Ved du, hvad en gave er?
De netværk, som binder os sammen i forskellige former for fællesskaber, er grundstenen i det, vi kalder kultur. Og vi har udviklet en lang række måder at besegle og symbolisere sådanne relationer på. En af dem – som er højaktuel lige nu - er GAVEN.
Gavegivning er omgærdet af en masse uskrevne regler, der kræver, at man kender koderne: Hvornår er det på sin plads at give en gave? Hvor meget skal – eller må - den koste? Hvad er en passende ting at give – og hvad er virkelig kikset? ALT omkring gaven er ladet med betydning. I den forstand er det virkelig tanken, der tæller!
Gavens semiotik
Ifølge den franske antropolog Marcel Mauss, som i 1924 udgav bogen ’Gaven – Gaveudvekslingens form og logik i arkaiske samfund’, er en ting, der bliver givet som gave ikke længere bare en ting. Den er et symbol, der for både giver og modtager skal bekræfte og besegle deres fælles forståelse af relationen mellem dem. Derfor kan man heller ikke bare give hvad som helst til hvem som helst når som helst.
Der er kulturelle normer for, hvilke anledninger, der kalder på en gave (et bryllup, fx) og hvor gaven vil være decideret upassende (fx en begravelse) – ligesom der er ting, som man absolut ikke kan give til én person, men vil være den perfekte gave til en anden. Og det gælder om at kende koderne!
Gaver forpligter
Pas på, hvad du ønsker dig, for gavegivning er en forpligtende udveksling. Hvis du tager imod en gave, så bekræfter du samtidig relationen og skylder dermed giveren en gave til gengæld ”ved næste passende lejlighed”. Det er en af de spilleregler, som ikke kan brydes, hvis relationen skal bevares. Og hvornår det er ”næste passende lejlighed” skal man igen være inde i de kulturelle koder for at vide. Det er der ingen, der fortæller dig.
Ligesom anledningen skal være ’passende’, skal gaven selv også være ’passende’. Først og fremmest skal dens økonomiske værdi nogenlunde matche den gave, du selv har fået: Er den større, er du en blærerøv, som forsøger at overgå og dermed nedgøre sin ’gavemakker’. Er den mindre, er du en fedterøv, der ikke værdsætter relationen tilstrækkeligt.
Men udover den økonomiske værdi og den passende lejlighed er der også en række kulturelle koder for, hvad der er passende gaver. Og dem gør man klogt i at lære sig. I vores kultur er det nok (lidt endnu?) nogenlunde indenfor skiven, at en ægtemand giver sin kone undertøj – men i hvert fald totalt upassende, hvis hendes svoger gør det. Der er masser af eksempler på, hvordan ’the dark side of the gift’, dvs. misforståede og malplacerede gaver kan udløse konflikter. Gavegivning er et minefelt!
Skal du have lige, hvad du ønsker dig?
I forlængelse af Mauss’ forståelse af gavegivning som en ’kulturbærende institution’ er det oplagt, at ændringer i principperne for gavegivning er symptomer på, at samfundet som helhed er i forandring.
Med æstetiseringen af vores hverdag og symboliseringen af vores identitet ved hjælp af brands er det blevet helt i orden at skrive meget udførlige ønskelister, som guider gavegiveren med hård hånd.
Her er formålet med gaven at matche modtagerens ønsker præcist, så gaven føjer sig fuldstændig sømløst ind i modtagerens omhyggeligt komponerede portefølje af produkter og brands.
Den symboløkonomisk dannede forbruger er helt med på, at det er dårlig stil at give gaver, som modtageren ikke har ”bestilt” på forhånd, for produkter og brands skal nøjagtigt afspejle den identitet, man ønsker at signalere til omverdenen.
Det er en gavegivning, som er meget langt fra de ældgamle normer og ritualer for, hvordan man giver gaver, og hvad gaven betyder.
Et andet brud på den arkaiske gavegivning er at give gaver til sig selv – fordi ’man har fortjent det’. ’Selv-gaven’ er et udtryk for, at forbrug i alle mulige afskygninger gennemsyrer livet idag. Det skal signalere til omgivelserne, hvem vi er – men vi har også internaliseret forbrug som et værktøj til at disciplinere os selv i præstationsræsets tjeneste.
Hvad mon du ønsker dig, når du ikke skal have noget?
I den modsatte ende af spektret er der efterhånden også mange, som slet ikke vil have gaver – heller ikke julegaver. Kommercialiseringen har tømt gaven for alle de oprindelige betydninger, der var indlejret i den.
Så den er ikke længere et symbol, der rituelt bekræfter nogle forpligtende relationer mellem mennesker. Den er bare blevet en vare på linje med alle mulige andre varer, og et symbol på forbrugerismen i vores samfund. Og den er der flere og flere, som gerne vil sige nej tak til. Glædeligt jul :)
