Temus gris T-shirt er et retargeting loop fra helvede til kunderne fra helvede
Temus grise T-shirt er en meme marketing geni streg. Hvorfor og hvordan? Det er mareridtsagtigt, hjemsøgt og forbandet - men giver perfekt mening, når man tænker på forhandlerens forretningsmodel. For ingen kan benægte, at det fanger øjet og rødvinspatterne in natura.
I weekenden lagde Temu internettet ned, men denne gang var årsagen ikke ubegrænsede kinesiske pengeindsprøjtninger. Det er i stedet forbrugerne selv, der har drevet værket. Temus absurd grimme grise-t-shirt er gået viral, og det fortæller mere om forbrugerne end om Temus evner inden for marketing.
Har Temu lavet en genistreg
Temus grise-t-shirt har lagt internettet ned over weekenden. Man kunne hurtigt tænke, at den kinesiske online-mastodont har bedrevet en sand genistreg, men i virkeligheden er sandheden en anden og langt værre.
Temus primære marketingstrategi er drevet af AI, algoritmer og brugertilpassede annoncer, hvilket betyder, at hvis du stopper op ved en annonce, der ser ekstremt syret ud, så tolker systemet din reaktion til at være "Oh my God - I love it!", selvom du måske direkte væmmes ved synet. Og det er præcis det, der er sket hen over weekenden.
Temu har ikke gjort noget anderledes ved deres annonce for grise-t-shirten end ved alle deres andre annoncer for ubrugeligt plastiktøj. Den eneste forskel er, at denne gang er forbrugeren stoppet op igen og igen, og det fejltolkes af systemet, hvilket betyder, at vi som forbrugere bliver eksponeret endnu mere for t-shirten.
Temu-meme-overload
Reaktionerne på den enorme mængde af grise-t-shirt-annoncer fra Temu resulterede i spandevis af underholdende memes - skabt af forbrugerne.
Og uanset hvor grotesk Temu-foretagendet er, så er det svært ikke at grine af de memes, der er blevet skabt i kølvandet på grise-t-shirten.
Uegnet til genanvendelse
Men hvad er det egentlig, der er sket, som vi hurtigt overser? Under overfladen på det bizarre meme-show, vi har set over weekenden, eksisterer der desværre det faktum, at vi som forbrugere er direkte med til at skabe et endnu større hype omkring Temu og deres produkter, hvilket hverken vi som forbrugere eller planeten har brug for.
Temu er kendt for at skabe produkter, der ikke overholder kriterier for giftig kemi, og som heller ikke holder til mere end en vask i maskinen.
Jette Skov, der arbejder hos Frelsens Hær, fortæller på LinkedIn, at genbrugsbutikkerne nu er begyndt at modtage tøj fra Temu, men at det simpelthen ikke egner sig til genanvendelse, fordi kvaliteten er så dårlig.
Vi har skabt forbrugeren fra helvede
Og hvordan er vi endt der? I en verden, hvor ellers fornuftige mennesker gang på gang fortæller om deres ugentlige shopping på Temu, fordi det simpelthen bare er så billigt. Svaret er, at vi selv har skabt forbrugeren fra helvede - mig selv inklusiv.
For 10 år siden prædikede jeg om "brugerdrevne kampagner", "brugerdrevne websites", "brugerdrevet shopping" - you name it. Netflix viste vejen, og det hele virkede genialt - lige indtil vi stod med curling-forbrugeren i hånden, der blev ved med at råbe "det skal være billigere".
For det er præcis det, forbrugeren har lært gennem det sidste årti: At de styrer showet, de dikterer prisen, og de bestemmer selv, hvor og hvornår de shopper. Med andre ord, forbrugeren er sluppet løs, men har hovedet under armen.
Den gode intention om den brugerdrevne oplevelse har simpelthen taget overhånd, så vi nu står i en situation med en forbruger, der opfører sig som en skrigende unge kl. 17.00 om eftermiddagen i Netto. De vil have meeeere, og det skal være nuuuu!
Dette herlige scenarie udspiller sig i fuldt flor, mens vi ser billeder fra Afrikas kyst med alle vores billige Temu-indkøb flydende i vandkanten og viklet ind i fiskernes net.
Men vi er ligeglade, for Afrika er jo alligevel så langt væk, og nu er der lige en sjov grise-t-shirt fra Temu, som man kan købe helt vildt billigt. Det bliver epic!
Læs mere her
https://www.fastcompany.com/91211575/how-the-temu-pig-shirt-took-over-the-internet-memes