Hvor er USA's nye modkultur?

Golden Gate Park koger.

August 2026, Turnstile står på scenen på Outside Lands i San Francisco og spiller en fantastisk koncert. Foran dem er titusinder af mennesker i bevægelse. Der er enorme moshpits. Folk flyver gennem luften. Publikum råber med. Det er voldsomt, præcist og samtidig euforisk.

Alt det, man gerne vil have ud af rockmusik, er der.

Og alligevel er der noget, der undrer mig.

Hvor er oprøret?

Outside Lands samler nogle af de største navne og mest interessante nye bands i USA. I tre dage er Golden Gate Park fuld af musik og unge mennesker.

Men der er ikke meget modkultur at høre.

Det er lidt besynderligt, for festivalen foregår få minutters gang fra Hippie Hill, et af samlingspunkterne for San Franciscos modkultur (counterculture) i 1960'erne.

Og USA kunne godt bruge en modkultur lige nu.

Jeg flyttede til San Francisco kort før Donald Trump igen blev præsident. Siden har jeg set amerikanske venner og kolleger i branchen reagere med vrede og vantro på ICE, presset på universiteterne og den hastighed, hvormed gamle politiske normer er blevet flyttet.

Der mangler ikke frustration. Det mærkelige er, hvor svært den har ved at finde en kulturel form.

Demokraterne har haft svært ved at formulere et overbevisende svar på Trump. Men problemet er større end partipolitik. Det er svært at få øje på en kulturel modkraft, der kan samle frustrationen og omsætte den til en forestilling om et andet USA.

San Francisco har gjort det før.

I 1960'erne blev byen et centrum for en generation, der ikke længere kunne se sig selv i det samfund, dens forældre havde bygget. Vietnamkrigen var det brutale omdrejningspunkt, men oprøret handlede også om race, seksualitet, autoriteter og om, hvordan et amerikansk liv skulle leves.

Joan Baez sang mod krigen. Country Joe and the Fish gjorde modstanden mod Vietnam til rockmusik.

Modkulturen blev en slags kulturel vaccine. Musik, protester og nye ideer blev optaget i samfundet, voksede og skabte modstand mod det, der ellers var ved at blive normalt.

Musikere og hippier stoppede ikke Vietnamkrigen. Men kulturen reagerede på noget, som det politiske system ikke selv formåede at korrigere. Den gav utilfredsheden et sprog, gjorde modstanden synlig og flyttede gradvist grænserne for, hvad der kunne siges og tænkes.

Det er det, jeg mener med en kulturel vaccine. En modreaktion uden for det etablerede system, som opdager en forråelse og begynder at bekæmpe den.

Den reaktion bredte sig langt ud over San Francisco og var med til at ændre amerikanernes syn på krigen, autoriteter, race, køn og seksualitet.

Og det er med den historie i baghovedet, at Outside Lands bliver interessant.

For energien er der stadig.

Geese spiller en enorm koncert. Intens, fuld af energi og med et publikum, der er med fra starten. Foran scenen opstår moshpitstemningen, og da Cameron Winter til sidst råber "There's a bomb in my car", råber publikum med.

Det lyder næsten som et oprør.

Men hvad er oprøret rettet imod?

Da Winter i et interview bliver spurgt til linjen, kalder han den en mangefacetteret metafor, som den erfarne lytter nok skal forstå. Mere vil han ikke sige.

Det kan bare være en kunstner, der ikke vil forklare sin kunst.

Men det passer alligevel ind i det billede, der står tilbage efter tre dage på Outside Lands. Masser af energi, vrede og forløsning. Meget mindre lyst til at rette den ud mod det samfund, der omgiver festivalen.

Det gælder også Turnstile.

Og her får åbningsscenen en anden betydning.

For moshpitten er ikke tom. Tværtimod. Der foregår noget stærkt i den. Et fællesskab opstår mellem mennesker, der ikke kender hinanden. Musikken giver plads til vrede, sårbarhed og forløsning.

Men vreden har ikke nogen tydelig politisk modstander. Den handler mere om ens egne dæmoner, ens egen identitet, ens egen frihed.

Det er måske præcis forskellen.

I 1960'erne blev meget af den personlige frigørelse koblet sammen med et oprør mod samfundet. På Outside Lands er frigørelsen der stadig. Men forbindelsen til et større politisk projekt er vanskeligere at få øje på.

Og jeg synes faktisk godt, man må forvente mere af tidens kunstnere.

Ikke at de skal holde en tale om Trump mellem to numre. Men når man har et talerør, der kan få titusinder til at lytte, er det rimeligt at spørge, hvorfor så få bruger det på et tidspunkt, hvor deres eget samfund gennemgår så voldsomme forandringer.

På Outside Lands var tavsheden påfaldende.

Ikke et ord om Trump. Ikke et ord om ICE. Og det gjaldt ikke kun Turnstile og Geese. Festivalen var fuld af kunstnere med store platforme og unge publikummer.

De var underligt stumme.

Alle oprørets symboler var ellers til stede. Punkrocken, tatoveringerne, moshpitten, vreden, fuckfingerattituden.

Men hvem var fuckfingeren rettet imod?

I 1990'erne kunne Rage Against the Machine få en hel generation til at råbe "Fuck you, I won't do what you tell me". Man behøvede ikke være enig med dem for at forstå, at der fandtes et system og nogle magthavere, som vreden var rettet imod.

På Outside Lands råbte publikum mindst lige så højt.

Det var bare sværere at høre, hvem de råbte ad.

Måske tror en ny generation mindre på kollektiv forandring. Den er vokset op med finanskrise, klimakrise, skoleskyderier, COVID, Trump og boligpriser, der for mange gør deres forældres liv uopnåeligt. Den har set store protestbevægelser mobilisere millioner uden nødvendigvis at skabe de forandringer, de håbede på.

Så er det måske ikke så mærkeligt, at projektet i stedet bliver at ændre sig selv.

Flere, jeg har talt med, peger på en anden forklaring. Man stikker nødigt hovedet frem, hvis prisen kan være problemer med karrieren, en shitstorm i medierne eller at blive frosset ude socialt blandt mennesker, man kender. Og hvis man samtidig ikke rigtig tror på, at det nytter noget, bliver det nemmere bare at holde sig tilbage.

For nogle måneder siden spurgte jeg en sidsteårsstuderende på Stanford, hvor ungdomsoprøret var blevet af.

Svaret var kontant.

De havde ikke travlt med at lave oprør. De havde travlt med at blive færdige, så de kunne komme ud og tjene penge.

Han mente det.

Men måske leder vi også efter modkulturen det forkerte sted.

For Trumpismen har mange af modkulturens kendetegn.

MAGA har symbolerne, sproget, fjenderne, medierne og fællesskabet. Og først og fremmest følelsen af at gøre oprør mod noget. Mod eliterne, universiteterne, medierne, eksperterne og systemet.

Paradokset er, at oprørerne nu sidder i Det Hvide Hus og bakkes op af nogle af verdens rigeste mennesker.

Men kulturelt virker fortællingen.

Det er måske en del af forklaringen på, hvorfor Trump har været så vanskelig at bekæmpe. Hans modstandere tilbyder ofte politik. Trump tilbyder også en kultur.

Silicon Valley spiller en særlig rolle i den historie. Bay Area har faktisk produceret en ny revolution. Bare ikke den, man måske havde forestillet sig. I dag er det en libertær techkultur, med Elon Musk og Peter Thiel som markante frontfigurer, der har overtaget meget af den gamle modkulturs sprog om individuel frihed, mistillid til autoriteter og retten til at bryde systemer ned.

Forskellen er, at gårsdagens outsidere nu hører til blandt verdens rigeste og mest magtfulde mennesker.

Så måske mangler USA ikke en modkultur. Måske mangler landet en modkultur til sin modkultur.

For Trump forsvinder en dag. Det gør den kultur, der gjorde ham mulig, ikke nødvendigvis. At ændre USA kræver derfor mere end at vinde et valg. Der skal også være ideer, kunst, musik og fællesskaber, der kan gøre et andet USA attraktivt.

Det behøver ikke ligne 1960'erne. Der er allerede protester, fagforeninger, studerende og lokale bevægelser. Måske står USA bare i den rodede periode, hvor frustrationerne endnu ikke har fundet en fælles retning.

Det håber jeg.

Jeg rejser snart hjem til Danmark efter nogle usædvanligt spændende år i San Francisco og med stor kærlighed til det her mærkelige land, dets energi og optimisme og først og fremmest de mennesker, jeg har lært at kende her.

Men Outside Lands, få minutters gang fra Hippie Hill, efterlod mig med et spørgsmål:

Hvor kommer modreaktionen fra?

Måske leder vi efter Joan Baez, når vi burde lede efter noget, vi endnu ikke kender navnet på.

Og måske har mine amerikanske venner ret, når de minder mig om, at det altid er lettere at se og kritisere et samfund udefra end at være den, der skal leve i det.