Et high for de hyperaktive

Af Mette Bom, kommunikationsrådgiver, BomCommunications.dk

"Det kan ramme alle," skrev statsministeren, da Signe Munk (SF) i oktober trådte ud af regeringen med stress. Til pressen tilføjede hun, at det er hårdt at være minister, og at det også vil være det i fremtiden.

No shit, Sherlock. Selvfølgelig kan stress ramme alle. Og hvis ingen gør noget, rammer det også dig.

Signe Munk fik fem måneder som minister. Men regningen blev nok skrevet fem år før.

Stresssygemeldinger er efterhånden fast på menuen i Snapstinget. I 2020 skrev Ida Auken, dengang radikal, at hun havde kørt for stærkt i for lang tid. Det blev til ni måneders sygemelding.

I 2021 var SF's gruppeformand Jacob Mark tæt på at miste synet. Lægens forklaring: "Langvarig overbelastning af kroppen og sindet."

Synet! My god.

Ingen trækker stikket frivilligt. Hver anden uge portrætterer Børsen en erhvervsleder, der har "trukket stikket" og er blevet yogainstruktør, keramiker eller coach. Eller landmand på den nye Robin Hood-måde, hvor man opkøber svinebøndernes jord og planter skov.

Som om stress er en støvsuger, man selv tænder og slukker for. Det er ikke min oplevelse.

Før en sygemelding har mange – som jeg selv for 13 år siden – kørt i et vanvittigt tempo i lang tid og ignoreret tegn i sol, måne og stjerner. Talt for hurtigt. Råbt umotiveret. Drukket en tår over tørsten. Underholdt middagsselskaber med kloge taler og charmerende anekdoter – og så besvimet på sofaen lidt i fem. Levet af hvidt brød, Wolt og festcigaretter i smug, fordi hver dag var en fest. Bestilt ting online, som man havde glemt alt om, når de ankom. Og hånet familiens bekymringsrynker: "Hold nu op, jeg har styr på det, skal bare lige …"

Som en lille Duracell-kanin trommer man videre. Her går det godt – send flere penge.

Det har Signe Munk sikkert også messet for sig selv. Hun skrev, at balancen mellem arbejde og familie forsvandt.

Og ja, de fleste stressramte bliver raske igen – med læge, medicin, gåture i naturen og/eller kognitiv terapi. Men mange bærer mén resten af livet. Det er en dyr "fornøjelse" – for samfundet og for den enkelte.

Jeg vil ikke ønske stress for min værste fjende.

Konfettikontoret

Politikere er de modigste og mest arbejdsomme mennesker, jeg har mødt i min karriere som politisk kommunikatør for enkeltpolitikere, i partier og i embedsværket. Og jeg elskede det. Orkanens øje. At være dér, hvor rammerne for vores liv bliver diskuteret og flyttet. 4.000 frivillige på Verdens Bogdag. 29 debatter på tre dage på Folkemødet – med fest bagefter, selvfølgelig. Mit kontor i Kulturministeriet blev døbt "Konfettikontoret".

Et miljø, der giver et naturligt high for de hyperaktive, som folk med højt energiniveau blev kaldt i min barndom.

Men det er også giftigt. Telefonen, der bimler 23.40, fordi et medie har en dårlig historie. Forhandlinger til klokken tre og doorstep klokken otte. En minister, der går af, blame games og en ledelse, du ikke kan se for bare skosåler. Kolleger, der i dag er allierede og i morgen konkurrenter. Rænkespil. Alkohol. Grænser, der bliver overskredet igen og igen.

Hold på pat og balder!

Første gang jeg som ung partiansat oplevede en partikongres på dansegulvet, føltes det som min debut som Blåmejsespejder. Kniv, honnør og navneskiltet "Lille Bjørn" var i orden, men jeg forstod slet ikke koderne og kulturen ude på orienteringsløbet i skoven.

Dengang fik jeg invaliderende mavepine og bad min far hente mig i folkevognen. Men det kunne jeg jo ikke helt dér på dansegulvet som voksen.

Så jeg fægtede tilnærmelserne væk med sjov og spas. Og "hold på pat og balder" blev mit og mange andre kvindelige ansattes motto. Det var da sjovt – og vi var glade for opmærksomheden, indtil vi ikke var det.

Tidligere minister og borgmester Ritt Bjerregaard gav mig tidligt et råd: Mød op forberedt til fingerspidserne, og gå hjem inden kl. 23. Det råd gav jeg videre til mine praktikanter i ministeriet. Sammen med, hvordan DE hurtigt kunne lukke ned og pakke (ham) sammen. Talk to the hand, fokus på opgaven.

Jeg er ikke i tvivl om, at overskridernes egne grænser også var blevet overskredet engang. Vi efteraber den kultur, vi står i. Mange med store idealer bliver langsomt slidt ned, til dømmekraften forsvinder. Ikke af det, de kom for at ændre, men af tempoet, paratheden og de andre stressede mennesker, der opfører sig som dyr på savannen. Fight or flight.

Fire slags pasta

Og så en dag står du, som jeg, i køen i SuperBrugsen og kan ikke huske hvorfor. I vognen ligger fire slags pasta med tilhørende sovs, du ikke kan lide. Klokken tre, fire og fem vækker en banken i hjertekammeret dig, som du ikke har mærket siden studentereksamen. Jeg var så stresset, at selv min læge blev stresset af mine hyppige besøg. "Du ER rask!" proklamerede hun i desperation til den sidste konsultation. Dagen efter besvimede jeg for fjerde gang på badeværelset.

Det er ikke bare mig. Hvert fjerde folketingsmedlem har hver uge søvnproblemer, åndenød eller hjertebanken, viser en undersøgelse fra Aarhus Universitet fra 2025. Over 40 procent undgår bestemte emner på grund af chikane.

Det er ikke kun et arbejdsmiljøproblem, men et demokratiproblem.

I 2019 sagde stresseksperten Thomas Milsted: "Folketinget skal betragte sig selv som en arbejdsplads."

Det er syv år siden. Spørgsmålet er, om nogen lyttede.

Maksimal kritik, minimal anerkendelse

Jeg tror, stressen i politik er så ekstrem, fordi politikere arbejder for de store visioner. De små sejre i hverdagen bliver usynlige. De når knap at føre en vision ud i livet, før den næste verdenspolitiske konflikt overtager dagsordenen. Ros findes næsten ikke. Til gengæld bliver moral, beslutninger og interne opgør hængt ud i medierne, ikke mindst de sociale, hver dag.

Når arbejdet samtidig er meget af ens identitet og fylder til langt ud på natten, som det er for de fleste politikere, bliver det farligt. Psykolog Malene Friis Andersen fra Københavns Universitet har beskrevet, hvordan arbejdet for stressramte bliver "et spørgsmål om liv eller død".

Så hjælper det ikke at få at vide, at man bare skal sige nej. Eller tage et par fridage på langs.

Kulturen fylder mere end opgaven

Som selvstændig rådgiver kommer jeg i dag på mange arbejdspladser. Jeg ser det samme mønster som i politik, bare i mindre skala: Kultur, processer og uforløste konflikter fylder mere og mere. Opgaven fylder mindre og mindre.

Folketinget tilbyder i dag psykologhjælp og stresskurser. Fint. Men et tilbud til den enkelte ændrer ikke den kultur, der gør folk syge. Det gør anonyme medarbejderundersøgelser, der aldrig bliver fulgt op, heller ikke. Eller endeløse møder med "runden". Det, der virker, er årvågne ledere, der spørger tidligt og ærligt, når en medarbejder pludselig arbejder anderledes. Et skarpt fokus på opgaven. Og anerkendelse, når den bliver løst.

Jeg taler ikke om en kultur, hvor alle "oplever" og "føler" i en anstrengende uendelighed – eller diskussioner om han-, hun- eller høn-ikoner på kontorets toiletskilte. Jeg taler om at lytte til kroppens egen whistleblowerordning. Og trutte i trompeten over for ledelsen, kollegerne og familien om det, der giver hjertebanken.

Tilbage til noget enkelt

Måske skal vi tilbage til noget meget enkelt. Noget nærmest gammeldags: At vi går på arbejde for at løse opgaver. Og går hjem igen. Som min morfars arbejdsdag som landsretssagfører i Middelfart. Han stod op klokken fem hver morgen, gik i karbad en time og derefter tur med hunden gennem Kongebroskoven, før han gik ned på kontoret. Til frokost gik han hjem til mormor og fik varm mad. Så en kop kaffe og ned på kontoret igen.

Jeg tror, luften gjorde ham godt.

Det tog mig mange år på arbejdsmarkedet at forstå, at pauser, god mad og natur skal være en del af dagen. At lytte til min intuition, før kroppen råber. At være bevidst om, hvad jeg faktisk vil lave og ændre – og give slip på resten. At være fagligt engageret og udfordret sammen med mine kolleger, uden at de skal være hele mit liv.

For der er et liv uden for arbejdspladsen. Det er dér, man fester, rejser til de varme lande, opdager og udvikler sig. Med familien, vennerne og de rædsomme forældremøder. Konfettien skal drysse mere i fritiden.

Politikere går ind i politik for at gøre en forskel – ikke for at overleve hinanden. Måske er den største forskel, de kan gøre lige nu, at vise os andre, hvordan det ser ud: et arbejdsliv med fokus på opgaven. Og et liv, der også findes uden for Borgen.

God bedring, Signe Munk. Du skal nok komme stærkt igen.

Kilder

Mette Frederiksen på Instagram, 27. oktober 2026; Signe Munks opslag refereret i Travelnews, 27. oktober 2026.

TV 2 Nyheder: "Signe Munk stopper som minister", 27. oktober 2026.

Altinget: "Ida Auken sygemeldt med stress", 16. april 2020.

Altinget: "Mark sygemelder sig på grund af stress", november 2021.

TrygFonden: "Ny undersøgelse: Lange arbejdsdage og chikane presser politikerne", 18. februar 2025. Undersøgelse ved Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet.

A4 Medier: "Højt stressniveau i Folketinget", 13. maj 2019.

ScienceDaily: "Work becomes matter of life and death to person suffering from stress", 7. oktober 2013. Citatet er oversat fra engelsk.

TV 2 Kosmopol: "Han er den eneste psykolog i Folketinget", interview med Rasmus Lund-Nielsen (M).