Der gik en dobbeltgænger gennem Amerika

Den semiotiske firkant er en model, som systematiserer og udbygger den strukturalistiske antagelse, at mening opstår gennem forskelle: Dvs. A giver mening ved at stå i modsætning til B.

Semiotikeren A.J. Greimas tilførte denne statiske visdom noget dynamik, da han blev opmærksom på, at det ikke kun er de binære modsætningspar, der skaber mening. Deres negation (Non - A og Non - B) er også betydningsskabende og gør det muligt at komme fra A til B.  

Dermed blev firkanten en tænkehat. 

Skidt og kanel

Retorikken i den amerikanske valgkamp roterede omkring et modsætningspar, hvor Demokraterne repræsenterede en ufolkelig ’Elite’, som trumpisterne vil have sparket ud af Det Hvide Hus – og det som en ikke helt velfungerende Biden kom til at sige for åben mikrofon til Trumps støtter: ’Garbage’. 

Så det er her, vi er:

Ifølge den traditionelle opfattelse har man præsidentpotentiale, når man tilhører Eliten, mens man som Garbage er dømt til et evigt liv lang væk fra magtens cirkler.

Hvis vi smider lidt Bourdieu ind i karakteristikken, så er Eliten i besiddelse af anerkendt Kulturel Kapital, dvs. intellektuel kapacitet og klassisk dannelse, som både kan være arvet og hårdt tilkæmpet. Man kan dog også købe sig til Elite-status, hvis man har Økonomisk Kapital til det - men her er der ingen garanti for, at personen også er i besiddelse af den Kulturelle Kapital. 

Der kan altså sagtens være nogle rige mennesker i eliten, der slæber noget ’garbage’ med sig ind. Det er netop den elite/garbage dobbelthed, Trump personificerer, og i virkeligheden dna-et i den mobilitet, der gjorde ham til USA's 47. præsident. 

Den semiotiske firkant viser hvordan: 

Læsevejledning:

Trump tilhører Eliten i kraft af sin økonomiske kapital – Harris i kraft af sin kulturelle kapital. (1) 

Trump har ingen kulturel kapital, som han skal værne om og kan uden problemer gøre sin valgkamp til et karnevalistisk cirkus, der negerer Elitens kultur. (4) 

Den negation (4) er et springbræt til at indtage Garbage-positionen – hvilket han gør helt bogstaveligt som ”skraldemand”. (2) 

Da Trump meget tydeligt kun er klædt ud som skraldemand, kan han nemt negere Garbage-positionen igen (3) og flyve hjem til Elite-positionen i skraldebilen med alle sine støtter. (1)

Mens Trump leger med Elite-Garbage modsætningen (1-2), så tager Kamala Harris den dybt alvorligt. Hun er jurist af den pæne og ordentlige slags – netop sådan én, der renser samfundet for alt muligt ’garbage’. I modsætning til den fuldstændig éntydige Harris er Trump en dobbeltgænger med et ben i hver lejr. Hans Økonomiske Kapital køber ham en plads i Eliten. Men den kulturelle kapital, som han excellerer i, hører ikke hjemme på Eliteholdet – til gengæld sælger den billetter hos Team Garbage.

Trump er ikke berøringsangst, så han giver den gas som dobbeltgænger. Bidens fatale Garbage-fadæse, giver Trump en enestående mulighed for at levendegøre myten om ham selv: Han optræder udklædt i et mix af orange arbejdstøj og skræddersyet mørkeblå rigmandshabit.

Fintfølende gemytter finder måske stuntet en kende usmageligt, men det spillede max i en amerikansk kontekst, hvor alle - inkl. Garbage-folket selv regner med at blive superrige lige om lidt. Det står nærmest i forfatningen. Og Musk-lotteriet, som udloddede en million hver uge til en heldig Trump-støtte, fyrede godt op under mytologien. Så milliardærer er både good guys og skidesjove. 

Som rigmands-skraldemand lover Trump at køre Garbage-segmentet til en bedre verden i sin kridhvide Trump-skraldebil. Eventen stinker af tonsetung metaforik, men det er god stil herude på karnevalismens overdrev: Hellere for meget end for lidt. Den kulturelle elite synes, at sådan noget er frygtelig plat og dumt, men dem, der ikke er tynget af (fin)Kulturel Kapital synes bare, at det er superfedt. Og det er skæg og ballade med Trump hele tiden - når han sælger bibler og guldsneakers, får taget mug shot eller er en gammel danseløve, der kun kan bevæge armene.

I modsætning til Michelle Obama, dronningen af demokratisk Kulturel Kapital, har Trump ingen nedre grænse. Han er fløjtende ligeglad med, om hele den kulturelle klasse er ved at kaste op – Trump griner hele vejen hen i banken og ind i Det Hvide Hus.

Kultur og klasse

Den amerikanske middel-, arbejder- og Garbage-klasse har tilsyneladende ingen betænkeligheder i forhold til at lade sig repræsentere af en milliardær, som lever et liv langt fra deres eget. De har det meget mere stramt med de intellektuelle, finkulturelle typer, som vil dem det godt, men taler et helt andet sprog. Kulturel Kapital opleves slet ikke som inden for rækkevidde - det er ikke noget, du kan vinde i lotto. Og respekten for den kulturelle klasse er dalet voldsomt siden Obama-parret var i vælten. 

En kamp mellem finkultur og folkelig kultur

Bevidst eller ubevidst lykkedes det for Trump og hans kampagnestab at gøre præsidentvalget til en kamp mellem finkultur og folkelig kultur i stedet for en klassekamp. De store udfordringer, som det amerikanske samfund og resten af verden står i, fejes af banen som bagateller, Trump kan løse i et snuptag. Og så bliver der ellers festet igennem på karnevalistisk vis med alt for meget af det hele, sådan som det hører sig til.  

Mens Trump drøner rundt i hele den semiotiske firkant og har det skægt, så bevæger Harris sig ikke ud af flækken. Hun blev stående bomstille på sin ”Elitære” position med al sin kulturelle kapital og indtrængende appeller til fornuft og hæderlighed. Michelle Obama coinede i sin tid demokraternes strategi overfor trumpisterne med sit berømte: ”When they go low – we go high” – det motto overskred vist sidste salgsdag den 5.11.2024, og det er en intellektuel fallit, hvis demokraterne ikke erkender, at nu må de ud af deres comfortzone og tage livtag med amerikanerne.

Hold jer for næsen, find ud af, hvor folk er henne og skab et nyt modsætningspar og en ny semiotisk firkant, der ikke forudsætter, at de er platte og dumme! 

Dummepeter-karnevalismen udvikler ikke samfund. Når festen er forbi er de fattige stadig fattige og de rige endnu rigere.