlancering, er et af hans eksempler.

Højre side er modtagerens. Hun kan opfatte tavsheden som bevidst og strategisk (A1). Hun kan opfatte den som en fejl, fordi organisationen tilsyneladende ikke har opdaget debatten (A2). Eller hun bemærker den slet ikke (A3).

Pointen: Der er ingen garanti for, at de to sider passer sammen. En valgt tavshed kan blive læst som klodsethed eller gå helt upåagtet hen. En tilfældig tavshed kan blive læst som kalkule. Den, der tier, hverken forklarer eller retter og bliver derfor afhængig af andres goodwill.

Gitteret: tolv former

De tolv former bygger på tre skel.

Det første handler om den efterfølgende kommunikation. Vil man stoppe en samtale (silencing) eller starte en (provoking)? Det andet handler om fremtidens råderum, det Hoffjann med Niklas Luhmann kalder kontingens. Vil man holde mulighederne åbne (opening) eller lukke dem om én løsning (closing)? Det tredje er Luhmanns tre meningsdimensioner: sag (hvilke emner), social (hvilke aktører) og tid (en periode eller permanent).

Silencing: at tie en sag ned

Silencing tier andre ned ved selv at tie. Det klassiske eksempel er greenhushing, hvor virksomheder holder deres certificeringer for sig selv for ikke at blive beskyldt for greenwashing. Den yderste udgave er den lange tavshed: centralbanker, der kommunikerer minimalt for at undgå politisering, eller organisationer helt uden pressekontakt.

Provoking: at tie en sag op

Provoking vil starte samtalen og virker kun, hvis tavsheden bliver bemærket. At tie om, hvilke sanktioner et land vil indføre ved en aggression, kan afskrække mere end at sige det højt. Den hverdagsagtige udgave kender alle: En ellers snakkesalig organisation, der pludselig tier, sætter spekulationerne i gang.

Opening: at holde døren åben

Opening holder døren åben og går for det meste ubemærket hen. Næsten enhver offentlig position binder fremtiden, så man holder sig ude af debatter og undlader at kritisere mulige partnere. Hoffjanns eksempel er Angela Merkel, der holdt sig ude af dagens politiske slåskampe og ventede, til flertallet havde taget form. Den mest udbredte udgave er dog den nøgterne: at udskyde en kampagne for at spare penge og opmærksomhed til det, der betyder mere.

Closing: at lukke sagen

Closing indsnævrer kontingensen. Tavsheden skal præsentere én løsning som den foretrukne eller den eneste mulige. Den kan signalere samtykke, og i en forhandling kan pausen gøre modparten usikker.

I tidsdimensionen bliver tavsheden en del af image repair. Efter en skandale, som organisationen har undskyldt, kan en længere periode med ydmyg tavshed fremme forsoning og ny tillid. Det samme gælder en langvarig konflikt. Man tier den ned og bliver ved med at tie, til modparten trækker sig. Det passer med David Clementsons nye studie om krisekommunikation: Ej skandalen først. Ti bagefter.

WAIT: fra kort til beslutning

Hvorfor skifte fra Hoffjann til Baugh her? Fordi Hoffjann selv efterlader et hul. Hans definition kræver, at tavsheden er en bevidst beslutning. Men artiklen er konceptuel, og han skriver selv, at kommunikatørens beslutningsproces er det, forskningen mest mangler at undersøge. Gitteret er et kort. Det viser, hvilke former tavshed kan tage, og hvad de skal opnå, men ikke hvordan man vælger. Praktikeren står med tolv former og intet redskab til at vælge mellem dem, eller til at vælge at tale i stedet.

Det redskab findes hos Simon Baugh. I nyhedsbrevet Cut Through! tager han den gamle huskeregel Why Am I Talking? og drejer den til What Am I Trying to achieve? Spørgsmålet skal stilles lige skarpt, uanset om man overvejer at tale eller at tie. Tavshed er et valg med konsekvenser, ligesom tale er det.

Baugh giver fire spørgsmål. Han nævner ikke Hoffjann, så koblingen herunder er min. Lagt ved siden af Hoffjann bliver de til en tjekliste for, hvor i gitteret man befinder sig, og om man overhovedet bør være der.

Figur: WAIT som beslutningsredskab. Øverst Baughs fire spørgsmål med en forklaring, i midten den del af Hoffjanns model, hvert spørgsmål afgør, og nederst et eksempel. Bunden viser de fire test for et budskab, der er bedre end tavsheden. Egen figur efter Baugh (2026) og Hoffjann (2026).

Why: Hvad vil vi opnå? Baugh spørger, hvad vi vil opnå ved at tale, og hvad vi vil opnå ved at tie. Hos Hoffjann er svaret altid et af to: at mindske risikoen for afvisning eller at øge chancen for, at en løsning bliver accepteret. Det oversætter sig til de fire grundformer. Vil vi stoppe en samtale, er det silencing. Vil vi starte en, er det provoking. Vil vi holde mulighederne åbne, er det opening. Vil vi lukke sagen om én løsning, er det closing. Kan man ikke placere sin tavshed i en af de fire, har den intet formål.

Authority: Har vi mandat til at tale? Baugh spørger, om vi har position, viden eller ansvar til at tale, og om vores vigtigste målgrupper har krav på at høre fra os. Det er Hoffjanns vandlinje. Har organisationen ansvaret, forventer omverdenen et budskab, og tavsheden havner over vandet som strategic silence (C1). Den bliver set og fortolket. Har organisationen intet mandat, ligger tavsheden under vandet som simple non-talking (C2), og ingen savner den. Derfor virker tavshed om egne fejl sjældent, mens tavshed om splittende samfundsdebatter ofte går ubemærket hen.

Impact: Hvad betyder valget for andre? Baugh spørger, hvilke konsekvenser hvert valg får, og hvilken betydning andre vil lægge i det. Det er højre side af Hoffjanns isbjerg. Bliver tavsheden læst som strategi (A1), som en fejl (A2), eller bemærkes den slet ikke (A3)? Baughs eksempel er det britiske kongehus efter prinsesse Dianas død i 1997. Tavsheden var valgt ud fra mottoet never complain, never explain. Offentligheden læste den som kulde. Man styrer, om man tier. Man styrer ikke, hvad tavsheden betyder.

Timing: Er det det rigtige tidspunkt? Baugh spørger, om det at tale vil gøre tavsheden bedre, om det er klogere at vente, og om tavsheden er permanent eller midlertidig. Det er Hoffjanns tidsdimension. Den midlertidige tavshed er litteraturens delaying silence, hvor man køber tid til et gennemtænkt svar. Den permanente er form 1.3, organisationen der bevidst forbliver ukendt. Og form 4.3, den ydmyge tavshed efter en undskyldning, virker kun, fordi den kommer efter ordene.

Baughs fem typer i Hoffjanns gitter. Baugh skelner også mellem fem typer tavshed, og de fleste kan genfindes hos Hoffjann. Den overvejende tavshed, hvor man tier, til man ved, hvad man mener, minder om delaying silence. Amazons praksis med at læse et notat i stilhed før debatten er Baughs eksempel. Den positionelle tavshed, hvor man flytter samtalen fra holdning til proces, er opening. Gordon Browns fem økonomiske test parkerede eurodebatten og holdt mulighederne åbne.

Den lokkende tavshed, hvor man lader andre tale først, er også opening. Churchill tav i 1940, og Halifax endte selv med at forklare, hvorfor han ikke kunne lede landet. Det er samme greb som Hoffjanns Merkel. Den lyttende tavshed, hvor man tier for at lære, har ingen plads hos Hoffjann, fordi den ikke er rettet mod en modtager. Den selektive tavshed, hvor man kun svarer på dele af en anklage, falder også udenfor. Hoffjann regner kun fuldstændig tavshed med. At udelade noget, mens man taler, kalder han implicit tavshed, og den glider over i strategisk tvetydighed.

Forskellen på de to: Hoffjann giver kortet. Baugh giver kompasset. Brugt sammen kan krisestaben både navngive den tavshed, den overvejer, og afgøre, om det er den rigtige.

Hvad er et budskab, der er bedre end tavsheden? Publilius Syrus' sætning lyder enkel, men den kræver et svar på, hvad bedre betyder. Min læsning er, at WAIT giver svaret. Et budskab er bedre end tavsheden, når det består alle fire test.

Det skal tjene et klart formål, som tavsheden ikke kan opnå. Hos Hoffjann betyder det, at budskabet skal mindske risikoen for afvisning eller øge chancen for accept mere, end det ville ske ved at tie. Det skal komme fra den, der har ansvaret eller ved mest. En udmelding fra en afsender uden mandat løfter sjældent noget. Det skal blive læst, som det er ment. Et budskab, der kan misforstås eller åbner nye fronter, er ringere end ingen. Og det skal komme på det rigtige tidspunkt: før andre har sat rammen, eller når der er noget nyt at sige.

I praksis er et budskab, der er bedre end tavsheden, typisk et af tre. Det tager ansvar for noget, der er organisationens eget. Det tilføjer ny viden, som modtagerne har brug for. Eller det retter en misforståelse, før den sætter sig. Det modsatte er budskaber, der gentager, forsvarer sig eller blot fylder et hul. Dem advarer Hoffjann imod, når han taler om informationsinflation.

Består budskabet ikke testen, er tavsheden det bedre valg.

Tre lektioner til kommunikationsfolk

1. Gør tavsheden til en beslutning. Hoffjann regner kun valgt tavshed som strategisk. Når nogen i krisestaben siger "vi siger ingenting", så spørg, hvilken af de tolv former det er. Kan ingen svare, er tavsheden ikke valgt. Den er bare sket.

2. Undervurder ikke journalisternes spørgsmål. At undlade at svare kan dæmpe en konflikt med en modpart. Over for pressen bliver tavsheden ofte læst som en indrømmelse af skyld. Og et no comment redder ikke situationen. Det er slet ikke tavshed.

3. Tavshed kræver tillidskapital. Hoffjann henviser til Ronald D. Smith, der advarer om, at tavshed kun accepteres af de interessenter, der i forvejen stoler på organisationen. Modstanderne finder ammunition i den. Har du ikke bygget relationen, har du ikke råd til at tie.

Bagsiden: Hoffjann slutter med to advarsler. Tavshedens tvetydighed giver misforståelser, og tavshed bygger ikke relationer. Den kan også misbruges af ledere og regeringer til at modarbejde åbenhed.

Han rejser også et normativt opråb. Med AI kan indhold produceres næsten gratis, og han advarer mod en tsunami af indhold. Strategic non-talking er også en diæt mod informationsinflationen. Men han erkender selv, at det ligner et fangernes dilemma. Ingen vil tie først.

Bundlinjen: Hoffjanns pointe er ikke, at faget skal tie mere. Den er, at tavsheden skal vælges med samme omhu som budskabet. Publilius Syrus sagde det for to tusind år siden: Either be silent, or say something better than silence. Spørgsmålet før hver udmelding er derfor ikke kun, hvad vi skal sige. Det er, om vi har noget at sige, der er bedre end tavsheden.

Læs mere

Timme Bisgaard Munk profile image
by Timme Bisgaard Munk

Subscribe to New Posts

Copenhagen Review of Communication er et medie for alle, som arbejder med kommunikation. Vores mission er at gøre os kommunikationsfolk endnu bedre til vores arbejde.

Success! Now Check Your Email

To complete Subscribe, click the confirmation link in your inbox. If it doesn’t arrive within 3 minutes, check your spam folder.

Ok, Thanks

Latest posts