It Ends With PR: Lively/Baldoni-skandalen er en påmindelse om hvordan man IKKE skal gøre
Skandalen i efterdønningerne på filmen It Ends With Us har atter afsløret den mørke side af PR-branchen. Hvad der startede som uoverensstemmelser om arbejdsmiljøet på et filmset, eskalerede til en ondsindet smædekampagne orkestreret af Justin Baldonis PR-team, og senest juridiske skridt fra Blake Livelys side. Sagen er en lektion i, hvordan man IKKE skal bedrive PR.
Ironisk nok begynder denne historie med en film om et giftigt parforhold, og om hvordan mænd kan slippe afsted med stodderadfærd overfor kvinder.
Hovedpersonerne i filmen It ends with us blev spillet af Blake Lively og Justin Baldoni, der også var instruktør. I løbet af produktionen sagde Blake Lively på et tidspunkt fra overfor seksuel chikane og et dårligt arbejdsmiljø.
I sin indsigelse frabad Lively sig bl.a. at Justin Baldoni viste hende billeder af nøgne kvinder, at han ophørte med at omtale sin tidligere pornoafhængighed og drøfte seksuelle erfaringer, samt han lod være med at omtale castet og holdets kønsdele.
Dertil kom bl.a. anklager om, at Justin Baldoni improviserede intime scener, herunder kyssescener uden at forberede Lively på det.
Blake Livelys indsigelser mod arbejdsmiljøet blev ifølge et mødereferat taget til efterretning af produktionen, og der blev bl.a. hyret en intimkoordinator på fuld tid.
Alt i alt en sag og et forløb, der desværre ikke er usædvanlig noget sted på arbejdsmarkedet, men som kunne være afsluttet her.
Smædekampagne i støbeskeen
Efter premieren på It Ends With Us kunne New York Times afsløre, at sagen bestemt ikke var afsluttet.
Tværtimod havde Justin Baldoni ifølge interne korrespondancer, som avisen var kommet i besiddelse af, planlagt en PR-kampagne mod Blake Lively. Kampagnen havde til formål at skade hendes omdømme og dermed undergrave hendes troværdighed.
Justin Baldoni havde i den forbindelse allieret sig med PR-agenten Melissa Nathan, som er berygtet for tidligere har bistået Johnny Depp i hans meget omtalte offentlige konflikt med ekskæresten Amber Heard.
Metoderne i smædekampagnen skulle blandt andet omfatte astroturfing ved at manipulere budskaber på sociale medier, så de fremstillede Blake Lively ufordelagtigt.
Ifølge de interne korrespondancer, som NYT var i besiddelse af, så ønskede Justin Baldoni “at begrave Blake LIvely”. Hertil svarede Melissa Nathan. “Vi kan begrave hvem som helst".
En mulig forklaring på at Baldoni-lejren havde valgt denne fremgangsmåde, kan være at Justin Baldoni har brandet sig selv på at være feminist og kvindernes #MeToo-allierede. Et sådan brand harmonerer i sagens natur dårligt med anklager om seksuel chikane på arbejdspladsen. Derfor modangrebet.
Afsløringerne fik i december Blake Lively til at indgive en officiel klage over Justin Baldoni og hans selskab Wayfarer ved en retsinstans i Californien. Klagen handlede om netop den planlagte smædekampagne.
Dette træk fra Lively, afstedkom øjeblikkelige konsekvenser for Justin Baldoni, der både mistede en tildelt pris og sin agent. Og det aktiverede prominent opbakning til Blake Lively fra både skuespilllerkolleger og filmselskabet Sony, der stod bag filmen It Ends With Us.
Se hele opslaget her på Instagram
Dark PR er ikke fortid
Fraregnet aspektet om endnu en #MeToo-sag samt det celebre drama i skyggerne, og nu i retssystemet, så rummer sagen om den planlagte smædekampagne mod Blake Lively en reaktualisering af en helt anden debat.
Nemlig den løbende faglige debat om PR-fagets onde tvilling: Dark PR. Fagligt set handler sagen om etik, transparens og åbenhed. Og altså også det modsatte repræsenteret ved Baldoni-lejren.
Kort opsummeret er Justin Baldonis, hans allierede og PR-samarbejdspartneres ageren et lærebogseksempel i hvad og hvordan man IKKE skal agere. Og dermed er sagen en desværre nødvendig understregning af, at der er et stykke vej før etisk best practice endegyldigt har triumferet i PR-branchen.
De konkrete anklager mod Baldoni-lejren, handler om en række velkendte taktikker fra den mørke PR-værktøjskasse:
- Planlægning af smædekampagne: Baldonis team planlagde at underminere Blake Livelys omdømme.
- Manipulering af sociale medier: Brug af falske profiler og koordinerede opslag til at sprede negativ information om Lively.
- Plante negative historier: Forsøg på at manipulere journalister til at publicere negative historier om Lively.
- Undertrykkelse af kritisk dækning: Forsøg på at forhindre publicering af historier om anklagerne mod Baldoni.
Sagen giver derfor anledning til en påmindelse om række do’s and dont’s i arbejdet med PR, som blandt andre bloggeren Neville Hobson har pointeret.
Do's:
- Vær ærlig og transparent: Byg din kommunikation på fakta og lad være med at vildlede offentligheden.
- Sæt etiske grænser: Sig nej til opgaver, der strider mod dine moralske principper.
- Fokuser på at løse problemet: I stedet for at angribe modparten, koncentrér din energi om at løse den aktuelle krise.
- Vær professionel og respektfuld: Husk at alle involverede parter er mennesker med værdighed og følelser, og behandl dem med respekt.
- Søge juridisk rådgivning: I sager om potentiel ærekrænkelse eller andre juridiske problemstillinger, bør du altid konsultere en advokat, og lade almindelige retsprincippper råde.
Don'ts:
- Planlæg ikke smædekampagner: Forsøg på at ødelægge en andens omdømme er uetisk og kan have alvorlige menneskelige konsekvenser.
- Manipuler ikke sociale medier: Brug ikke falske profiler eller bots til at sprede propaganda.
- Plant ikke negative historier: Pres ikke journalister til at publicere usande eller fordrejede historier.
- Undertryk ikke kritisk dækning: Forsøg ikke at censurere medier eller forhindre dem i at udføre deres arbejde.
Dertil kan man syrligt tilføje:
- Undgå skriftlig dokumentation af uetiske planer: Tekstbeskeder, e-mails og andre dokumenter kan bruges som bevis i retssager.
It Ends With Us-skandalen er et skrækeksempel på, hvordan uetisk PR ser ud. Sagen er derfor (endnu) en vigtig påmindelse om, at PR-professionelle har et ansvar for at handle etisk og ansvarligt.
Kun ved at lære af sager som denne, kan vi undgå at gentage dem i fremtiden og dermed bidrage til at opbygge en mere troværdig og etisk PR-branche.