Kong Frederik er blevet et folkebrand – og derfor er han næsten umulig at male

Fredag den 25. september 2026 blev det første officielle portrætmaleri af H.M. Kong Frederik X afsløret i Riddersalen på Frederiksborg Slot. Modtagelsen har været usædvanligt polariseret. Kunstanmeldere har diskuteret værkets kunstneriske kvaliteter og dets evne til at indfange kongens karakter, mens reaktionerne på sociale medier har spændt fra fascination og begejstring til hovedrysten og regulær vrede. Omdrejningspunktet syntes at være, om det overhovedet ligner Kong Frederik.

Men det er næsten det mindst interessante spørgsmål, man kan stille til værket. Et officielt regentportræt skal ikke alene ligne. Det skal repræsentere. Det skal fortælle os, hvem monarken er, hvad embedet betyder, og hvordan forholdet mellem konge og befolkning skal forstås. I den forstand er et regentportræt ikke blot et kunstværk, men også et vigtigt stykke strategisk kommunikation for kongehuset. 

Cathrine Raben Davidsen er den første kvindelige kunstner, der har malet et officielt regentportræt til Frederiksborg Slots prestigefulde samling, og hendes kunstneriske univers ligger et stykke fra den klassiske repræsentative portrættradition. Hun er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi og har gennem mere end 25 år arbejdet på tværs af maleri, grafik og keramik. Hun er repræsenteret i en række betydelige danske museumssamlinger og blev i 2015 udnævnt til Ridder af Dannebrog af Dronning Margrethe.

Raben Davidsen repræsenterer dermed kunstnerisk fornyelse, men er samtidig solidt placeret inden for den kulturelle og institutionelle orden, som kongehuset selv er en del af. På den måde ligner hun næsten det oplagte valg. Den reformorienterede konge skal naturligvis males af en kunstner, der kan udfordre traditionen. Bare ikke så meget, at forbindelsen til traditionen forsvinder – men det er netop her, malingen begynder at krakelere. 

Semiotisk kakofoni

For forsøget på at udfordre det konventionelle på den pæne måde lykkes ikke helt. Portrættets semiotik gemmer på en lang række spændende overraskelser, men den symbolske konstruktion er samtidig så tydelig, at værket kommer til at kæmpe med sig selv. Symbolerne står nærmest i kø for at blive aflæst, og maleriet vil fortælle os så meget, at det er lige før, man kan høre Roland Barthes og Umberto Eco klappe begejstret i baggrunden. Men semiotikkens to ukronede prinser ville formentlig også have bemærket, at værkets symbolske intentionalitet er så synlig, at tegnene ikke virker naturlige. Problemet forstærkes yderligere af en stilistisk uklarhed, hvor portrættets forskellige udtryk ikke helt finder sammen.

Men hvad skal et kongeligt portræt egentlig kunne? Brandforsker John M.T. Balmer har beskrevet moderne monarkier som institutioner, der konstant må navigere mellem forskellige tidsligheder. De skal være forankret i fortiden, meningsfulde i nutiden og troværdige i forhold til fremtiden. Det royale brand skal med andre ord forandre sig uden at forandre sig for meget. Radikal fornyelse kan underminere den historiske kontinuitet, som institutionen lever af, mens stilstand kan gøre monarkiet kulturelt irrelevant.

Det er præcis dette spændingsfelt, portrættet forsøger at håndtere. Raben Davidsen har i samarbejde med Kong Frederik skabt et værk, der er tungt lastet med symbolik, men som samtidig systematisk nedtoner nogle af de traditionelle distanceringsmekanismer, der historisk har omgivet monarken. Arkitektur, tronsale, søjler, tunge draperier og andre klassiske markører af hierarki og ophøjethed er væk. Tilbage står kongen i naturen. 

Det mest markante kompositoriske valg er netop placeringen af monarken i et abstrakt naturlandskab frem for i de institutionelle omgivelser, der gennem århundreder har præget kongelige portrætter. Ifølge kunstneren var det Kong Frederik selv, der foreslog Kongsøre Skov ved Isefjorden som værkets geografiske og symbolske udgangspunkt, et valg som virker alt andet end tilfældigt.

Kongsøre har en særlig biografisk betydning for Frederik, fordi området er tæt forbundet med hans uddannelse som frømand. Og frømandsfortællingen har i årtier været en af de stærkeste byggesten i brandet omkring kongen. Den fysisk stærke, udholdende og handlekraftige kronprins, der frivilligt forlader kongehusets privilegerede og beskyttede rammer for at udsætte sig selv for livets ubarmhjertige prøvelser.

Kongsøre er derfor næsten den perfekte kulisse for myten om Kong Frederik. Stedet aktiverer på én gang fortællinger om natur, fysisk styrke, disciplin, autenticitet og folkelighed og understøtter forestillingen om den moderne danske monark som en slags overmenneske i øjenhøjde. Ekstraordinær nok til at være konge, men almindelig nok til at være en af os. Det klinger som sød musik i en semiotikers ører. 

Men tegnserenaden har ingen ende. I skovbunden finder vi desuden margueritter, malet som en eksplicit reference til Kong Frederiks mor, H.M. Dronning Margrethe. Dermed forbindes den nye regeringstid visuelt med den foregående. Tronskiftet fremstilles ikke som et brud med fortiden, men som noget, der vokser ud af den. Frederik skal differentiere sig fra sin forgænger for at etablere sin egen regeringstid, men samtidig demonstrere kontinuitet med den institution og det dynasti, han har arvet. Det kan man kan godt anerkende som smuk brandforvaltning.

Midt i al denne natur står kongen imidlertid ikke i vandrestøvler og fleecejakke. Han er fremstillet i Søværnets gallauniform med Elefantordenens karakteristiske lyseblå bånd. Raben Davidsen har forklaret, at det var vigtigt, at kongen fremstod med den vægt og det ansvar, som embedet kræver. Han skulle, som hun har formuleret det, ikke stå i blazer eller løbebukser. Det er bestemt forståeligt, men heller ikke noget synderligt revolutionerende valg. Kongehuset havde næppe været begejstret for, at det første officielle regentportræt viste Frederik klar til Royal Run i et par brugte Nike-sutter. Men chokket havde til gengæld været uendeligt mere fascinerende.

På papiret burde kontrasten egentlig fungere. Den stramme ceremonielle uniform over for den organiske natur. Embedet over for mennesket. Det er trods alt præcis denne balance, hans personlige brand gennem mange år er blevet bygget op omkring. Men taget den lunkne modtagelse i betragtning, er det tydeligt at portrættet iscenesætter modsætningen uden for alvor at få de to sider til at smelte sammen. Det rå, spontane og upolerede kommer paradoksalt nok til at fremstå meget nøje planlagt. Og dermed opstår der et autenticitetsproblem og kilden til den stilistiske uro, der er opstået omkring værket.

Det vanskelige i at genfortolke Kongens brand

Debatten er hurtigt kommet til at stå mellem dem, der hylder det moderne og menneskeliggjorte udtryk, og dem, der efterspørger større portrætlighed og en mere klassisk kongelig repræsentation. Men det er tydeligt, at den perfekte royale fremtonings møde med maleriets grove, ekspressive penselføring ikke stemmer overens med det mentale billede, som danskerne gennem årtier har opbygget af deres favorit-Frede.

Frømandskorpset, Sirius-ekspeditionen, sport, Royal Run, taler, fotografier, tv-optrædener og utallige møder med befolkningen har tilsammen skabt en meget genkendelig offentlig identitet. Når et officielt portræt bryder med dette billede, opstår der derfor en form for brandmæssig dissonans. Maleriet udfordrer folkeforestillingen om ”vores” konge, men skulle i stedet have været en invitation til refleksion – gerne provokerende, men uden at fornærme.

Det er det paradoksale ved et stærkt personligt royalt brand. For jo mere tydeligt og genkendeligt det bliver, desto sværere bliver det også at genfortolke. Kunstneren møder ikke et tomt lærred, men en konge, hvis ansigt, krop og personlighed allerede er blevet reproduceret og fortolket tusindvis af gange. Raben Davidsen har bestemt ikke taget en nem opgave på sig.

Et mere kompromisløst kunstnerisk udtryk kunne derfor måske have været langt mere provokerende – og samtidig langt mere interessant for alle parter. Måske især for Raben Davidsen selv, hvis portræt af kongen udtryksmæssigt ligger et godt stykke fra hendes øvrige værker. Et mere konsekvent greb kunne have givet både kongen og Kongehuset det kulturelle insulinindskud, som selv en århundredgammel institution med jævne mellemrum har brug for.