Trumps begær. 5 pointer om demagogen forstået gennem Platons statsteori
Hvad kan vi lære fra et værk der er 2505 år gammelt? Pænt meget. Læs lige med her bare et kort øjeblik. Jeg har udvalgt 5 af Platons pointer der kan give lidt perspektiv på Tyrannen Trump.
Platons værk Staten (Politia/the republic 380 f.Kr.) analyserer demokratisk forfald, demagogi og samfundets værdier. Vi tester den lige kort på Trumps præsidentskab.
Før du får 5 pointer så læs lige med i det jeg har sakset her (fra den online version https://www.sciencetheearth.com/uploads/2/4/6/5/24658156/plato_-_the_republic.pdf
Bog IV s. 423, 425-427
Bog IV s. 423, 425-426
Demokratiets iboende ustabilitet
Platon så demokratiet som ustabilt, da det prioriterer ubegrænset frihed frem for visdom. Han argumenterede for, at demokratiske samfund, drevet af begær snarere end fornuft, bliver sårbare over for demagoger, der udnytter populistisk retorik.
Trumps succes skyldes blandt andet hans appel til frustration med eliten, problemer med immigration og økonomisk utryghed. Hans valg stemmer helt overens med Platons advarsel om, at demokratier styrker ledere, der spejler befolkningens dybeste ønsker, og ikke de højere dyder.
Demagogi og tyranni
Platon frygtede, at demokratiet inviterer til tyranni. En demagog, der udgiver sig for at være folkets beskytter, centraliserer magten ved at skabe splid.
Trumps grove og voldsomme retorik, specielt henvendt mod statens institutioner, minder om Platons tyran, der manipulerer offentligheden og underminerer institutioner. Mens den amerikanske checks-and-balances-ordning (fx retslig kontrol, rigsretssager) forhindrer fuld autokrati foreløbig, afspejler Trumps normbrydende adfærd Platons bekymring om demokratiets skrøbelighed.
Retorik vs. Sandhed
Platob havde mistro til sofisterne, der brugte overtalelse uden hensyn til sandheden. Argumenter løsrevet fra virkeligheden.
Trumps brug af misinformation udkrystalliserer ham som vor tids største sofist. Hans kommunikationsstil, der prioriterer følelsesmæssig appél over faktisk nøjagtighed, stemmer overens med Platons advarsel om, at retorik uden filosofi underminerer styret.
Filosof-kongen vs. begærlig leder
Platons ideelle hersker er en filosof-konge, der leder ved hjælp af fornuft og retfærdighed.
Trump, derimod, er jo en forretningsmand-celebrity, der har sit personlige brand som omdrejningspunkt. Hans lederstil lægger vægt på loyalitet frem for ekspertise og larmende kommunikation frem for dybsindig overvejelse.
Det illustrerer den "begærlige sjæl", Platon anså som uegnet til at herske. Platon beskriver menneskets sjæl som tredelt: den rationelle del, den tapre eller viljestærke del, og den begærlige del. Den "begærlige sjæl" trækker imod basale lyster, materielt begær og umiddelbare tilfredsstillelser.
Statens sjæl
Platon mente, at en stat afspejler dens borgers sjæle.
Den amerikanske kulturs fokus på individualisme, materialisme og stort ståhej (fx reality-tv) skaber grobund for ledere, der prioriterer image og kortsigtede gevinster. Trumps persona – rigdom, berømmelse og udfordring af normer – fører pt. til udviklingen af et uhensigtsmæssigt samfund.
Platon sammenligner sjælens tilstand med politiske systemer. En stat, der domineres af den begærlige sjæl, udvikler sig fra demokrati til tyranni. En tyrann stiger til magten ved at appellere til massernes laveste instinkter. Tyrannen er selv en personificering af den begærlige sjæl i folkedybet.
Det er mest synd for Trump
Selvfølgelig er Platon ikke et sandhedsorakel.
Hans modstand mod demokratiet er blevet beskrevet af Karl Popper som en af de største fejl og Platon selv udnævnt til en fjende af det åbne samfund.
Men det ændrer ikke på den ret præcise analyse vi kan lave for at forstå måder hvorpå tyranni kan vokse ud af demokrati, hvor frihedens overskridelser muliggør demagogi.
At the end of the day, så skal vi dog, som Platon minder os om, egentlig have medlidenhed med tyrannen fordi hans stærke begær efter mere magt og rigdom og berømmelse aldrig kan tilfredsstilles.
Bog IX s. 440
