SoMe- krigerne set og bedømt
SoMe-krigerne på Borgen er fremragende underholdning. Men vi mangler stadig at tage de vigtigste diskussioner. Dem, vi burde have taget i 2007. Serien Anmeldt af Benjamin Rud Elbert.
af Benjamin Rud Elberth
Jeg har set DR’s SoMe-krigerne på Borgen, og jeg er godt underholdt, og faktisk også ganske begejstret for, at sociale mediers rolle i dansk politik endelig får plads på en af landets mest hæderkronede sendeflader, hvor vi får mulighed for at kigge med ind i maskinrummet hos de politiske rådgivere, der hver eneste dag forsøger at påvirke vores opfattelser af politikerne, deres mærkesager og hinanden. Det har taget al for lang tid for bagstræberiske journalister og klassiske rådgivere og spindoktorer at anerkende, at sociale medier er en væsentlig del af, hvad der flytter stemmer, magt og sætter dagsorden.
Men begejstringen bliver desværre afløst af en ganske betydelig skuffelse, for dokumentaren efterlader mig med en fornemmelse af, at vi enten har en generation af politikere og politiske rådgivere, der arbejder mere eller mindre tilfældigt med deres kommunikation (med enkelte undtagelser), eller som i hvert fald fremstår bemærkelsesværdigt historieløse i deres forståelse af sociale mediers rolle i dansk politik og faktisk ikke helt kender konsekvenserne af de knapper de trykker på. Der er et par lyspunkter imellem dog.
Tillad mig for et kort øjeblik at indtage rollen som den gamle sure mand, med fare for at blive skudt i skoen, at jeg bare er sur over, at ingen lavede et program om mig, Henrik Andersen (manden bag Fogh og Løkke på Facebook), Jacob Packert (manden bag Vestager på Twitter), Mads Korsholm, Tom Nielsen og mange flere, der opfandt de her ting på Christiansborg og stod med de første dilemmaer, når vi så, hvad negativ kampagne og sociale medier også skabte. Jeg måtte nøjes med et fast program på News og det blev til “Digital Dagsorden” som man så, når man havde set Mugge og Krikke med deres to millioner seere. Det er de unge rådgivere heldigvis for unge til at huske, men jeg er lidt ærgerlig over, at DR præsenterer gamle dilemmaer, som om det først er noget, der er ved at opstå.
Fra starten af SoMe-krigerne på Borgen bliver det ligefrem præsenteret som noget nyt, at sociale medier kan fungere som bindeled mellem politikere og befolkning, hvilket er en ganske opsigtsvækkende konstatering, når vi har arbejdet med netop det bindeled, siden sociale medier for alvor begyndte at gøre deres indtog i dansk politik omkring 2007.
Vi har altså snart haft næsten 20 år til at forstå, hvordan sociale medier påvirker den politiske samtale, magtfordelingen, dagsordenssættelsen, vælgeradfærden og i sidste ende demokratiets måde at fungere på, og alligevel virker det, som om både rådgivere og nogle af de medvirkende forskere har opdaget en helt ny verden, hvor de i bedste ”in medias res” er landet i en verden, hvor nogen pludselig har opfundet fladskærme, elbiler og algoritmer, som vi nu må forsøge at forstå konsekvenserne af. Forskerne tegner nogle problematikker og dilemmaer op, som om det er noget, vi skal til at undersøge, måske – når vi kender pointerne.
F.eks. at algoritmer favoriserer følelser og vrede, og at det muligvis kan betyde, at politikerne laver mere af det indhold – Mens det er dokumenteret utallige gange tidligere – senest her:
På den måde er programmet på flere punkter som at træde ind i en tidslomme. Hvor vi ikke er kommet videre i de vigtige diskussioner, og alle tror, at det handler om at ”gå viralt”, og hvor alle siger, at alt er genialt, fantastisk og fedt, fordi de selv tror de er gået viralt, fordi de ikke kan se andre end deres egne tal. Til alle de unge SoMe-rådgivere – Vi elsker jer, men vi elsker ikke jeres selvforståelse, og I er lovligt undskyldt – For I er i en verden, hvor I bliver opdraget til at “målet helliger midlet”. 250.000 visninger på TikTok er ikke at gå viralt. Det her er at gå viralt. Fra 16. juni 2015 – Jeg kan vise 50 lignende opslag i de år.
Men endnu mere ærgerligt, for dokumentaren strejfer faktisk de helt store spørgsmål i de sidste cirka 75 sekunder, men den følger dem aldrig til dørs, ligesom den efterfølgende debat i alt for høj grad handler om de enkelte rådgiveres metoder frem for de demokratiske konsekvenser af den måde, vi har indrettet politisk kommunikation på.
Vi ved jo godt, at algoritmerne i høj grad belønner indhold, der vækker følelser, og vi ved, at forargelse, forbløffelse og forskrækkelse er blandt de stærkeste virkemidler, hvis man vil have mennesker til at stoppe op, reagere og sende indhold videre. Det er ikke ny viden, og det er heller ikke en særlig overraskende opdagelse, at politiske rådgivere derfor forsøger at producere indhold, som kan få algoritmerne til at arbejde for deres politikere.
Forskerne er simpelthen også bekymrede for, at vi får et mere fragmenteret medielandskab og at algoritmerne i fremtiden bestemmer hvem der får taletid. Godaw do. Har I ikke læst de etablerede forskere på området? Jeg måtte gnide mig i øjenene, da jeg så, at denne artikel havde 2026 hæftet på sig som årstal. Jeg troede, da jeg så den, at det var en gammel artikel fra 2012. Det er i bedste fald en voldsomt underresearchet artikel. Skal vi videre, så nytter det ikke noget, at vi er historieløse og skal starte forfra.
Og netop derfor burde vi for længst have taget nogle langt mere principielle diskussioner langt mere indgående – De har åbenbart ikke fæstnet sig i folks bevidsthed.
For det første bør vi diskutere, om det er legitimt, at politisk kommunikation først og fremmest bliver tilrettelagt efter, hvad der kan gå viralt, frem for hvad der har politisk substans. Når en rådgiver nærmest kan gøre det til en strategi, at man først skal skabe opmærksomhed for enhver pris og derefter kan begynde at producere indhold med politisk substans, burde det få langt flere alarmklokker til at ringe, end det tilsyneladende gør.
For hvad sker der med den demokratiske samtale, når den politiske dagsorden i stigende grad bliver bestemt af, hvad der kan få flest mennesker til at reagere følelsesmæssigt? Politikernes svar er at regulere techgiganterne, mens de hyklerisk påstår, at de selv er nødt til at deltage på de præmisser, de advarer imod, fordi det er eneste vej til at få magt, som du har agt. Du kan jo også vælge at insistere på, at dit indhold ikke skal være tåbelige dansevideoer.
Tak, Marlene Ambo – Af hjertet tak! For du siger stop. Og du lægger vægt bag det dilemma, du selv understreger: At dine politiske videoer ikke når lige så langt ud som åndssvage videoer. Tak, i øvrigt også til Mitchel Oliver, der understreger, at det ikke er svært at få noget til at gå viralt, det er svært at få noget med politisk substans til at gå viralt, men det lykkes fint for DF med “95% politisk substans”, uanset hvad man måtte mene om deres tone. Jeg tror oprigtigt på, at Mitchel og DF gør sig tanker om både fordele og ulemper ved brug af sociale medier og kan bidrage til den her diskussion.
For det andet bør vi diskutere rådgivernes og politikernes eget ansvar for den demokratiske samtale. Det er ikke algoritmerne alene, der bestemmer, hvordan politikerne kommunikerer, for der sidder mennesker og træffer ganske bevidste valg om at bruge bestemte virkemidler, skabe bestemte reaktioner og påvirke bestemte målgrupper. Når man ved, hvilke knapper man trykker på, bør man vel også kunne forklare, hvorfor man trykker på dem, og hvilket ansvar man mener at have for konsekvenserne?
Der er alt for mange unge rådgivere i det program, der laver atomkapløb med åndssvage ting – og booster det ved at kalde valget i 2026 for ”Det første SoMe-valg”. Det, I laver, kommer med en konsekvens. Når I trykker på forargelsesknappen eller danse-knappen, gør I jeres politikere til konger – i et lorteland, for mandatet bliver udhulet, når folk vender sig væk fra politik og mister tilliden til jeres politikere. I får ikke mennesker til at diskutere politik – I får dem til at tro, at alt skal være kattebilleder og fiskefiletter. Det kunne jo også være, at I bare ikke har knækket formidlingskoden?
Vi diskuterer også flittigt, hvordan sociale medier påvirker børn, unge og resten af befolkningen, men hvor er den tilsvarende diskussion om de mennesker, politikere, der har gjort det til deres professionelle levevej at udnytte de samme mekanismer for at opnå politisk magt? Det er en diskussion, der bliver taget i splitsekunder lige nu i drilleartikler på Ekstra Bladet, og så når de ikke længere.
For det tredje bør vi diskutere, om vi overhovedet ønsker en politisk offentlighed, hvor platformenes forretningsmodeller får så stor indflydelse på den politiske kommunikation. Vi har i snart to årtier vidst, at de sociale medier ikke er neutrale distributionskanaler, men kommercielle systemer, der belønner bestemte former for adfærd, og alligevel har vi i vid udstrækning accepteret, at politikerne indretter deres kommunikation efter de præmisser, platformene stiller op.
Måske burde vi i langt højere grad insistere på, at det er den politiske substans, der skal bestemme kommunikationsformen, og ikke omvendt. Vi burde, som jeg har foreslået utallige gange tvinge techgiganterne til langt mere transparens omkring algoritmerne, så de ikke er en sort boks (det har jeg efterspurgt meget meget længe), og vi skal have fundet nogle formater på tværs af troværdige aktører, hvor vi kan føre valgkamp.
For det fjerde bør vi diskutere om vi bør aftale spilleregler for, hvordan politikere der ”styrer narrativet” og gemmer sig bag sociale medier i krigstid skal have muligheder for at få taletid i fredstid.
Allerede i 2016 skrev jeg på Altinget, at vi trængte til en medierevolution – på baggrund af en case, hvordan Lars Løkke Rasmussen med et enkelt tweet klokken 20.04 kunne stjæle dagsordenen fra Søren Papes pressemøde og derefter undlade at udtale sig til pressen i 17 timer, mens journalisterne måtte nøjes med at citere hans udmelding.
Det var dengang ikke nogen ny teknik, for allerede fra 2009 havde vi set politikere bruge Facebook og Twitter til at offentliggøre deres egen version af en politisk sag, undgå pressens kritiske sorteringsfilter og derefter gemme sig bag tastaturet, mens redaktionerne i praksis fungerede som en forstærker af de budskaber, politikerne selv havde valgt at sende ud. Jeg var selv med til at opfinde det.
Problemet er, at vi stadig ikke har fundet et ordentligt journalistisk modtræk til den udvikling, og at medierne alt for ofte lader sig reducere til mikrofonholdere for politikernes digitale spin, når de skriver artikler om, hvad en politiker har skrevet på Facebook, uden at stille de nødvendige opfølgende spørgsmål.
Vi burde derfor diskutere, om der skal være nogle fælles journalistiske spilleregler for, hvordan vi behandler politikere, der gerne vil have massiv taletid, når de selv kan kontrollere fortællingen, men som ikke ønsker at stille op, når journalisterne vil udfordre den. For hvorfor skal en politiker kunne sætte dagsordenen i krigstid, gemme sig bag en Facebook-opdatering, når spørgsmålene bliver ubehagelige, og derefter forvente ubegrænset adgang til mikrofonerne i fredstid?
Det handler ikke om at begrænse politikernes muligheder for at kommunikere direkte med befolkningen, men om at insistere på, at den demokratiske offentlighed også skal have adgang til kritiske spørgsmål og svar, og at journalisterne skal tilbage i rollen som demokratiets vagthunde frem for at være distributionskanaler for politisk spin. Pressens minister kan gå forrest som det gode eksempel, hvis hun tør.
Og for det femte: Vi er nødt til at diskutere, hvor og hvordan vi skal tale sammen og finde meningsfuld samtale, hvor vi prøver at nå til enighed, kompromis og løsninger i den politiske samtale:
Den offentlige samtale om politik og de problemer, vi skal løse, er blevet påvirket af sociale medier og er i stigende grad selv blevet til sociale medier. Folketingsdebatter er blevet et shitshow og et absurd teater, hvor politikerne enten forsøger at fange hinanden i modsigelser eller stiller spørgsmål, der først og fremmest er konstrueret til at blive klippet ud som viralt indhold til deres egne kanaler, hvorefter det hele ender i dumhed, forargelse og pegen fingre.
Vi taler ikke sammen. Vi taler os fra hinanden og udstiller hinanden, og det paradoksale er, at Folketingets egne debat- og spørgeformater ikke har taget højde for den udvikling, men tværtimod i mange tilfælde understøtter den, fordi de er indrettet til konfrontationer og korte replikker, der passer glimrende ind i algoritmernes belønningssystemer.
Når en politiker går på talerstolen, er målet alt for ofte ikke længere at overbevise den politiske modstander, undersøge et problem eller blive klogere på en mulig løsning, men at producere de 25 sekunder, hvor modstanderen ser dum ud, og hvor ens egne tilhængere kan klappe begejstret i kommentarfeltet. Og vi har tilladt, at den logik har bredt sig fra de sociale medier og helt ind i demokratiets vigtigste institutioner, uden at vi for alvor har diskuteret, hvad det betyder for vores evne til at løse de problemer, vi som samfund står overfor.
For hvor skal den meningsfulde politiske samtale egentlig finde sted, hvis både Folketingets debatter, de klassiske mediers politiske formater og de sociale mediers algoritmer i stigende grad belønner konflikt frem for forståelse? Hvor skaber vi rum, hvor det ikke er et nederlag at indrømme, at modstanderen har en pointe, hvor politikere kan ændre holdning uden at blive udstillet som svage, og hvor kompromiset ikke bliver opfattet som et forræderi mod ens egne vælgere, men som en ganske væsentlig del af det at bedrive demokrati?
Vi har brug for at gentænke både de politiske debat- og samtaleformater, mediernes rolle og politikernes egen tilgang til kommunikation, så vi igen får skabt steder, hvor mennesker med forskellige holdninger faktisk forsøger at nå hinanden, frem for at producere ammunition til den næste digitale skyttegravskrig. For demokratiets kvalitet kan ikke måles på, hvor mange mennesker der har set en politiker udstille sin modstander, men på om vi som samfund er i stand til at tale os frem til fælles løsninger på de problemer, vi ikke kan løse hver for sig. Og lige nu har vi indrettet alt for meget af vores politiske samtale til at gøre præcis det modsatte.
Hvor tager vi diskussionen?
Nu når vi endelig har fået sociale mediers rolle i dansk politik ind på den store sendeflade, burde ambitionen være større end at vise os, hvordan de politiske rådgivere forsøger at få deres politikere til at gå viralt.
Vi burde bruge anledningen til at diskutere, hvad snart 20 års algoritmestyret politisk kommunikation har gjort ved vores demokrati, hvilken rolle pressen skal spille i den nye magtfordeling mellem politikere, medier og vælgere, og hvad vi egentlig ønsker, at de næste 20 år skal bringe.
Den diskussion er ikke ny. Den er bare stadig ikke blevet taget ordentligt. Og det er netop den forskel, jeg savner, at både rådgiverne, politikerne, forskerne og DR interesserer sig langt mere for.
Så hvor tager vi den diskussion?
