Subscribe to Our Newsletter

Success! Now Check Your Email

To complete Subscribe, click the confirmation link in your inbox. If it doesn’t arrive within 3 minutes, check your spam folder.

Ok, Thanks
Person og organisation smelter sammen – og det ændrer lederrollen
Photo by Mapbox / Unsplash

Person og organisation smelter sammen – og det ændrer lederrollen

David Erichsen profile image
by David Erichsen

Organisationers kommunikation bæres i stigende grad af individer, som omverden forventer er synlige og tager del i den offentlige samtale. Det gør samspillet mellem organisation, person og omverden til en stadig vigtigere del af ledelsesopgaven

Når en direktør udtaler sig i pressen, en rektor kommenterer en reform eller en forperson skriver et læserbrev, møder offentligheden både organisation og person. Og organisationens budskaber fortolkes gennem personen. 

Det er ikke nyt, at ledere tegner deres organisation over for omverdenen. Det nye er, at vilkårene har ændret sig. I kraft af sociale medier er alle deres egen platform, og omverdenen forventer tilstedeværelse. Det gælder både privat og professionelt. På eksempelvis LinkedIn kommunikerer ledere i stigende grad med medarbejdere, kunder og samarbejdspartnere fra personlige profiler.

Corporate communication har dermed fået en tydeligere personlig dimension. Organisationens position bæres af mennesker og ikke kun af corporate kanaler som hjemmesider, pressemeddelelser og annoncer.

Position og person følges ad

Mens skellet mellem person og organisation kan være tydeligt for afsenderen, er det ikke nødvendigvis klart for omverdenen. Taler en CEO fx om bæredygtighed og grøn omstilling på vegne af sin organisation, kan vedkommendes personlige handlinger tilsvarende blive en del af fortællingen om organisationen og målestok for i dette tilfælde bæredygtighed og grøn omstilling. 

Et formelt mandat til at repræsentere en organisation gør af samme årsag ikke i sig selv repræsentationen troværdig. Målestokken er, om omverdenen oplever en rimelig sammenhæng mellem budskabet, organisationen og den person, der bærer budskabet. 

Og en formulering om, at et synspunkt er personligt eller skrevet på egne vegne ophæver ikke nødvendigvis forbindelsen til organisationen. Fordi position og person følges ad. 

Tavshed tolkes også

Det samme gælder den modsatte vej. Når en leder undlader at tage ordet i en sag tæt på organisationens område eller værdier, kan tavsheden også blive tolket. Ikke nødvendigvis som neutralitet, men som usikkerhed, afstand eller mangel på stillingtagen.

Organisationens image og omdømme afhænger med andre ord af repræsentanternes troværdighed, og ledelse handler derfor også om at være organisationens ansigt mod omverdenen. 

En opgave som kræver en afklaring af samspillet mellem organisationen og de personer, der repræsenterer organisationen. Hvilke positioner skal lederen kunne indtage? Hvad er råderummet? Og hvordan håndteres de situationer, hvor lederens og organisationens positioner ikke uden videre passer sammen?

Mandat og råderum skal afklares

Opgaven er ikke at minimere det personlige eller forme lederen efter en kommunikationsstrategi. Tværtimod.  Vejen frem er at identificere og udvikle den troværdige fællesmængde mellem organisationen og mennesket bag lederrollen: altså fællesmængden mellem organisationens identitet, værdier og strategiske retning og lederens faglighed, erfaring og personlighed.

Med en afklaring af mandat og råderum tilvejebringes en fælles forståelse af, hvilke positioner man som lederen kan indtage, og hvordan det personlige troværdigt kan spille sammen med organisationens identitet.  

Den personlige dimension ændrer samtidig kommunikationsopgaven. En lederprofil er ikke blot endnu en kanal, som organisationen kan fylde med budskaber. Personens erfaringer, holdninger, adfærd og måde at kommunikere på bliver en del af organisationens samlede udtryk. 

Kommunikationsopgaven bliver derfor mindre et spørgsmål om at styre budskaber og mere et spørgsmål om at rådgive om rolle, mandat og troværdige positioner. 

I hvor høj grad øvelsen lykkes, er en vurdering, som foretages af omverdenen. 

David Erichsen rådgiver om samspillet mellem organisationer, deres repræsentanter og omverden. Han er uddannet journalist, EMCC (Master of corporate communication)  og tidligere kommunikationschef i uddannelsessektoren.

David Erichsen profile image
by David Erichsen

Subscribe to New Posts

Copenhagen Review of Communication er et medie for alle, som arbejder med kommunikation. Vores mission er at gøre os kommunikationsfolk endnu bedre til vores arbejde.

Success! Now Check Your Email

To complete Subscribe, click the confirmation link in your inbox. If it doesn’t arrive within 3 minutes, check your spam folder.

Ok, Thanks

Read More