Kommunikationsbranchen sidder også på den gren, AI-giganterne er ved at save over
The AI doom loop er en af den slags termer, der lyder meget dystopisk - og når man så undersøger det nærmere ja så er det faktisk hamrende dystopisk
af Thomas Rekling
The AI doom loop er en af den slags termer, der lyder meget dystopisk - og når man så undersøger det nærmere ja så er det faktisk hamrende dystopisk.
AI-sprogmodellerne er trænet på enorme mængder indhold, ikke mindst journalistik, som andre har brugt tid, penge og faglighed på at skabe. Når en bruger stiller et spørgsmål, svarer modellen direkte og sender ikke brugeren videre til kilden. Medierne mister dermed trafik og annonceindtægter. Når indtægterne falder, bliver der råd til færre journalister, og der kommer mindre og dårligere journalistik. Det er netop det råmateriale, modellerne er afhængige af, så de bliver dårligere, og internettet som helhed med dem. Den nedadgående spiral; the doom loop.

Det er ikke blot en påstand fra kritikere. I retssagen mellem New York Times og OpenAI er interne dokumenter fra Microsoft blevet offentliggjort, hvor virksomheden selv beskriver præcis denne dynamik. Ifølge sagens materiale er der desuden afgivet vidneforklaringer om, at klik fra Bing til nyhedssites er faldet med over 90 procent. Sagen er endnu ikke afgjort, og selskaberne hævder, at deres brug af materialet er lovlig. Men når virksomhederne selv taler om risikoen for at underminere deres egne leverandører, bør vi tage det alvorligt.

Journalistik er en grundsten i frie samfund
Først og fremmest er en fri og økonomisk bæredygtig presse en forudsætning for, at ytringsfriheden er mere end en paragraf. Hvis journalistikken bliver udhulet af maskiner, der høster uden at betale og uden at sende læsere tilbage, mister vi noget, der ikke kan genskabes med et prompt. Siden opfindelsen af trykpressen i 1440, har det skrevne ord været måske den største katalysator for forandring gennem vidensdeling og magtkritik.
Kigger vi i nyere tid, må vi også sige at journalistikken med det skrevne ord i hånden har været afgørende – man kan næsten ikke finde en politisk eller erhvervsmæssig skandale, hvor journalistisk arbejde ikke har været afgørende i at frembringe eller videreformidle sandheden – og på trods af snak om SoMe og LLM’s stigende relevans, ser vi stadig politiske forandringer direkte forsaget af god journalistik.
Kommunikationsbranchen har meget at miste også
Men hvis højtravende argumenter om frihed, lighed og broderskab ikke er nok, så lad mig ramme dig på pengepungen: vi i kommunikationsbranchen har også en meget nær og konkret interesse i at medier og journalister kan udføre ordentligt arbejde og blive betalt derefter. Medierne er en af vores vigtigste kanaler. Det er her, vores historier får troværdighed, fordi en uafhængig tredjepart har vurderet dem.
Forsvinder medierne, forsvinder en stor del af vores eksistensgrundlag. Og på trods af AI-apologeternes ubetingede begejstring for AI-genereret affald på sociale medier, så går tendensen den modsatte vej; flere og flere efterspørger autentisk indhold lavet af rigtige mennesker, netop fordi feedet drukner i AI slop.
Et solidt autentisk interview med din CEO, er mere værdifuldt for din organisation end 10.000 AI-genererede billeder på Linkedin med flade pointer – som alligevel kun bliver liket af folk, der gerne vil sælge dig noget.
Derfor er det vores pligt at støtte medierne i kampen mod det, der i bund og grund er gement tyveri. At man er tech-gigant, giver ikke fri adgang til at tage andres arbejde uden at betale.
Politisk og intern handling er nødvendigt
Første skridt i modstandskampen må være vokal støtte. Kommunikationsbranchen skal sige højt, at vi står med journalisterne i kampen mod doom loop'et, og vi skal presse på for regulering på området, så der kommer klare krav om betaling og kildehenvisning. Det kan lyde småt, men branchen taler med en stemme, der høres i erhvervslivet og i beslutningsprocesserne.
Og her i ligger også den styrke, som kan gøre størst forskel. Vi repræsenterer i høj grad AI-giganternes kunder, nemlig virksomhederne. Jeg er ikke naiv. Ingen af os kan alene stoppe udviklingen i vores egne organisationer. Men vi har en pligt til at rejse spørgsmålet internt: Hvilke værktøjer bruger vi, hvordan er de trænet, og hvad betyder det for de medier, vi selv er afhængige af for troværdighed? Vi kan bede om svar, stille krav i indkøb og løfte debatten i ledelsesgangene.
For AI-giganterne er afhængige af os. De har lånt enorme beløb til chips, datacentre og modeludvikling, og den gæld skal forrentes og betales tilbage. Det kræver betalende kunder i stort tal. Hvis kunderne svigter, står selskaberne med måske den største akkumulerede gæld i verdenshistorien. Vil AI-selskaberne tjene penge, må de gøre som alle andre medlemmer af et samfund: betale for ærligt arbejde.
Baggrund og diskussion af "AI Doom Loop"
404 Media – Indsigt i undergangen af internettet pga. LLM'er: En artikel, der beskriver, hvordan Microsoft og OpenAI internt anerkender, at sprogmodeller ødelægger internettet og er bygget på "tyveri".
404 Media Podcast – AI dræber internettet: En podcast-episode, der diskuterer afsløringerne af, at OpenAI og Microsoft internt anerkender AI's destruktive effekt på webbet.
https://www.404media.co/podcast-openai-admits-ai-is-killing-the-internet/
The Verge – "Doom loop" og "tyveri" af indhold: En dybdegående artikel om OpenAI, Microsoft, ChatGPT, New York Times' retssag og begrebet "the doom loop".
Retssagen: The New York Times v. OpenAI & Microsoft
Officielle retsakter (PDF): Originalt retsdokument fra sagen i den amerikanske distriktsdomstol.
https://storage.courtlistener.com/recap/gov.uscourts.nysd.640396/gov.uscourts.nysd.640396.1977.1.pdf
CourtListener – Sagens forløb (docket): Den fulde tidslinje og dokumentoversigt for retssagen mellem NYT og Microsoft/OpenAI.
https://www.courtlistener.com/docket/68117049/the-new-york-times-company-v-microsoft-corporation/
Wikipedia – Baggrund om retssagen: En encyklopædisk oversigt over sagen, parterne og de juridiske argumenter.
https://en.wikipedia.org/wiki/The_New_York_Times_v._Microsoft_and_OpenAI
OpenAI's officielle svar: AI-virksomhedens eget svar og forsvar mod anklagerne fra The New York Times.
https://openai.com/new-york-times/](https://openai.com/new-york-times/
Nyhedsdækning af interne afsløringer og retssagen
New York Times – Truslen mod mediebranchen: Dækning af, hvordan Microsoft og OpenAI's forretningsmodeller påvirker udgiverbranchen.
https://www.nytimes.com/2026/09/17/technology/microsoft-openai-publishing-industry.html
New York Times – Detaljer om søgsmålet: Dækning af striden mellem NYT og tech-giganterne.
https://www.nytimes.com/2026/09/04/technology/openai-microsoft-new-york-times-lawsuit.html
New York Times – Justitsministeriets blik på ophavsret: Justitsministeriets fokus på AI-selskabers ophavsretssager.
https://www.nytimes.com/2026/09/02/technology/justice-department-openai-copyright-suit.html
Reuters – En principiel test af ophavsretten: Diskussion af, hvordan denne retssag vil definere rammerne for AI-træning under ophavsretsloven.
TechCrunch – "Historiens største tyveri af arbejdskraft": Afsløring fra retsakter om, at en Microsoft-chef internt har kaldt AI-datahøst for det største tyveri af menneskeligt arbejde i historien.
Ars Technica – Opsamling på "tyveri-udtalelsen": En dybdegående gennemgang af Microsoft-chefens udtalelser om AI-scraping.
Bloomberg Law – AI-topchefer indrømmer trusler mod nyheder: Gennemgang af, hvordan lederne bag teknologien har erkendt, at AI kan underminere nyhedsmedierne.
https://news.bloomberglaw.com/ip-law/openai-microsoft-leaders-admitted-ai-is-threat-to-news-industry
Mother Jones – Afsløringer i retsakterne: Gennemgang af de opsigtsvækkende detaljer fra de frigivne Microsoft- og OpenAI-dokumenter.