Alfonseri og hårrejsende ringe håndtering hos Lindhardt & Ringhof
Lindhardt & Ringhof står under anklage for som en anden alfons at bruge unge kvinder som frynsegode for forlagets mandlige forfattere. Først reagerede forlaget på kritikken med aggressiv victim blaming, men trak siden i land. Med den hårrejsende ringe håndtering selvudløste Lindhardt & Ringhof en klassisk dobbeltkrise.
Metoo-bølgen har ramt forlagsbranchen og sikke en styrtsø.
En artikel hos Frihedsbrevet tegner et billede, hvor forlaget Lindhardt & Ringhof bedriver en art alfonseri: Som en del af den såkaldte forfatterpleje stilles unge kvindelige ansatte til rådighed for mandlige forfattere.
Hovedkilderne til historien er Mathilde Friese, der er tidligere ansat, og en af de unge kvinder, og Hassan Preisler, der er tidligere hest i forlagets stald, og en af de mandlige forfattere.
Som altid i offentlige skandaler har historien flere dimensioner. Vigtigst her er substansen og håndteringen.
Vi begynder med substansen.
Unge kvinder som forfatterpleje
Lindhardt & Ringhofs metoo-sag adskiller sig fra flertallet af den slags sager ved, at den bliver udfoldet af vidnesbyrd fra både et offer for, og en angrende modtager af, forlagets “forfatterpleje”.
For at forstå, hvad det er, forlaget bliver anklaget for, så begynder vi med den angrende modtager.
I Frihedsbrevets artikel fortæller forfatteren Hassan Preisler, hvordan han i sin tid som forfatter hos forlaget oplevede, at der blev stillet unge kvindelige ansatte til rådighed for ham.
Det kunne være som assistent til arrangementer eller som borddame til middage. Hassan Preisler siger, at han ved flere lejligheder tog imod tilbuddet, og også kunne vælge hvem den kvindelige medarbejder skulle være.
Hassan Preisler mener, at selskabet fra de unge kvinder var en del af pakken som forfatter hos Lindhardt og Ringhof. Altså den såkaldte forfatterpleje der også omfattede gratis bøger og middage.
“Men hvad fanden skal man i virkeligheden kalde det her? Jeg tænker for mig selv, at det ligner en form for alfonseri, når jeg ser tilbage på det,” siger Hassan Preisler til Frihedsbrevet.

Onani og højtlæsning
Mathilde Friese var som nævnt en af disse unge kvinder. Hendes vidnesbyrd til Frihedsbrevet fra hendes tid på forlaget rummer en række episoder, men den centrale er denne:
Da Mathilde Friese var ansat på Lindhardt & Ringhof, oplevede hun at blive sendt af forlaget på en sommerhustur med en kendt, ældre tv-vært, der skulle bruge opholdet på at påbegynde en selvbiografi.
Det var kun Mathilde Friese, der på det tidspunkt var 27 år, og så tv-værten, der drog af sted i en bil lastet med mad og vin på forlagets regning.
Ifølge Mathilde Friese havde direktøren for Lindhardt & Ringhof, Lars Boesgaard, nogle dage før sagt til hende om turen:
”Jeg er lidt i tvivl, om jeg er ved at sende dig ned i en ubåd”.
Udsagnet var ifølge Mathilde Friese en henvisning til drabet på Kim Wall, der var sket kort tid forinden.
Ved ankomsten til sommerhuset kyssede tv-værten Mathilde Friese, og efter en sen aften med vin gik de i seng i hver deres seng.
Mathilde Friese vågner dog igen, ved at forfatteren er i hendes værelse, hvor han læser op af sin bog, mens han onanerer.
Om summen af oplevelser siger hun til Frihedsbrevet:
“Jeg kan blive rasende over, at det var voksne mennesker, mine overordnede på forlaget, der nærmest bare sendte mig ud i det her. De opfordrede mig til at gå længere endnu. Det er ulækkert, og det er uansvarligt. Det er at misbruge en ung kvinde.”

Usædvanligt aggressivt modangreb
Således historiens substans. Lindhardt & Ringhoff står kort sagt anklaget for at misbruge unge, ofte løstansatte kvinder som frynsegode for mandlige forfattere.
Det kalder på en reaktion, og denne reaktion er et forunderligt skue. Forlagets umiddelbare håndtering af kritikken er todelt.
I forbindelse med Frihedsbrevets forelæggelse af kritikken, reagerer Lindhardt & Ringhof først med et i denne type sager usædvanligt aggressivt modangreb.
Forlaget skriver blandt andet i deres svar til Frihedsbrevet:“Tværtimod har en lang række ansatte på forlaget opfattelsen af, at nogle af de eneste, som ikke forstod grænserne og kunne finde ud af at opføre sig ordentligt i en uformel kultur, var de to hovedkilder i historien. Hvilket flere ansatte i øvrigt sagde til dem dengang.”
Ikke bare afviser forlaget, at der overhovedet er noget at komme efter. De beklikker såmænd også Mathilde Frieses og Hassan Preislers troværdighed OG angriber Frihedsbrevet.
Ikke bare afviser forlaget, at der overhovedet er noget at komme efter. De beklikker såmænd også Mathilde Frieses og Hassan Preislers troværdighed OG angriber Frihedsbrevet.
Modangrebets anden bølge består i et debatindlæg i Berlingske fra 17 af forlagets profilerede forfattere. I indlægget afviser forfatterne ligeledes Friese og Preislers beskrivelse af kulturen hos Lindhardt & Ringhof. Indlægget beskæftiger sig dog ikke med Mathilde Frieses oplevelse.
Med debatindlægget sker der samtidig en fokusforskydning fra de to hovedkilders vidnesbyrd om egne oplevelser, så fokus i stedet bliver, om der er tale om en generel kultur på forlaget.
I et bemærkelsesværdigt interview med Radio IIII, uddyber en af de underskrivende forfattere, Merete Pryds Helle, at hun og de 16 andre ikke betvivler Mathilde Frieses vidnesbyrd, men kun Hassan Preislers. Pryds Helle indrømmer dog også i interviewet, at hun ikke har læst Frihedsbrevets artikel.
Hårrejsende ringe håndtering
Lindhardt & Ringhofs umiddelbare strategi er altså at miskreditere de to hovedkilder og deres vidnesbyrd. I Mathilde Frieses tilfælde ydermere med en omgang victim blaming.
Det sidste er i sig selv problematisk. Forlaget benægter nemlig ikke at Mathildes Frieses oplevelser har fundet sted. De skriver bare, at hun selv har været ude om dem.
Det er dog ikke bare en påfaldende respons. Det er også en yderst risikabel strategi. Hvis man på den måde forsøger aggressivt at pande en kritik ned, så skal man jo være ualmindelig sikker på, at der ikke kan graves mere frem.
Lindhardt & Ringhof har med deres aggressive modangreb og senere rygsvømning egenhændigt udløst en klassisk dobbeltkrise: Først var der sagens alvorlige substans, og snart derefter fulgte en hårrejsende ringe håndtering.
For skulle det være tilfældet, så fremstår forlaget jo ikke blot usympatiske, men tillige temmeligt utroværdige og tåbelige.
Det er derfor nærliggende at mene, at Lindhardt & Ringhof lige skulle have sovet på det, før de gav den gas med angreb på Friese og Preisler.
Den erkendelse er forlaget tilsyneladende også siden selv kommet frem til.
Tirsdag i denne uge lød der nemlig helt nye toner fra føromtalte direktør Lars Boesgaard. Nu vil Lindhardt & Ringhof pludselig iværksætte en undersøgelse med ekstern hjælp, og i den forbindelse række ud til Mathilde Friese. Samtidig vil forlaget fremrykke deres interne trivselsmåling.
Kort sagt er den seneste melding omtrent den respons, forlaget skulle være kommet med i første omgang.
Det er bare for sent nu. Lindhardt & Ringhof har med deres aggressive modangreb og senere rygsvømning egenhændigt udløst en klassisk dobbeltkrise: Først var der sagens alvorlige substans, og snart derefter fulgte en hårrejsende ringe håndtering.
Vi får på den baggrund at se, om administrerende direktør Lars Boesgaard og pressechef Søren Anker Madsen snart er jobsøgende.