Subscribe to Our Newsletter

Success! Now Check Your Email

To complete Subscribe, click the confirmation link in your inbox. If it doesn’t arrive within 3 minutes, check your spam folder.

Ok, Thanks

Når kritikken kommer fra skyggerne

Copenhagen ROC profile image
by Copenhagen ROC
Når kritikken kommer fra skyggerne

Jyllands-Postens stærkt kritiske artikel om Søren Gade illustrerer en udvikling i journalistikken, som også erhvervslivets topchefer bør være opmærksomme på. Medierne går stadig tættere på mennesket bag magten, samtidig med at anonyme kilder og baggrundssamtaler efter min oplevelse er blevet en mere almindelig del af den journalistiske arbejdsform. Det skaber en vanskelig asymmetri: Den kritiserede kan se kritikken, men ikke nødvendigvis, hvor den kommer fra.

Af Morten Jeppesen, CEO og stifter af PressConnect og ansvarshavende chefredaktør på MarketConnect

Der er næppe mange toppolitikere eller erhvervsledere, der kan læse Jyllands-Postens stærkt kritiske artikel om Søren Gade uden et øjeblik at overveje, hvordan en tilsvarende historie om dem selv ville tage sig ud. Hvad ville billedet være, hvis en journalist ringede til 13 mennesker, der har kendt én gennem 10, 20 eller 30 år, og gav dem mulighed for anonymt at fortælle om ens mindre flatterende sider?

Det er i vid udstrækning den journalistiske metode i artiklen om Søren Gade. Jyllands-Posten undersøger ikke alene hans politiske beslutninger, resultater, fejl og konflikter. Avisen forsøger også at fortælle læseren, hvem Søren Gade er som menneske. Vi kommer med ind i hans temperament, hans forfængelighed, hans forhold til penge, hans private middage, hans omtale af andre mennesker og hans reaktioner på hverdagens små irritationsmomenter. En sandwich og et stykke papir printet på begge sider bliver byggeklodser i fortællingen om hans karakter.

Det er selvfølgelig legitimt, at journalistikken interesserer sig for mennesket bag magten. Hvordan en leder opfører sig, når kameraet er slukket, kan i nogle tilfælde fortælle mindst lige så meget om vedkommendes ledelse som et officielt interview. Private relationer kan have professionel betydning, og det, der foregår bag en lukket direktionsdør, kan sige noget væsentligt om både ledelsesstil og virksomhedskultur.

Topchefer skal være opmærksomme
Men der er samtidig sket en bevægelse, som erhvervslivets topchefer efter min mening skal være meget bevidste om. Når først en topchef kommer alvorligt i mediernes søgelys, er det ikke længere givet, at journalistikken stopper ved den konkrete sag, virksomhedens regnskab eller de beslutninger, der oprindeligt udløste interessen. Journalister kan begynde at tale med tidligere medarbejdere, bestyrelsesmedlemmer, konkurrenter, forretningsforbindelser og mennesker, der tidligere har været en del af inderkredsen. Gamle konflikter kan blive gravet frem, og grænsen mellem topchefen som professionel aktør og som privat menneske bliver mindre tydelig.

Det er værd at have in mente, at kritiske historier heller ikke altid begynder hos journalisten selv. Mange historier begynder med et tip. Det kan komme fra en tidligere medarbejder, en konkurrent, en utilfreds forretningspartner, en intern modstander eller et andet menneske med en interesse i, at en bestemt virksomhed eller person kommer i mediernes søgelys.

Der er ikke nødvendigvis noget problem i det. Nogle af journalistikkens vigtigste afsløringer er begyndt præcis sådan. En kilde med en interesse kan sagtens have ret, og journalistik skal ikke afvise oplysninger, blot fordi afsenderen har et motiv.

Men det er vigtigt at forstå, hvad der derefter kan ske. Når journalisten får det første tip, følger der ofte også en tese med: Der er noget galt her. Det bliver udgangspunktet for researchen. Og hvis man ikke er meget opmærksom, kan den negative indgang dermed blive født ind i historiens DNA fra begyndelsen.

Her ligger et helt centralt journalistisk ansvar. Researchens opgave må ikke alene være at finde yderligere kilder og oplysninger, der bekræfter den oprindelige tese. Den skal også forsøge at udfordre den. Ellers risikerer journalistikken at udvikle sig til en bekræftelsesmaskine, hvor antallet af kilder gradvist kommer til at erstatte spørgsmålet om, hvor repræsentative kilderne egentlig er.

Det problem bliver endnu mere følsomt, når kilderne får lov til at være anonyme.

Anonyme kilder er og bliver en nødvendig del af journalistikken. Mange væsentlige historier ville aldrig være kommet frem, hvis journalister ikke havde kunnet beskytte mennesker, der risikerede deres arbejde, karriere eller personlige sikkerhed ved at stå frem. Kildebeskyttelsen er med god grund et fundament i et frit mediesystem.

Men netop derfor bør anonymitet efter min opfattelse være et stærkt journalistisk greb, som anvendes, når en væsentlig historie ellers ikke kan fortælles.

Anonymitet tilbydes rutinemæssigt
Min oplevelse er, at der gennem de senere år er sket en glidning. Baggrundssamtaler og anonymitet tilbydes langt mere rutinemæssigt – også til mennesker, der ikke nødvendigvis har noget afgørende på spil ved at stå frem. Kilden behøver ikke at være whistleblower eller risikere sit arbejde. Nogle gange synes den væsentligste konsekvens ved at stå frem at være, at det vil være ubehageligt, eller at relationen til den person, man kritiserer, vil blive vanskelig.

Det er værd at diskutere, om det er tilstrækkeligt. For anonymitet er ikke uden omkostninger.

Forestil dig situationen som topchef. En journalist ringer og fortæller, at mediet har talt med en lang række mennesker omkring dig. Du får forelagt alvorlig kritik af din ledelsesstil, din personlighed og din adfærd, men du får ikke at vide, hvem der har fremsat den.

Du ved derfor ikke, om udsagnet kommer fra din nuværende CFO, en direktør, du fyrede for tre år siden, en konkurrent, et tidligere bestyrelsesmedlem, en medarbejder, der forlod virksomheden efter en konflikt, eller en gammel ven, du ikke længere ser. Dermed kender du heller ikke nødvendigvis den sammenhæng, udsagnet er fremsat i, den historik, der ligger bag, eller den interesse, kilden selv kan have.

Du kan se kuglerne, men du kan ikke se, hvorfra de bliver affyret.

Det skaber en betydelig asymmetri mellem den anonyme kilde og den person, journalistikken handler om. Og den bliver endnu større, når kritikken bevæger sig fra konkrete handlinger til vurderinger af personlighed og karakter.

En økonomisk disposition kan dokumenteres. En mail kan læses. Et referat kan findes frem. Et regnskab kan undersøges, og en konkret beslutning kan forklares eller forsvares.

Men hvordan forsvarer man sig mod en anonym påstand om, at man er grisk, arrogant, doven, illoyal eller et menneske, der behandler andre dårligt?

Ledelesesadfærd kan være relevant
Det betyder ikke, at sådanne beskrivelser nødvendigvis er forkerte. Ledelsesadfærd kan være særdeles relevant journalistik. Men der er forskel på en dokumenterbar handling og et andet menneskes vurdering af ens karakter. Og jo længere journalistikken bevæger sig fra det første og over mod det sidste, desto større bør kravene efter min opfattelse være til kildekritik, relevans, proportionalitet og balance.

Det er også derfor, jeg finder Jyllands-Postens håndtering af Søren Gade-artiklen bemærkelsesværdig.

Det mest opsigtsvækkende er efter min mening ikke, at to journalister har skrevet en meget hård artikel om en magtfuld politiker. Journalister skal undersøge magten og være kritiske. Det opsigtsvækkende er, at en artikel med så alvorlige personlige karakteristikker tilsyneladende har kunnet passere gennem Jyllands-Postens redaktionelle system, hvorefter avisen selv måtte konstatere, at den første version ikke var tilstrækkeligt balanceret.

Det er ikke en lille rettelse. Det handler ikke om en forkert dato, et fejlagtigt tal eller en upræcis titel. Det handler om noget så grundlæggende som balancen i en artikel, der i vid udstrækning fælder dom over et menneskes karakter.

Jyllands-Posten tilføjede efterfølgende en række andre beskrivelser af Søren Gade. Her møder læseren blandt andet en god og sjov ven, en gavmild og gæstfri vært og et menneske, der ringer og følger op, når venner har det svært. Artiklen beskriver også hans indsats som forsvarsminister og hans engagement i danske soldater.

Det er ikke uvæsentlige nuancer. Tværtimod illustrerer de præcis, hvorfor balancen er så afgørende, når journalistikken ikke alene beskriver, hvad et menneske har gjort, men forsøger at fortælle os, hvem mennesket er.

Og problemet bliver yderligere skærpet af, at den første version allerede var publiceret i Jyllands-Postens papiravis. En papiravis kan ikke opdateres. Den kan ikke kaldes tilbage, og man kan ikke bagefter indsætte de afsnit, som redaktionen erkender burde have været med fra begyndelsen.

Jyllands-Posten bragte dagen efter en kort rettelse på side 2 i papiravisen, hvor avisen gjorde opmærksom på, at onlineversionen var blevet ændret. Men på det tidspunkt var skaden så at sige allerede sket. De læsere, der havde læst den oprindelige papirartikel, havde fået det billede af Søren Gade, som Jyllands-Posten selv efterfølgende vurderede ikke var tilstrækkeligt balanceret.

En kort rettelse dagen efter vil næsten aldrig få samme gennemslagskraft som den oprindelige historie. Historien huskes. Rettelsen gør sjældent.

Der er samtidig en særlig retorisk styrke i at fortælle læseren, at man har talt med 13 kilder. Jyllands-Posten oplyser selv, at kilderne har kendt Søren Gade personligt og gennem politik gennem flere år, og at de har fået anonymitet af hensyn til deres professionelle virke, fordi beskrivelserne ifølge avisen ikke kunne fremskaffes på anden vis.

En anonym kilde kan tage fejl eller have et motiv. Men 13 anonyme kilder lyder umiddelbart overbevisende. Antallet får næsten karakter af dokumentation i sig selv.

Problemet er, at hverken læseren eller den kritiserede kan efterprøve præmissen. Vi ved ikke, hvem kilderne er, hvor mange der kommer fra samme miljø eller konflikt, hvilke relationer de har til hinanden, eller hvilke interesser de hver især kan have. Vi må stole på journalisternes og redaktionens kildekritiske arbejde.

Og netop derfor følger der et stort ansvar med retten til at anonymisere.

For erhvervslivets topchefer er konklusionen ikke særlig behagelig. Når først man kommer i mediernes søgelys, kan journalistikken bevæge sig langt videre end den sag, der oprindeligt startede interessen. Den kan bevæge sig ind i gamle konflikter, relationer, privatøkonomi, middage, beskeder og personlige egenskaber – og i sidste ende ind i spørgsmålet om, hvilket menneske topchefen er.

Samtidig kan nogle af de mennesker, der leverer de mest kritiske beskrivelser, få lov til at blive stående i mørket.

Medierne bør diskutere mere åbent
Det er en udvikling, erhvervslivets topchefer må vænne sig til. Men det er også en udvikling, medierne bør diskutere langt mere åbent.

For det her er ikke et argument for, at pressen skal holde sig fra magtfulde menneskers privatliv. Hvis private forhold fortæller noget væsentligt om udøvelsen af magt, er de journalistisk relevante. Det er heller ikke et argument imod anonyme kilder. De er uundværlige.

Spørgsmålet er snarere, hvor lav tærsklen skal være.

Anonymitet bør efter min opfattelse være en journalistisk nødvendighed – ikke en service, man rutinemæssigt tilbyder en kilde. Jo mindre en kilde reelt har på spil ved at stå frem, desto mere relevant bliver spørgsmålet om, hvorfor den person, der fremsætter kritikken, egentlig skal have lov til at gemme sig.

Og jo længere medierne bevæger sig ind i menneskers private liv og personlige karakter, desto højere bør den redaktionelle barre være.

For mediernes magt består ikke alene i retten til at stille kritiske spørgsmål til mennesker med magt. Den består også i retten til at udvælge kilderne, beskytte deres identitet og give deres ord offentlighedens stærkeste megafon.

Den magt bør bruges med betydelig omtanke.

Særligt når journalistikken ikke længere alene handler om, hvad et menneske har gjort, men om, hvilket menneske vi som læsere bliver bedt om at tro, at vedkommende er.

Copenhagen ROC profile image
by Copenhagen ROC

Subscribe to New Posts

Copenhagen Review of Communication er et medie for alle, som arbejder med kommunikation. Vores mission er at gøre os kommunikationsfolk endnu bedre til vores arbejde.

Success! Now Check Your Email

To complete Subscribe, click the confirmation link in your inbox. If it doesn’t arrive within 3 minutes, check your spam folder.

Ok, Thanks

Latest posts