Fra karaktermord til martyrium: Sådan blev Søren Gade offer på sin sidste dag
Af Anna Thygesen
Dagen før Søren Gade forlod posten som Folketingets formand, bragte Jyllands-Posten et langt portræt af ham. Et tocifret antal kilder, ifølge avisen partiledere, venner, fortrolige og kolleger, tegner billedet af en doven, forfængelig og selvoptaget mand. Alle har talt med slukkede mikrofoner. Gade har fået kritikken forelagt og valgt ikke at kommentere.
Et døgn senere handlede debatten om noget andet. Den handlede om JP.
Anders Redder
Et brud på afskedens genre
Afskedsportrættet er en af dansk politiks mest forudsigelige genrer. Når en formand for Folketinget går af, runder man af. Man husker anekdoterne og lader de gamle stridigheder ligge. Det er en social norm, og den gælder på tværs af partier.
JP's portræt bryder den norm, og tidspunktet forstærker bruddet. Kritikken lander præcis dér, hvor læseren venter en hyldest. Derfor virker teksten hårdere, end den samme kritik ville have gjort midt i en valgperiode.
Kritikken rammer personen
Gades brand har siden tiden som forsvarsminister været den bramfri og ydmyge vestjyde. Artiklens bærende påstand er, at det er facade. Det er den farligste kritik, et personligt brand kan få, fordi den går efter den, han er, og lader det, han har gjort, ligge.
"Doven", "grisk" og "pralhals" er vurderinger. De kan ikke faktatjekkes. De kommer fra mennesker med en relation til Gade, flere af dem fra et parti i krise, hvor han for nylig gik imod partilinjen. Det gør dem ikke nødvendigvis forkerte, men det gør dem til partsindlæg, og læseren kan ikke vurdere kildernes motiv.
Metoden er artiklens svage punkt. Gade kan ikke tage til genmæle over for kilder, han ikke kender. Normalt er det en ulempe for den angrebne. Her blev det hans stærkeste kort.
Sådan fik Gade andre til at tage kampen
Gade selv sagde ingenting. Alligevel blev portrættet angrebet fra flere sider: af hans støtter, af statsministeren og af politiske modstandere.
Det er tredjepartsstrategien i ren form. Den, der forsvarer sig selv, lyder fornærmet. Den, der bliver forsvaret af andre, ligner en, der er blevet uretfærdigt behandlet. Troværdigheden vokser med afstanden til hovedpersonen. En ven tæller lidt, en partifælle lidt mere. En politisk modstander tæller mest, fordi hun intet har at vinde ved det.
Strategien virker, fordi JP har leveret de to argumenter, forsvarerne skal bruge. Normbruddet gør det muligt at kritisere artiklen uden at tage stilling til, om Gade faktisk er doven. Man kan nøjes med at sige, at sådan gør man ikke ved en mand på hans sidste dag. Anonymiteten gør resten, for forsvarerne står frem med navn, mens anklagerne gemmer sig.
Dermed skifter Gade rolle. I portrættet er han skurken. I debatten om portrættet er han offeret for en ufin behandling på en upassende dag. Om det er orkestreret eller opstået af sig selv, kan man ikke se udefra. Effekten er den samme.
Venstre taber mest
Når kilder i Venstre, åbenbart også højtstående, taler anonymt om en partifælle, er det hele partiet, der tager skade. Det fortæller, at tilliden er brudt.
Gade var den første af de fem Venstre-folketingsmedlemmer, der meldte ud, at de var imod gødskningsloven. Når hans nej fremstilles som selvpromovering, kan de fire andre og deres bagland læse det som en advarsel om prisen for at gå imod linjen. Et historisk svagt parti har brug for at fremstå samlet, og anonyme opgør holder konflikten i live.
Hvad sagen lærer os
Den første læring er den mest ubekvemme for kommunikationsfolk: Tavshed kan være en offensiv strategi. Lærebogen siger, at "ingen kommentarer" læses som en indrømmelse. Det gælder, når anklagen er faktuel og kan besvares. Når anklagen er en karakterdom fra anonyme kilder, er der intet at svare på, og ethvert svar ville blot bekræfte billedet af en forfængelig mand, der ikke tåler kritik.
Den anden handler om timing. En anklage bedømmes sjældent kun på sit indhold. Publikum bedømmer også, om afsenderen opfører sig ordentligt. JP valgte den ene dag, hvor forventningen om velvilje er størst, og gav dermed Gade en sympati, som ingen pressemeddelelse kunne have købt.
Den tredje er, at forsvarere skal have noget at forsvare, som ikke kræver, at de går i brechen for personen. Ingen statsminister stiller sig op og siger, at Gade er flittig. Men mange vil gerne forsvare princippet om åbne kilder og en anstændig afsked. Den, der vil mobilisere tredjeparter, skal give dem et princip at stå på.
Og så den fjerde, som gælder afsenderne. Anonyme kilder tror, at de styrer historien, fordi de har leveret den. Det gør de ikke. De har givet modparten et argument og deres eget parti et problem.
Vennerne som modbevis
Man ejer ikke selv sit personlige brand. Det gør ens kritikere heller ikke.
Det gør til gengæld de mennesker, der er villige til at lægge navn til én. Et omdømme er i sidste ende summen af dem, der vil stå på mål for dig, når det koster noget.
Derfor virker støtteerklæringerne på to niveauer. Som budskab siger de, at portrættet tager fejl. Som handling siger de noget stærkere. Portrættet påstår, at Gade er en mand, som selv hans nærmeste ikke kan holde ud. Hver gang en kollega, en modstander eller en statsminister stiller sig frem med navn og forsvarer ham, bliver den påstand modbevist i praksis. Man behøver ikke tro på, hvad de siger. Det er nok at se, at de gør det.
En mand, som så mange vil lægge ryg til, kan ikke være så anløben, som de anonyme kilder hævder. Sådan lyder ræsonnementet hos læseren, og det er sværere at argumentere imod end nogen replik fra Gade selv.
De anonyme kilder ville ikke stå ved deres ord. Vennerne ville. Det blev sagens egentlige kildekritik.
