Utidig intelligens

Af Lars AP, foredragsholder, stifter af Fucking Flink og forfatter bag Polle fra Snave 

Findes der noget bedre end et grineflip? Tryk rewind på dig selv: Hvornår har du sidst oplevet ét? Hvor tårerne løber ned ad kinderne, du knækker sammen og griner så højt og inderligt, at du nærmest ikke kan få vejret. Se det for dig. Hold fast i dét grineflip. Og så vender vi tilbage til det.

Her skal det nemlig handle om utidighed. På rigsdansk er utidig et mærkat, vi sætter på et irriterende barn, en dumsmart kommentar, eller en uvelkommen indblanding. Utidighed er træls. På Sydvestfyn (hvor jeg voksede op) har man et andet syn på sagen. Dér gi'r man skulderklap for at være utidig. Så er man på dumnaiv og blåøjet vis i gang med at blotte sig selv. Hvilket er optur. Når én i rummet er utidig, åbner man nemlig op for noget godt, og det er ikke Haribo, men noget, der bor i os alle. 

Det vender vi også tilbage til. Først et historisk hovedspring.

Utidighed gennem historien

Historien giver mange eksempler på utidighedens styrke. Fra egen urtehave har vi H.C. Andersens Klods Hans, en simpel bondeknægt, der med sin fjollede naivitet løber om hjørner med landets klogeste hoveder og ender med at vinde prinsessens hjerte. Samme kvaliteter ser man i hofnarren, der i gøgler-agtigt outfit som den eneste kunne gøre grin med adelsmændene i kongens inderkreds og ligefrem roaste majestæten. Det var en pligt: Englands dronning Elizabeth 1. siges at have skældt sin hofnar ud for ikke at gøre nok grin med hende.  

Utidighedens urkraft løber som en nervebane gennem kulturhistorien. I bogen Trickster Makes The World gennemgår forfatter og forsker Lewis Hyde skævtskydende sjæle på tværs af tider og kulturer. Trickstere(lurendrejere, drillepinde) finder vi i græsk mytologi (Hermes), blandt de oprindelige, indfødte amerikanske kulturer (Coyote), mens en karakter som Br'er Rabbit i afroamerikansk folklore repræsenterer en måde at navigere i ekstreme sociale begrænsninger ved at finde tossede (og nytænkende) veje gennem tilsyneladende umulige barrierer.

Utidighed, viser det sig, er ikke kun træls. 

Utidighed i erhvervslivet

Selv i det pulserende erhvervsliv har utidighed givet pote. Historien om Post-it-sedlerne kender de fleste. De blev opfundet i 1968 fordi firmaet 3M ved en fejl havde produceret en lim, der klistrede bemærkelsesværdigt dårligt. Medarbejderen Arthur Fry, der i sin fritid sang i kor, fandt ud af, at limen kunne klistre igen og igen på diverse overflader, hvilket fik ham til at bruge limen til at sætte bogmærker fast i sin salmebog. 3M var skeptiske overfor ideen, men i 1980 begyndte de alligevel at producere Post-it-sedler. I dag sælges de i over 100 lande og det globale Post-It & Sticky Notes marked omsætter for 2.5 milliarder dollars årligt.  

Ok gået af et par lapper i en salmebog.

Samme værdi af et fejlskud så medicinalfirmaet Pfizer, da de i 1990erne ville udvikle en pille til at afhjælpe brystsmerter. Der var ét problem: Medicinen virkede ikke ... bortset fra en uforudset bivirkning i underlivet. Pillen blev efterfølgende døbt Viagra, og lægemidlet blev godkendt til anvendelse mod impotens i 1998. I dag omsætter det globale marked for erectile dysfunction medikamenter for over 3 milliarder dollars. Og rejsningen er ikke slut. I 2032 ventes omsætningen at nå dunkende 5 milliarder. 

Tidligt i mit arbejdsliv var jeg selv førstehåndsvidne til Klods Hans-tænkningens kraft, da jeg med min bror skrev manuskripterne til Polle fra Snave. Skriv så utidigt, I kan, sagde ophavsmændene Peter Stenbæk og Henrik Juul fra reklamebureauet. Og så utidigt blev det, at da manuskripterne fik de værst tænkelige prætests hos analysebureauet, skabte det usikkerhed. Selv hos Wibroe, Duckert & Partners, det i de år absolut stærkeste reklamebureau i Danmark. Polle-universet, der udspillede sig i Peter Stenbæks og min brors og min vestfynske hjemegn, var torskedumt.  

Ville det fungere?

Ifølge Ulrik Bülow, daværende direktør for Sonofon, gjorde kampagnen en verden til forskel for både brand og forretning. 

– Vi gik fra at have 100 millioner i underskud til 250 millioner i overskud, siger han i bladet Markedsføring. Men, kan man spørge: Var det nu også en effekt af Polle? 

– Ja, helt sikkert. Det styrkede vores brand voldsomt. På det tidspunkt var vi jo lige så kendt som julemanden. Vi var over det hele, og der var kunder, der fik tatoveret Sonofon-delfiner på deres kroppe,” fortæller Ulrik Bülow videre i interviewet.

Efter at de første reklamer havde kørt i kort tid, bad Sonofon holdet hos Wibroe, Duckert & Partners se på flere muligheder. Og vi gik i sving. I 2002 udvidede vi Polle-reklamerne til en spillefilm, der solgte over 280.000 biografbilletter – flere end Ice Age og Gamle Mænd i Nye Biler, der også havde premiere i februar 2002. Utidigt blev det for alvor 22 år senere: I oktober 2024 blev Polle fra Snave af Dansk Markedsføring kåret som danmarkshistoriens bedste reklame.

Arhhh...?! 

Fair nok, tænker du. Men tre eksempler er ikke tilstrækkelig argumentation for, at utidighed med automatgear sikrer succes. Et vildspor er ofte et vildspor. Og møder du svigermor for første gang, eller præsenterer du regnskabet for direktionen, gør du klogt i at holde enhver form for fjolleri under kontrol. Ikke? Jo, nikker du. For du har fået talt dig selv varm. Og du har jo ret.  

Det dér fjolleri kan vi godt få fejet ud af lokalet. 

Alligevel står jeg her med fingeren oppe og vil tale utidighedens sag. For ligesom Leonard Cohen sang, at there is a crack in everything / that's how the light gets in, er min påstand, at utidighed er et af de bedste midler, hvormed vi skaber sprækker til at starte med.   

Alvorstid

Vi lever i en tid, hvor man ikke kan svinge en kat uden at ramme en krise. Holdt i skak af klima, Putin og Trump (og så er AI ikke engang nævnt), er der rynkede bryn og alvorsfulde miner overalt. 

Med god grund: 

- Forretningsmæssigt har vi brug for at finde nye veje. Europa stod for få årtier siden for 25% af verdensøkonomien. I dag står vi for 16%. Og pilen peger videre nedad.

- Eksistentielt og værdimæssigt har vi behov for at finde os selv igen. Efter et langt parløb med en markedsøkonomi (der til tider har været ved at køre os af sporet), er vi nået frem til det, der føles som en form for endestation. Uden at vi undervejs har fået filosoferet nye modeller frem og lagt skinner ind i fremtiden.  

- På den globale slagmark mærker vi truslens vandstand stige og stige. Vi får brug for at kunne forsvare os. 

Historien knytter sin næve, med andre ord. I sådan en tid vil de fleste sige: Stå ret, stram op, spænd ind. Ingen er så dumme, at de danser ind fra højre og siger: Spil fandango! Bortset fra hofnarren. For murene, der skubber sig ind mod os er massive. Truende. Og der er grund til bekymring. Men som en anden Klods Hans skal vi måske lytte til hofnarren, hvis vi vil skabe sprækker i de mure?  

Utidige odds

I bogen How the Weak Win Wars ser forsker i politisk strategi Ivan Arreguín-Toft på, hvad der sker, når verdens David'er og Goliat'er tørner sammen. Hvem vinder? Goliat, selvfølgelig. Kun i 28,5% af kampene vinder David. Fra skolegården har vi jo lært, at de store og stærke tryner de svage. Men, spørger Arreguín-Toft så i sin afhandling: Hvad sker i kampe mellem en stærk og en svag part, når David abstraherer fra de gængse regler, spiller fandango og kæmper utidigt?

Sandsynligheden for sejr til den svage stiger fra 28,5% til 63,6%. Utidigheden slår altså ikke kun sprækker i vores egen skolegårdslogik. Den slår også fra sig og skaber sprækker i den mur af modstand, vi står overfor. 

Samme argument gælder i vores udfordring med at vende et slunkent europæisk innovationsniveau og forretningsmæssigt komme på banen igen. Skæv bare mod Europas største virksomhed, Novo Nordisk. Med stratosfæriske vækstrater viser organisationen virkelig gode europæiske takter. Handler deres corporate brand-kampagner om seriousness? Eller facing future challenges with rationality? 

Nej. Novo har opfundet et nyt begreb for at fortælle, hvad de tror på: Unordinary. Det hedder det ikke engang (extraordinary eller inordinary ville være mere korrekte ord). Men unordinary drives change siger biomedico-mastodonten, for sådan lyder det, når de bonede gulve byder gøglertænkningen op til dans.    

Skal vi dadjoke os ind i fremtiden?

Kampklar. Nytænkende. Det er to hårdslående argumenter for at tænke kættersk. Men i indledningen fik jeg sagt, at når én i rummet er utidig, åbner man op for noget godt, der bor i os alle. Spørger du mig, har vi her den allerlængste røde løber for utidigheden.

I samfundets udvikling og acceleration – med stigende teknologisering – mærker de fleste af os en snigende fremmedgørelse. Det har den tyske sociolog Hartmut Rosa så fint beskrevet. Og i skyggerne af dén fremmedgørelse er den centrale begrundelse for at være utidig den effekt, huttelitut-adfærd har på dig og mig. Når du vælger at være utidig (det ku' være ved at fortælle en dadjoke; det ku' ligne dig, din gavtyv), lukker du nemlig op for, at vi for et kort sekund blotter os overfor hinanden.  

Marc Hye-Knudsen fra Aarhus Universitets Institut for Virksomhedsledelse har gransket dadjokes og finder de ofte umorsomme (og af den grund morsomme) vitser interessante. Du ved: Kørte Gud spritkørsel? Nej, det gjorde Hans Engell. Den slags.

– Fædre har en særlig måde at lege med deres børn på og også en særlig måde at joke med dem på. Den fysiske leg kan være lidt voldsom, og vi ved, at fædrene på den måde hjælper børnene til at forstå, hvad deres krop kan håndtere. Tilsvarende kan drilleri og platte vitser skubbe til børnenes psykologiske grænser. Fædrene lærer dem, at pinlighed ikke er noget, man dør af. Og måske lærer børnene, at det ikke er så farligt at bryde sociale normer, fortæller Marc Hye-Knudsen i et interview med Vid&Sans.

Dadjokens utidighed hjælper os altså stå fast. Også selvom vi fremstår kiksede, pinlige, ja ligefrem som en nar i forhold til samtidens perfekthedskrav. I en verden af filtre, botox og jeg-kan-da-ikke-gå-udenfor-uden-foundation træner utidigheden os i at være (og være tro mod) os selv. 

Jeg er på nippet til at lyde halleluja-agtig her, jeg ved det. Men jeg mener det s'gu. Smilet er den korteste afstand mellem to mennesker, sagde den danske entertainer Victor Borge. Mit bud er, at utidigheden trumfer Borge. I det utidige øjeblik flasher vi nemlig ikke kun et smil til hinanden, vi står også kiksede, dadjokende-dumme og blotter os for hinanden. Og i en tid, hvor teknologien kommer sivende ind i alle tænkelige sammenhænge, er der meget, der taler for at vi finder arenaer, hvor vi flager vores menneskelighed for hinanden. 

Og så er vi tilbage ved dit grineflip. 

Kan du huske ét, du har haft? Hvor tårerne løb ned ad dine kinder, du knækkede sammen og grinte så højt og inderligt, at du nærmest ikke ku' få vejret? Jeg siger ikke, at det er gennem dine og mine grineflip, at vi finder vores næste eksistentielle værdigrundlag. Men utidigheden bag vores grineflip åbner jo sprækker. Åbenbarer uventede, nye løsninger. Dem får vi brug for. 

 Så er der en intelligens, vi i de kommende år skal styrke, er det vores utidige intelligens. Og er der et spørgsmål, vi skal stille os selv, lyder det:

Don't ask what your country can do for you, ask how you can be utidig for your country.