Vi har brug for et kritisk AI-samtalerum
Af Associate Professor, Roskilde University Martina Skrubbeltrang
For nylig kunne man læse med store bogstaver, at kun få medarbejdere har fået formel AI-træning på deres arbejdsplads og at dette er utilstrækkeligt. Artiklen, som var bygget op omkring en ny rapport udgivet fra CBS, kørte på tværs af forskellige kanaler med et budskab om utilstrækkelig kompetenceopbygning. Mens det umiddelbart lyder alarmerende og bekymrende, falder budskabet ind i et vedkendt mønster: en slags tech-optimisme, hvor man har en forestilling om, at AI kan bruges enten ”rigtigt” eller ”forkert”. Ved korrekt brug bliver der skabt værdi, mens forkert brug bliver til risiko. Problemet med denne framing er ikke blot den forenkling, men dens grundlæggende misforståelse af, hvad AI er, og hvilke organisatoriske forandringsprocesser teknologien faktisk sætter i gang. Det centrale spørgsmål er derfor ikke, hvordan vi træner medarbejdere i AI som et værktøj, men hvordan vi skaber rum for organisatorisk refleksion over AI som kommunikationspraksis.
AI er ikke AI
I den offentlig debat bruges ”AI” tit som et paraplybegreb, som dækker over vidt forskellige teknologier og anvendelser. Den begrebsmæssige uklarhed genfindes også i forestillingen om, at AI kan læres som en kompetence. Men AI er under konstant udvikling og forandring. AI som teknologi er det største globale samfundseksperiment, vi har set indtil videre og det kan ikke lade sig indkapsle i en kursuspakke. Når organisationer reducerer AI til et spørgsmål om færdigheder, bliver der overset, at der er en mere grundliggende forandringsproces af viden, arbejde og beslutningsprocesser på spil. At ”lære AI” i traditionel forstand er utilstrækkelig. Det, hvad organisationer har brug for, er medarbejdere, som kan orientere sig i et felt præget af usikkerhed. Med andre ord, medarbejder har udviklet evnen til at navigere i et ukendt AI-terræn.
AI tilegnes bottom-up
Forskning i området viser, at brugeres tilegnelse af AI sker bottom-up. Det vil sige, medarbejdere eksperimenterer, afprøver og justerer for at finde relevante anvendelser i deres konkrete arbejdsopgaver. Denne medarbejdere-drevene dynamik udfordrer ideén om, at AI-adoption primært kan styres igennem træningsforløb. AI, særlig generativ AI, dækker sjældent ikke et konkret organisatorisk behov. Tværtimod det er brugeren som selv skal finde ud af hvad behovet er.
Det betyder selvfølgelig ikke, at træning er irrelevant, men at dens rolle skal gentænkes. Mens generelle kompetenceforløb kan opbygge grundlæggende forståelser ift hvad AI kan og ikke kan, hvad dets begrænsninger er og hvad er sensitive data er, kan de ikke tage højde for lokale praksisser og fællesskaber, som AI kommer til at forandre. Derfor er det behov for et kritisk AI-samtalerum, hvor der stilles nogle mere grundlæggende sprøgsmål om etik og ansvar. Oganisationerne bør skabe strukturer, hvor erfaringer med AI kan deles, udfordres og kvalificeres. Her er pointen ikke at opnår færdigheder men at udvikle et fælles sprog, der gør det muligt at forstå og diskutere AI som en integreret del af arbejdet.
AI er ikke uundgåelig
Til sidst er det vigtig at organisationerne også tør stå imod. På trods af de mange forskellige AI-værktøjer og de forskellige måder, de kan anvendes, handler det ikke kun om organisatorisk tilpasning. AI skabes igennem sociale og organisatoriske praksisser og dem har ledere indflydelse på. Hvordan AI implementeres og hvilken rolle den kommer til at spille, er ikke givet på forhånd. Det er et åbent spørgsmål og kraver organisatorisk ansvar. Det er et fælles samfundseksperiment, hvor alle skal finde deres veje og ståsteder. Derfor har brug for et fælles og kritisk AI-samtalerum, hvor vi kan dele erfaringer med AI, fortælle om vores forsøg og sammen udvikle en fælles evne at ikke kun integrere AI men tage stilling til den hastige AI-udvikling.
