Fridgescaping: Vi flygter ind i køleskabet!
Fridgescaping er køleskabets make-over. Trenden handler om at forvandle det ordinære køleskab til et socialt medie-værdig kunstværk - men bag den æstetiske facade gemmer sig en debat om kønsroller og overforbrug.
Køleskabe får flere millioner views på Tik Tok, når der deles videoer af trenden fridgescaping. De såkaldte køleskabs make-overs er gået viralt! Den kølige opbevaringskasse, som du før troede var dit personlige ”helle” og private rode-central, skal nu frem i lyset og indrettes med lyskæder, guldrammer og flettede kurve.
Køleskabet skal være Instaworthy
I 90érne kunne vi se TV-programmet ”Vis mig dit køleskab” med kokken Henrik Boserup som vært. Her fik vi et indblik i kendte danskeres køleskab og så, hvordan kokken Henrik tryllede kedelige madvarer om til spændende og indbydende retter. I 2025 har vi taget skridtet videre, for ikke at sige et laaangt skridt videre.
Nu handler køleskabet nemlig ikke længere så meget om mad, men mere om indretning og organisering. I takt med at vi tilbringer mere og mere tid på sociale medier, des vigtigere er det blevet at kunne fremvise et hjem (og et køleskab), der tager sig godt ud på både Tik Tok og Instagram. Det lærte vi af Kris Jenner, der i ”Keeping up with the Kardashians” viste os, hvordan et ordenligt køleskab skulle se ud.
Via @@ivansocal https://poosh.com/inside-kris-jenners-fridge/
I kombination med tendenser som de-cluttering, hvor indretningseksperten Marie Kondo fortæller os, at vi skal leve simpelt og at de objekter vi omgiver os med skal skabe glæde, ja så ligger trenden ”Fridgescaping” lige til højrebenet.
Køleskab eller hobbithjem?
Betegnelsen ”Fridgescaping” opstod i 2011, hvor designeren og bloggeren Kathy Perdue forudså trenden. Kathy så, at der var et behov for at kombinere det æstetiske med det praktiske -også når det kommer til indretningen af vores køleskabe .
I dag har contentcreators taget skridtet videre og fremviser hele fortællinger igennem deres køleskabe. Et eksempel er eventskaberen Lynzi Judish, der indretter sit køleskab med varierende temaer såsom: Hobbithjem, Bridgerton, Outlander, felandskab og Halloween.
Foto via: https://www.spokesman.com/stories/2024/aug/31/cool-interiors-not-even-the-inside-of-your-fridge-/
Outdatede kønsroller
Når du kaster dig ud i fridgescaping går du ”all in”, hvilket man hurtigt fornemmer ved at kaste et blik på Lynzi´s hobbitkøleskab, der ifølge hende selv tager op til tre timer at skabe. Der er både lyskæder, keramik og små nuttede hobbitdøre iblandt køleskabsvarerne. Men hvorfor bruge så meget tid og så mange penge, på at dekorere og indrette et køleskab, der 99% af tiden er lukket?
Forklaringen er, at mange får en nydelse og glæde ved at se et velorganiseret køleskab og dem der praktiserer trenden fuldt ud, betegner det som deres hobby og noget der giver dem ro i sindet. Fridgescaping bliver i det perspektiv en nyfortolkning af Martha Stewarts evne til at bringe magi og æstetik ind i hverdagen -og helt specifikt til køkkenet.
Køkkenet blev igennem Marthas univers et frirum i 80érne og en kreativ legeplads, hvor husmødre kunne fordybe sig i både madlavning og smukt dekorerede borde -og lige præcis her møder vi konflikten i vores samfund anno 2025.
Fridgescaping kan risikere at appellere til unge kvinder, der overvejer et liv som trad-wifes og som dermed dropper både uddannelse og arbejde, til fordel som arbejdet som hjemmegående husmor. En del af kritikken af fridgescaping går også på, at man skaber en endnu større byrde og et uopnåeligt ideal, som kvinder pludselig skal leve op til.
Det er med andre ord ikke kun et uskyldigt kreaværksted, når du kaster dig ud i fridgescaping tendensen.
Enhver ung kvindes drøm? Et kageinspireret køleskab skabt af dekoratøren Tiffany Bishop.
Fridgescaping eller prepping?
Udover at understøtte stereotype kønsroller, kan fridgescaping virke naiv og paradoksal i en tid, hvor verden præges af krig og klimaforandringer.
Vi ved at mange mennesker mangler mad rundt omkring i verden, så hvordan kan vi med god samvittighed dyrke en aktivitet som fridgescaping, hvor skødesløs overflod af mad eksponeres?
Svaret kan måske netop findes i den tid vi befinder os i lige nu, hvor vi af myndighederne bliver opfordret til at preppe og forberede os på perioder uden el, mad og vand -enten på grund af klimaforandringer, katastrofer eller krig.
Når fremtiden pludselig bliver uvis, og vi ikke ved om vi har nok mad, så bliver fridgescaping en forsvarsmekanisme, hvor vi indirekte fortæller os selv, at vi har mad nok og at det hele nok skal gå -i hvert fald på overfladen.
Helt konkret er der en række konkrete fordele og ulemper ved trenden:
Fordele:
- Ændrer et stressende og uoverskueligt køleskab til en appetitlig og indbydende fornøjelse.
- Du nudger dig selv til at spise bedre og sundere ved at få de gode råvarer frem i lyset.
- Kan mindske madspild.
- Opfordrer til mere hjemmelavet mad.
- Man har længe dekoreret ydersiden af køleskabet, så hvorfor ikke indersiden?
- Kan være en hobby.
Ulemper:
- Du kan ikke se holdbarheden på dine madvarer, når du omplacerer alt til små keramiske skåle og glasvaser, hvilket kan være sundhedsskadeligt.
- Ekskluderende luksus-koncept: De færreste har hverken tid eller penge til at organisere deres køleskab.
- Kan ubevidst medvirke til at opfordre unge kvinder til at blive såkaldte trad-wifes, der vælger at droppe uddannelse og job for i stedet at blive hjemmegående.
- Kan ligge et pres på kvinder og mødre igennem urealistiske idealer.
Så hvordan skal vi håndtere fridgescaping, hvis vi er lidt nysgerrige og gerne vil prøve konceptet af?
- Brug klare beholdere: Opbevaring af mad i klare beholdere gør det nemt at se, hvad der er i køleskabet, og det skaber et mere organiseret udtryk.
- Organiser efter kategorier: Opdel køleskabet i zoner til forskellige typer madvarer, f.eks. grøntsager, frugt, mælkeprodukter og drikkevarer.
- Tilføj dekorative elementer: Brug kurve, skåle, vaser og andre dekorative elementer for at skabe et mere æstetisk tiltalende udseende.
- Vær opmærksom på fødevaresikkerhed: Sørg for at bruge beholdere og materialer, der er sikre at opbevare mad i. Undgå at bruge antikke beholdere, der kan indeholde bly.
- Hold det simpelt: Man behøver ikke at gå all-in på fridgescaping for at opnå et smukt og organiseret køleskab. Start med små ændringer og se, hvad der fungerer for dig.
Helligt mad-alter
Køleskabet anno 2025 er ikke længere en kold beholder i hjørnet af dit køkken. Det er blevet et helligt madalter, der viser, at du har styr på dit shit.
Om du vælger at dekorere indersiden af dit køleskab for din egen nydelses skyld eller omverdenens opmærksomhed og smigrende ros er op til dig selv, men lad det nu ikke gå så vidt, at du ender med en mental overbelastning og stresssygemelding fordi du ikke kan finde den perfekte hobbitdør til dit blomkålshoved.
Læs mere her
https://www.dwell.com/article/fridgescaping-tiktok-trend-declutter-organize-refrigerator-5c539678
https://www.washingtonpost.com/home/2024/09/23/pros-cons-fridgescaping-decor/
https://www.elledecor.com/design-decorate/trends/a61865153/fridgescaping-trend-explainer/