Trump kan blive væltet af sine egne influencere
Når mediet bliver magten, er det ikke længere politikerne, der styrer fortællingen – men dem, der kontrollerer opmærksomheden. Dem, der var med til at give ham magten, kan meget vel blive dem, der tager den fra ham igen.
Jeg kunne fristes til at sige, at Trump risikerer at falde på eget sværd. Men det er i virkeligheden værre end som så. For det her handler ikke kun om Trump. Det handler om mediemagt.
Podcastværter og influencere i USA er ikke længere bare en alternativ kanal. De er selve mediet - og dermed en afgørende del af magtstrukturen. Ifølge analysevirksomheden eMarketer (okt. 2025) svarede 56 % af ugentlige podcastlyttere, at podcastværter er den type influencer, der betyder mest for dem.
Det er ikke blot et spørgsmål om medievaner, men om hvor tilliden i det amerikanske samfund i stigende grad placerer sig; og dermed hvor den reelle indflydelse over holdninger formes.
Det var ikke tilfældigt, at Trump lykkedes med at aktivere dette lag. Hans kampagne forstod - tidligere end mange andre - at distribution ikke bare er en kanal, men en form for magt.
Ifølge flere indsigter fra kampagnen pressede Barron Trump på for en langt mere offensiv tilstedeværelse i podcast-økosystemet, ikke mindst hos Joe Rogan - et medie Trump selv havde overset. Ikke for at overbevise i klassisk forstand, men for at være til stede dér, hvor opmærksomheden allerede var. For Rogan er - og var også dengang - en direkte linje til millioner af særligt unge mænd fra midtvesten, mange uden for de klassiske mediers rækkevidde, der ikke havde fokus på det at stemme, og have en stemme. En målgruppe, som Demokraterne i langt mindre grad formåede at engagere via de samme platforme, for de fandt dem ikke interessant og heller ikke relevante.
Samtidig fungerede profiler som Tucker Carlson som en bro mellem det etablerede medielandskab og det nye, mere fragmenterede økosystem. Det afgørende er derfor ikke valget af enkeltplatforme, men erkendelsen af, at Trump bevægede sig ind i et sammenhængende medieøkosystem, hvor opmærksomhed ikke blot distribueres, men rent faktisk var et sted hvor det koncentreres og forstærkes - ekkokamre, der på kakofonisk vis kunne agerer megafoner, for alle de (tvivlende) budskaber, som Trump havde, og som de etablerede medier ikke kunne (eller ville) bringe.
Som Marshall McLuhan formulerede det: “The medium is the message.” Trump er ikke blot en politisk aktør i dette system, men en forlængelse af det. Hans måde at kommunikere på - direkte, konfliktorienteret og følelsesdrevet - er ikke et brud med mediet, men dets mest konsekvente udtryk, formet af en logik hvor synlighed og intensitet vægtes højere end konsistens.
Men netop her opstår paradokset. Hvis vi trækker på Niklas Luhmann og hans begreb om autopoiesis, så er medier selvskabende systemer. De reproducerer deres egen logik og forstærker det, der fastholder opmærksomheden; og er der medier der lever af at gøre dette, så er det de influerende Podcast-medier. De er ikke loyale over for sandhed eller politiske projekter, men over for deres egen fortsatte relevans. Resultatet er et mediesystem, der ikke søger stabilitet, men kontinuerlig reproduktion af det, der skaber engagement via kontroversielle udtalelser og ditto konflikt - uanset hvilke konsekvenser det har for de aktører, der midlertidigt drager fordel af det.
Det er her, vi er nu. Kritikken af Trump kommer ikke længere kun fra politiske modstandere, men i stigende grad fra de samme miljøer, der var med til at løfte ham op på talerstolen. Når profiler som Tucker Carlson - der i årevis har været en central stemme i det medieøkosystem, Trump har trukket på - begynder at rette skarp kritik mod hans politiske linje, blandt andet i relation til udenrigspolitiske beslutninger, bliver det synligt, hvordan fortællingen begynder at forskyde sig. Og her kan “sandheds-mediet” Ttruth Social, som Trump selv ejer, ikke stå bolværk mod så stærke stemmer.
Det er ikke et opgør. Det er begyndelsen på noget, ingen længere kontrollerer.
En bevægelse af tvivl, spørgsmål og positionering, der udspiller sig foran millioner af lyttere.
Det afgørende er derfor ikke, at modstanden vokser, men at grundlaget for opbakningen begynder at fragmentere indefra. Og dermed undergrave den fortælling, der tidligere bar ham.
Det rejser et mere grundlæggende spørgsmål om demokratiets tilstand. Hvad sker der, når de mest indflydelsesrige meningsdannere ikke er underlagt redaktionelle standarder, institutionelt ansvar eller nogen form for regulering?
Klassiske medier opererer - trods bias - inden for rammer, der forpligter dem på dokumentation, ansvar og kritik. Public service-medier er yderligere bundet af et samfundsmæssigt mandat og en regulering via fx Pressenævnet, som i Danmark.
Podcastværter og influenter opererer uden for disse demokratiske magt strukturer. De er ikke forpligtet på balance eller konsekvens, men på opmærksomhed. Det vender hele oplysningen-tankegangen på hovedet, og efterlader et demokratisk rum, hvor de mest indflydelsesrige stemmer ikke nødvendigvis er dem med størst ansvar - men dem, der mest effektivt kan fastholde opmærksomheden. Det er altså den, med det stærke argument, og de fleste lyttere, der får ret; ikke dem, der har sandheden om, hvad fakta er.
Trump forstod podcast- og influentmedierne. Måske bedre end nogen anden politiker i sin tid - desværre. For han forstod at (mis) bruge dem, i en grad, så en hel vælger gruppe, stod op af sofaen og gik ned og stemte på ham.
Men forståelse er ikke det samme som kontrol. I det øjeblik man bliver en del af et selvforstærkende mediesystem a la Luhmann og McLuhan, afgiver man også en del af kontrollen til det. Trump har vist, at han kan navigere i konflikt med sine modstandere. Det åbne spørgsmål er, om han i samme grad kan modstå et mediesystem, der ikke længere entydigt arbejder med ham; men i stigende grad omkring og imod ham.
