Årets ord 2024: Demure og The Big Enshittification
Der er spredning i online-ordbøgernes kåringer af årets ord. Det bedagede demure har fået nyt TikTok-liv, mens The Big Enshittification til gengæld blot har få på bagen.
Året rinder ud, og det betyder traditionen tro, at online-ordbøgerne kårer årets ord.
Nogle ordbøger er stadig midt i kåringsprocessen, mens bl.a. Dictionary.com og Macquarie Dictionary allerede er klar med deres bud.
Det er to ganske forskellige ord, der på hver deres måde indfanger tiden. Det ene hørte indtil slutningen af august i år til afdelingen for bedagede og stort set glemte udtryk, og skylder et viralt opslag på TikTok sin pludselige renæssance.
Det andet er et begreb opfundet af forfatteren og tech-kritikeren Cory Doctorow i 2022, og kan blandt andet bruges til at beskrive udviklingen på Twitter/X under Elon Musks ejerskab.
Årets ord ifølge de to ordbøger er:
Er du også ærbar i din fremtoning, når du tager på arbejde?
Dictionary.com har ordet demure som årets ord 2024.
Demure udtales de-myyre, og kan på dansk oversættes til “ærbar” eller “dydig”.
Brugen af ordet eksploderede efter et opslag fra den på det tidspunkt ukendte TikTok’er Jools Lebron, hvor hun beskrev sit valg af makeup på arbejdet som “Very demure. Very mindfull”.
Snart var alskens celebrities og brands pludselig demure. Ja, selv Det Hvide Hus hoppede med på trenden.
“Selvom udtrykket ærbar er traditionelt blevet brugt til at beskrive dem, der er reserverede, stille eller beskedne, har en ny brug spredt sig gennem sociale medier - en der bruges til at beskrive raffineret og sofistikeret udseende eller adfærd i forskellige sammenhænge, såsom på arbejde eller på en fly,” skriver ordbogen om ordet, og den aktuelle brug af det.
“Onlineordbogen sagde ordet "dominerede den kulturelle tidsånd", og tilskriver fremkomsten til Lebrons videoer, der beskriver, hvordan man bør agere i professionelle, rejser og sociale sammenhænge,” som Axios udlægger begrundelsen.
Ifølge Dictionary.com betød det en stigning på 1200 pct. i brugen af ordet på digitale medier, i kølvandet på Lebrons opslag i slutningen af august. Også søgninger på ordet på Dictionary.com stak af.
I Dictionary.coms kåring var boblerne ordene: brainrot, brat, extreme weather, Midwest nice og weird.
Ordet ‘brat’, som Dictionary.com altså har blandt sine boblere, er i øvrigt kåret til årets ord af en tredje ordbog. Det skyldes også en TikTok-trend: den såkaldte Brat Summer.
Den store lortificering
Macquarie Dictionary har ordet enshittification som årets ord.
På dansk kan ordet bedst oversættes til tillortning, belortning eller lortificering. Vi går med lortificering.
Ordbogen definerer enshittification som:
"Den gradvise forringelse af en service eller et produkt forårsaget af en reduktion i kvaliteten af den leverede service, især af en online platform, og som en konsekvens af søgen efter profit."
Ordet blev introduceret af forfatteren og tech-kritikeren Cory Doctorow i 2022, men ifølge ordbogen altså for alvor slået igennem her i 2024.
“We’re all living through the enshittocene, a great enshittening, in which the services that matter to us, that we rely on, are turning into giant piles of shit,” som Cory Doctorow udtrykte det tidligere i år.
Denne lortocæne æra, den store lortificering, handler som nævnt i høj grad om vores oplevelse med sociale medier.
The Guardian beskriver belortningen af sociale medier således:
“Tænk på Twitter, et engang nyttigt og ofte sjovt mikroblogging-websted, der blev twisted af en tech bro til X, en post-sandhedssump.
Eller Facebook, hvor du nu er mere tilbøjelig til at blive præsenteret for hæklede, røvløse chaps fra Shein end et humble brag fra en kær ven.
Eller Instagram, hvor søde hundevideoer engang herskede. Nu serverer endnu en uudgrundelig algoritme en diæt af tradwives, fitness-bros og uwu-piger.”
Boblerne til årets ord hos Macquarie Dictionary er i øvrigt “right to disconnect” og “rawdogging”.