Hvordan sociale platforme underminerer demokratiet

Da jeg den 20. januar, til Trumps indsættelse, sad klinet til tv-skærmen som flere millioner andre europæere, var der én ting, der særligt stak ud. Det var ikke så meget Trumps tale – den var, ja, Trump'sk, som man kunne forvente. Nej, det var billedet af tech-baronerne, teknologi-magnaterne, der stod der på den dyre langside, sammen med deres koner, småsludrende, lo og med rank ryg iagttog salen og de mange hundrede inviterede - de var der alle sammen, Musk, Zuckerberg, Bezos, Sundar Pichai (CEO, Google) og Tim Cook. Dette billede er blevet brændt ind i min hjernebark, og det er blevet symbolet på den medierede og teknologiske fremtid, vi går i møde. Her stod de, teknologiens præsidenter, og - langt fra ydmygt – tronede de på deres egen måde.

Magt kommer med et stort ansvar. For ord er gratis, på de sociale medieplatforme; men de kommer med en konsekvens

De stod der, og mindede mig om P.S. Krøyers berømte maleri fra 1895: 'Fra Københavns Børs', hvor de imposante industrimagnater, der blev billedet på fremtiden og ikke mindst fremskridtet. Her stod de så. De amerikanske håb i en version 2.0 - for fælles for dem alle var, at de har kysset ringen, og dermed har accepteret, at verden nu skal være en anden - og den skal ændres ved hjælp af teknologiens lune, algoritme vinde.

Sociale mediers struktur favoriserer hurtig, ofte emotionel kommunikation, der prioriterer engagement over refleksion. Algoritmer fremhæver det sensationelle og polariserende, hvilket underminerer den sammenhængskraft, der skulle være fundamentet for den globale landsb

De blev statuetter for Trumps forandring, ikke kun af USA, men også af den forandrede kommunikation, vi har oplevet gennem de sidste mange år og ikke mindst gennem hele valgkampen; og som nu manifesterer sig i nedlukningen af fakta-checking og håndhævelsen af regler mod hadefulde ytringer.

Dette var et billede på den magt, Big Tech nu er en del af, og hvilken rolle de spiller i at forme vores demokratiske dialog fremadrettet.

Det er ikke længere mediet, der samler os, men snarere dets oprindelige grundstruktur, der ikke kun deler, men snarere splitter os.

Det fik mig til at tænke på konteksten, som Sociale platforme og den digitale udvikling, som verden har undergået siden dot.com boblen tilbage 9 slut 90'erne, og med en genakselration i slut 00'erne.

Disse virksomheder har ingen forpligtelse til at fremme sandhed, nuancere debatter eller skabe fællesskab pba. ægte interesser; deres eneste mål er at fastholde brugernes opmærksomhed hen til næste annonce og dermed øge deres indtjening.

Det fik mig til at tænke på canadiern Marshall McLuhan og vores alles Luhmann. McLuhan forudså, at medierne ville forme ikke bare, hvordan vi kommunikerer, men også hvordan vi organiserer os som samfund - det gjorde han helt tilbage i 60'erne opgennem 70'erne og ind 80'erne. Hans begreb "The medium is the message" blev, og er, en tidløs påmindelse om, at det er mediets struktur – ikke nødvendigvis dets indhold – der transformerer vores verden. Og der midt på gulvet til Trumps indsættelse, stod de - kongerne af den globale landsby. De stod og ventede på, at verdens kaiser, nu skulle indtage sin trone.

Med sociale medier som Facebook og X er McLuhans teori blevet uhyggeligt aktuel. Hans vision om den "globale landsby" – et teknologisk forbundet fællesskab, der kunne samle os – er dog under pres. Hvor sociale medier engang blev set som værktøjer til at bringe mennesker sammen, er deres rolle som samlende kræfter gradvist blevet undermineret.

Hvis vi ønsker at genopbygge en global landsby, der virkelig samler os, kræver det mere end teknologisk innovation. Det kræver et opgør med den magtkoncentration, der ligger i de sociale mediers algoritmer og oligarki, og en vilje til at gentænke, hvordan disse platforme kan tjene samfundet i stedet for kun at tjene sig selv

Tech-bosser som Elon Musk har skiftet fokus fra sammenhæng til kaos. Musk positionerer X som en slags moderne græsk bytorv, hvor ordet er frit, og alle kan sige, hvad de vil, uden hensyn til de sociale konsekvenser. Men er dette virkelig en frihed, der samler, eller er det snarere en fragmentering af den oprindelige vision om en global landsby? For at forstå dette skift kan vi trække på både McLuhans ideer og Niklas Luhmanns begreb om autopoiesis, der belyser, hvordan sociale medier er blevet selvrefererende systemer, der eksisterer for at opretholde sig selv, og tækkes ejernes behov for magt og anerkendelse. Ud i en dystopisk tro på, at de ved bedst, hvordan et medie skal forvaltes.

Men magt kommer med et stort ansvar. For ord er gratis, på de sociale medieplatforme; men de kommer med en konsekvens.

McLuhan: Den globale landsby og mediets budskab

McLuhans vision om den globale landsby var baseret på ideen om, at teknologi kunne knytte menneskeheden tættere sammen. Elektroniske medier, som han kaldte "forlængelser af menneskekroppen," kunne potentielt nedbryde grænser og fremme en følelse af fællesskab på tværs af kloden. Sociale medier som Facebook blev bygget på netop denne præmis. Platforme, der forbinder milliarder af mennesker, synes som en opfyldelse af McLuhans profeti. Blot med den afvigelse, at Meta, dengang Facebook, arbejdede under sloganet: move farst and break things.

Netop dette slogan, referer til mediernes syn på samfund og specielt deres syn på de demokratiske - hastig og dæmonisering, af det bestående, regulerende demokratiske samfund, hvor den frie tale, kommer med en regulerende, konsekvens - man skal stå til ansvar for, hvad man ytrer sig om.

Men McLuhan advarede også om mediets magt til at massere samfundet og forme dets dynamikker. Sociale mediers struktur favoriserer hurtig, ofte emotionel kommunikation, der prioriterer engagement over refleksion. Algoritmer fremhæver det sensationelle og polariserende, hvilket underminerer den sammenhængskraft, der skulle være fundamentet for den globale landsby. I stedet for at forbinde os på tværs af forskelle, skaber sociale medier ekkokamre og ideologiske siloer, hvor vi møder vores egne meninger igen og igen. Og med udmeldingen om, at Meta nu også slækker på denne del, og ret kraftigt endda, ja, så er Zuckerberg gået ned af samme vej, som Musk gjorde, da han overtog Twitter for år tilbage - ingen skal stå til ansvar for deres ytringer, andet end dem, som ytringerne er rette imod.

Det er og bliver skadeligt for hele det demokratiske projekt, som de sociale platforme skulle hjælpe til med at bærer ud i verden. Den fri verdens moderne kolonisering, om man vil.

Denne udvikling står i skarp kontrast til den oprindelige vision. Den globale landsby er blevet fragmenteret og decideret splittet. Hvor McLuhan så stærke fællesskaber opstå ved hjælp af teknologi, og det var helt tilbage til Gutenberg,, ser vi nu en opdeling, en splittelse i små isolerede "landsbyer," hvor misforståelser og konflikter nu opstår.. Det er ikke længere mediet, der samler os, men snarere dets oprindelige grundstruktur, der ikke kun deler, men snarere splitter os. Og eksemplerne er mange:

• Myanmar og Rohingya-folket
• Optøjerne mod Capitol (d.6. Januar, 2022)
• Valgmanipulation og "Stop the Steal"-bevægelsen
• Anti-vaccine-bevægelser og misinformation under C19

Blot for at nævne nogle - af de helt store og epokegørende tilfælde.

Sociale medier bliver selvrefererende systemer på meth a la Luhmann

Når jeg tænker over, hvordan sociale medier fungerer, kan jeg ikke lade være med at se det gennem Niklas Luhmanns teori om autopoiesis. Den forklarer, hvordan systemer som (sociale) medier skaber deres egne regler og logikker for at overleve. Det står klart, at de er designet til én ting: at fastholde vores opmærksomhed. Og hvordan gør de det? Ofte ved at prioritere det mest konfliktfyldte og kontroversielle indhold. Det handler ikke om at oplyse eller forbinde os, men om at holde os fanget – uanset prisen.

Denne dynamik betyder, at sociale medier ikke nødvendigvis fremmer sandhed eller oplysning, men snarere det, der får folk til at reagere. Det er et selvforstærkende loop, hvor platformene belønner det, der holder systemet i gang, uanset de sociale konsekvenser. Som følge heraf bliver sociale medier mindre en arena for konstruktiv dialog og mere en markedsplads for opmærksomhed, i en sfærer, der ikke reguleres eller styres.

Luhmanns autopoiesis hjælper os med at forstå, hvorfor sociale medier har bevæget sig væk fra McLuhans vision om en global landsby. Hvor McLuhan så medier som potentielle brobyggere, viser Luhmann os, hvordan deres indre logikker kan føre til det modsatte: Fragmentering, polarisering og en konstant jagt på det næste klik. Det er det selvsamme paradoks, mange medier lider under. De bliver ofre for click baitens egne, negative natur.

Når den frie tale skulle være en velsignelse, men bliver en forbandelse!

Elon Musks vision for X som en fri platform, hvor alt kan siges, passer ind i denne dynamik. Ideen om sociale medier som det græske bytorv," hvor alle kan ytre sig uden filter, lyder tiltalende i teorien. Men ord er ikke uden konsekvens. Når alle har adgang til at ytre sig, bliver platformen ofte oversvømmet af støj, misinformation og hadtale fra folk, der kan orkestrere budskaber og går efter specifikke holdningsændrende logikker. Det, der kunne have været et global, græsk samtale-torv, bliver i stedet en kakofoniske ekkokamre af stemmer, der sjældent lytter til hinanden. En negativ spiral af ord, der kun løber én vej; og det er ned og væk fra den opbyggelige, demokratiske dialog. Hvor hvert person står til ansvar for sine ytringer. Og hvor disse ytringer skal være dokumenterede sande.

Denne udvikling underminerer ikke blot sociale mediers evne til at samle os; den udfordrer også deres rolle som demokratiets værktøj. Hvis platformene ikke kan facilitere meningsfuld dialog, risikerer de at blive en arena for destruktiv konflikt snarere end konstruktiv udveksling. Forestil dig en politisk tv-debat uden ordstyrer; alt ville kokse.

De skjulte maskiner bag magten

De enorme virksomheder bag sociale medier – som Meta og X – opererer som enorme maskiner, der tjener ufattelige summer på vores data, vores interaktioner og vores opmærksomhed. Deres algoritmer, der bestemmer, hvad vi ser og interagerer med, er ikke designet til at fremme demokratiet eller styre en redaktionel-debat, men til at maksimere profitten fra et annoncemarked på speed. Dette skaber en magtkoncentration, der er i direkte strid med de demokratiske principper, vi ønsker at beskytte. Førhen havde vi parti aviserne, der i deres partipolitiske udgangspunkt, allerede med deres navne, viste hvilken holdning, der flød fra spalterne til læserne. Og med et redaktionelt og presseetisk udgangspunkt.

Når få tech-giganter ejer og styrer de platforme, hvor store dele af vores offentlige debat finder sted, opstår der en dyb, kakkofonisk ubalance, der via ekkokamre udbreder deres holdninger. Disse virksomheder har ingen forpligtelse til at fremme sandhed, nuancere debatter eller skabe fællesskab pba. ægte interesser; deres eneste mål er at fastholde brugernes opmærksomhed hen til næste annonce og dermed øge deres indtjening, ved at fodre en monokultur, der foregiver at være et fællesskab for alle. Algoritmerne, der former vores digitale oplevelser, fungerer som usynlige magthavere, der prioriterer konflikt og polarisering, fordi det skaber mere aktivitet – og dermed flere klik og øger dermed profitten.

Konsekvensen er, at vores demokratiske samtale bliver kompromitteret. Når debatten flyttes fra åbne, regulerede rum til privatejede platforme, hvor økonomiske interesser styrer, hvad der fremhæves, mister vi noget essentielt. Vi mister muligheden for at have en dialog, der bygger på fælles forståelse og respekt.

Hvis vi ønsker at genopbygge en global landsby, der virkelig samler os, kræver det mere end teknologisk innovation. Det kræver et opgør med den magtkoncentration, der ligger i de sociale mediers algoritmer og oligarki, og en vilje til at gentænke, hvordan disse platforme kan tjene samfundet i stedet for kun at tjene sig selv. Demokratiet fortjener bedre.