Weckruf: SPDs nederlag ligner Demokraternes nederlag til Trump
Som politiske rejsende har vi set den tyske og amerikanske kampagne tæt på, og kunne hurtigt se de samme fejl, som både fældede Biden, Harris og nu Schloz.
Ved forbundsvalget den 23. februar blev koalitionspartnerne SPD, De Grønne og FDP straffet.
Vælgernes prioriteter og SPDs fejlvurdering
AFD’s store succes skyldes især, at SPD havde svage spidskandidater, økonomiske lommesmerter hos almindelige mennesker og en svag erkendelse af befolkningens frustrationer i forhold til indvandring og tryghed trak i samme retning.
Dette kombineret med særlige tyske forhold som øst/vest-skellet, industripolitik, den fortsattes digitale satsning på faxen og regeringsformen gjorde, at SPD og de andre tyske magthavere blev straffet ekstra hårdt.
SPD’s valgnederlag ligner dermed til forveksling Demokraternes udfordringer i USA – en kombination af fejlvurderede vælgerprioriteter, svag kommunikation og manglende erkendelse af et politisk landskab i forandring.
SPD troede længe, at Putin krigen forhindrede vælgerne i at se SPDs succeser. Men vælgernes kritik var dybere. Der var især en klar uoverensstemmelse mellem SPD’s løfter fra 2021 og den faktiske gennemførelse, især når det gælder centrale socialpolitiske spørgsmål som blandt andet betalige boliger, arbejdspladser og integration af flygtninge. Hertil kommer, at vælgerne ikke kunne forstå regeringens prioriteringer i kriseårene fra 2022 til nu.
Skuffelsen blandt mange vælgere, især fra lavindkomstgrupper og med lavere uddannelse, som i 2021 stemte på SPD blev derfor var meget tydelig og var fra tidligt i valgkampen en tendens, som aldrig forsvandt. Vælgere resignerede eller søgte mod partier, der i det mindste giver indtryk af at tage deres bekymringer alvorligt – selv hvis løsningerne er tvivlsomme.
Selvom vælgernes reaktioner var tydelige, så forsømt den tyske socialdemokrati at føre en kampagne som reflekterede på vælgernes skuffelser og internt turde man ikke tage en debat om, hvilken rolle SPD selv spiller i AfD’s fremgang. I stedet blev der talt om farerne ved højrepopulismen, uden at man reflekterer over sin egen andel i politikernes tillidskrise.
Det svækkede SPD’s troværdighed. Endnu mere bemærkelsesværdigt var det, at SPD overså, hvor meget udlændingepolitik fyldte hos vælgerne.
De samme fejl begik Demokraterne i USA. I lang tid nægtede de at acceptere, at inflationen og økonomisk pres i husholdningerne var det vigtigste tema for mange amerikanere. Og eftersom SPD gentog den samme strategi – led de også samme skæbne. De gik massivt tilbage og partierne, der håndterede de emner, vælgere efterspurgte, gik frem, især AFD, Die Linke og til dels CDU/CSU.
En nation i dyb politisk splittelse
For tyske vælgere generelt var de tre vigtigste emner; intern sikkerhed, social sikkerhed og indvandring. For AFD-vælgernes var top 3; indvandring, intern sikkerhed og økonomi.
Kilde: https://www.tagesschau.de/wahl/archiv/2025-02-23-BT-DE/umfrage-wahlentscheidend.shtml
En spidskandidat uden gennemslagskraft
SPD’s valgkamp blev heller ikke hjulpet af deres spidskandidat. Vælgerne var fra starten skeptiske over for Olaf Scholz, og han formåede aldrig at fremstå som en samlende leder. Hans kommunikationsevner var svage, og han kunne hverken mobilisere partiets egen base eller overbevise tvivlerne. De unge søgte også mod ydrefløjene.
Scholz vs. Pistorius: Kandidatvalgets afgørende betydning
Her begik SPD en åbenlys strategisk fejl. Partiets forsvarsminister, Boris Pistorius, var respekteret på tværs af partierne og kunne have været et stærkere kort. Hans lederevner og brede anerkendelse kunne måske have sikret SPD et bedre valgresultat. Men ligesom Demokraterne i USA længe nægtede at forholde sig til, om Joe Biden var den rigtige kandidat, ignorerede SPD den voksende skepsis mod deres egen spidskandidat. SPD havde faktisk en stærk kandidat, men gik med Scholz.
Kilde: https://www.tagesschau.de/wahl/archiv/2025-02-23-BT-DE/umfrage-kandidaten.shtml
Polariseringen blev overset
Valget viste endnu en parallel til USA: en nation i dyb politisk splittelse. SPD overså – eller ignorerede – hvor meget Tyskland var blevet polariseret i de sidste tre år. Krisebevidstheden er vokset – og ikke faldet igen – siden 2020. Og en lang række emner skiller, især indvandring, klimabeskyttelse og velfærdsstat er splittelsen vokset parallelt med de økonomiske og geopolitiske kriser har præget dagsordenen.
SPD burde have set denne udvikling for længst – men i stedet førte de en valgkamp, der var ude af takt med tidsånden. Måske desværre fordi de først for sent erkendte hvor store problemerne var. Da vi havde møde med nogle af rådgiverne i inderkredsen var det naturligvis også vores tema, men det stod klart, at de ikke vil erkende disse udfordringer, og alene satsede på privatøkonomi med pension, minimumsløn og priser. Javel et vigtigemne, men ikke nok til at imødekomme de brede og utrygge befolkningsgrupper. Især i øst.
Andelen af tyskere der mener at udviklingen giver anledning til optimisme har klart fundet et lavere leje efter 2020.
Kilde: https://www.tagesschau.de/wahl/archiv/2025-02-23-BT-DE/umfrage-lebensverhaeltnisse.shtml
48 pct. af vælgerne er bekymrede for deres levestandard. Blandt AFD-vælgere er det 74 pct.
Kilde: https://www.tagesschau.de/wahl/archiv/2025-02-23-BT-DE/umfrage-lebensverhaeltnisse.shtml
AFD’s vækst – fra østtysk til landsdækkende protest
AFD’s fremgang var endnu et signal, som SPD undlod at tage alvorligt. Tidligere blev partiet primært betragtet som et fænomen i det østlige Tyskland, hvor vælgerne oplevede, at demokratiet første til arbejdsløshed, sociale problemer og de “gamle” partier ikke forstod problemerne i Østtyskland endsige forsøge at hjælpe. I de senere år har man endda kunne se, at i takt med stigende frustration over regeringens krisehåndtering og indvandrings problemer, har AFD fået fodfæste i vestlige delstater.
Mange vælgere ser AFD som som en mulighed for at protestere mod de etablerede partier også selvom AFD har politikere med sympati Putin og for den uhyggelige periode i tysk politik. Det burde have været en advarsel for SPD, men det var CDU/CSU som forstod denne udvikling alt imens SPD holdt sig afventende. Af kortet fremgår det, hvor AFD gik frem. Det var ikke kun i gamle øst-stater.
En advarsel til de tyske partier
SPD’s nederlag er ikke en isoleret begivenhed, men en del af et større mønster: Traditionelle centrum-venstre-partier i Tyskland kæmper med at forstå de ændrede vælgerdynamikker. Hvis de ikke ændrer kurs, vil de fortsætte med at miste opbakning.
Valget i Tyskland viser tydeligt, at vælgerne ikke længere blot stemmer af vane – de søger partier, der tager deres bekymringer alvorligt. Hvis SPD og lignende partier ikke lærer af dette valg, vil deres nedtur fortsætte, og de store koalitioner over midten der holder AFD ude vil blive mindre og mindre.
Det er ikke holdbart på lang sigt, at så store befolkningsgrupper som AFD repræsenterer har bekymringer og frustrationer, som ikke tages med i betragtning mellem valgene.
Der er flere muligheder for at udvikle tysk politik. Det kan fra et dansk perspektiv synes helt oplagt at partier som SPD skal tage befolkningens frustrationer til sig og formulere politik på det – også når det gælder indvandring og intern sikkerhed.
En anden vej kan være, at de tyske partier gentænker idéen om, at alle valg nødvendigvis skal resultere i flertalsregeringer. I Tyskland skal en regering have et flertal bagside før de dannes - positiv parlamentarisme - men dette krav burde kunne med løses med et forståelsespapir. ”Flertals-kravet” tvinger nemlig partier til at gå på kompromis med store dele af deres politiske ambitioner for at sikre regeringens overlevelse.
Når det kombineres med ”brandmuren” for at holde AFD ude er tysk politik helt låst, og der er meget få muligheder for koalitioner og politik tilbage. En alternativ løsning kunne måske være at lade det vindende parti, CDU, danne en mindretalsregering og – som i Danmark – søge flertal fra sag til sag eller indgå faste støttepartiaftaler.
Partierne er i hvert fald nød til at justere deres linje, hvis den tradtionelle ro om Tysk skal genopfinde. SPD tabte over en bred kam. Men de afleverede især til især de konservative, AFD og Die Linke.
Kilde: FT
Læs mere
Seán Clarke
