Hvad kan du lære af det pinligste pressemøde nogensinde?
af Jan Wildau, Partner Wildau, Farooq & Partners
Politisk kommentator Anders Langballe har kaldt gårsdagens pressemøde med forsvarsminister Jeppe Bruus Christensen og forsvarschef Michael Wiggers Hyldgaard "det pinligste nogensinde". Her er, hvad der gik galt.
Mathilde Faurby
Diagnose: problemet var ikke manglende information, men manglende struktur
I timerne op til pressemødet må Forsvarsministeren have vidst det. Statsministeren havde talt sagen op, og journalisterne ville have svar: Var der droner i dansk luftrum? Hvor mange var der? Hvor var de, og hvem havde sendt dem? Der havde været masser af tid til at forberede sig, må man formode.
Sabina Nesheim Risgaard
Forsvarsministerens reelle problem var, at han ikke kunne svare med sikkerhed på nogen af spørgsmålene. Forsvaret havde ingen nedskudte eller jammede droner. Kort sagt: ingen smoking gun.
Sabina Nesheim Risgaard
Det er en sjælden arbejdsbetingelse, og det gør opgaven sværere, men ikke umulig. Og det er præcis i en sådan situation, hvor værktøjerne fra professionel krisekommunikation kunne have gjort en forskel.
Den første fejl, der blev begået, var ikke, at man manglede beviser. Det var, at man puttede længe nok med disse ubehagelige kendsgerninger til, at journalisterne fandt det legitimt at tage ordet og for rullende kameraer initiere en decideret afhøring af ministeren. Og når pressen overhaler talspersonen i forhold til at få kortlagt fakta og analyse, så er man som talsperson allerede langt bagud på point. Pressen sætter rammen, definerer dagsordenen, og talspersonen, i dette tilfælde ministeren, fremstår defensiv og famlende.
Det fremstår sådan også selv om man har en helt korrekt analyse i baghovedet. Og i en sag, der handler om Forsvaret og ultimativt om danskernes sikkerhed, er det særligt omkostningsfuldt at fejle, som det skete i går.
Hvad burde være sagt
En succesfuld håndtering af kriser og ubehagelige nyheder kræver, at man er på toppen af sin egen analyse, og særligt af årsagerne til de konklusioner, man drager. Den analytiske kæde skal være baseret på korrekte præmisser og en dyb forståelse af det, man taler om. Og præsentationen skal leveres, før man begynder at tage imod spørgsmål.
Konkret kunne pressemødet have været struktureret sådan her:
Først: Meld klart ud, at man ikke har nedskudte eller jammede droner. Forventningsstyringen tages med det samme. Ingen skal sidde og vente på, at den oplysning bliver presset ud gennem fjerde opfølgende spørgsmål. Det er klassisk stealing thunder: at tage brodden af det vanskelige punkt, før modparten kan bruge det.
Dernæst: Forklar, at konklusionen bygger på en lang række datapunkter, hvoraf nogle kan deles med offentligheden, og hvoraf andre af sikkerhedshensyn ikke kan. Den sætning er vigtig: den signalerer både analytisk modenhed og en bevidst håndtering af det, der ikke kan siges.
Derefter bygges fortællingen op fra de svageste til de stærkeste datapunkter:
Bagtæppet: Vi befinder os i en intens hybridkrig med daglige angreb mod danske virksomheder og institutioner. Sådan var det i efteråret, og sådan er det i dag. Det er den kontekst, alt andet skal læses i.
Civile observationer: Lægfolk har set droner. Det er ikke i sig selv afgørende, men det er et datapunkt.
Internationale paralleller: Tilsvarende overflyvninger er observeret i vores nabolande de seneste uger.
Militære observationer: Uddannede soldater og folk fra Forsvaret har på flere forskellige militære installationer i Danmark uafhængigt af hinanden konstateret droner i luftrummet over deres lokationer.
Den kritiske infrastruktur: Observationerne er sket særligt over kritiske mål og infrastruktur.
Konklusionen kommer så naturligt: På trods af, at man ikke har en smoking gun i form af en nedfaldet drone med producent-fingeraftryk, kan man analytisk ikke konkludere anderledes end, at der har været fjendtlige droner i dansk luftrum. Det er ikke tro eller gætværk. Det er den eneste troværdige analytiske konklusion på det datagrundlag, vi har.
Når man har leveret den analyse, kan man åbne for spørgsmål, og man møder dem nu fra en helt anden position end den, ministeren faktisk endte i.
Den begrebsmæssige modenhed, der manglede
Det dybere problem ved pressemødet var ikke kun strukturelt. Det var også begrebsmæssigt. Og det fungerer ikke, at man ikke har et gear mere, når pressen bider fra sig.
En minister og en forsvarschef, der står foran pressen i en sag som denne, skal kunne fire ting på én gang, særligt når journalisterne stiller spørgsmål på baggrund af begrebsforvirring:
For det første: Bevis er ikke kun en smoking gun. Et bevis er noget, der understøtter eller sandsynliggør en påstand. Vidneudsagn fra uddannede soldater er et bevis. Mange uafhængige observationer fra forskellige lokationer udgør tilsammen et stærkt bevis. At nægte at kalde det "bevis", fordi der ikke findes en nedfaldet drone med producent-fingeraftryk, er at acceptere en domstolsstandard, der ikke er den relevante her.
For det andet: Sikkerhed findes ikke absolut. Sikkerhed er en tilstand, der er kendetegnet ved fravær af risiko, og risiko er sandsynlighed gange konsekvens. Absolut sikkerhed findes ikke. Det, vi taler om, er altid en sandsynlighedsvurdering. Den distinktion er nødvendig at have klar i hovedet, før man kan forklare den til andre.
For det tredje: Sandsynlighedsregning er stærk, ikke svag. Når mange uafhængige observatører på forskellige lokationer rapporterer det samme, er sandsynligheden for, at de alle tager fejl samtidig, meget lille. Det er basal sandsynlighedsregning, og den konklusion, der følger af den, er den mest fornuftige på det aktuelle datagrundlag. Det er ikke et kvalificeret gæt. Det er den eneste analytiske konklusion, der hænger sammen.
For det fjerde: De tre forhold skal kunne fremlægges med naturlig autoritet. Det er forskellen mellem at have analysen i hovedet og at kunne tale den ud foran et kamera. Når man kan forklare bevis, sikkerhed og sandsynlighed med ro og klarhed, har man naturlig kontrol over pressemødet. Når man ikke kan, eller ikke tør, overtager pressen rammen.
Det ville være rart med nedskudte droner med til- og fra-kort. Men det næstbedste er den fremlagte analyse, for sandsynligheden er ekstremt høj, selv om det ultimative bevis mangler.
Det er en analyse, en minister kan og bør levere offentligt. Den danske befolkning kan godt forstå sætningen: "Vi er meget sikre på, at det er fjendtlige droner. Vi kan ikke føre ultimativt bevis. Men på baggrund af alt, hvad vi ved, er det den eneste troværdige konklusion." Det er det sprog, der signalerer professionel modenhed, og det er det sprog, der ofte mangler i den danske offentlige debat om sikkerhedssager.
Tilliden, der blev undermineret
Den tillid, en minister og en forsvarschef nyder hos befolkningen, hviler på fire dimensioner: troværdighed (de ved, hvad de taler om), pålidelighed (de leverer det, de lover), fortrolighed (de møder os, hvor vi er) og lav selv-orientering (de handler i sagens og borgernes interesse, ikke for at beskytte sig selv).
Pressemødet pressede alle fire dimensioner i forkert retning. Når talspersonerne fremstår famlende, falder troværdigheden. Når svarene er undvigende, falder pålideligheden. Når sproget er teknisk-bureaukratisk i stedet for menneskeligt, falder fortroligheden. Og når man fornemmer, at den primære bekymring er at undgå at sige noget forkert snarere end at oplyse offentligheden, stiger selv-orienteringen.
Det er sjældent en god dag på det tillidsregnskab, en minister står med, når alle fire dimensioner glider i samme retning.
Pointen
Pressemødet i går var ikke et udtryk for, at Forsvarsministeriet ikke har styr på sagen. Det var et udtryk for, at man ikke havde styr på, hvordan man kommunikerer en sag, hvor man ikke har klassiske beviser, men har en stærk analytisk konklusion.
Den slags situationer findes ofte i sikkerhedspolitik. De vil findes endnu oftere fremover, fordi hybridkrigen netop er karakteriseret ved tilsigtet uigennemskuelighed. Det er præcis derfor, ministre og embedsmænd skal kunne håndtere sandsynlighedsbaseret kommunikation med faglig modenhed.
Hvis journalisterne ved pressemødet selv skal trække den centrale konklusion ud af en talsperson, så har talspersonen tabt før kameraet er rullet. Det er ikke pressen, der skal levere analysen. Det er ministeren.
