Klimakommunikationen skal være mindre Hans Engell og mere Bruce Lee

Hans Engells vrede reaktion på et forslag om personlige CO2-kvoter er et godt billedet på, hvorfor vi risikerer at være klima-f*cked. I stedet er det på høje tid, at vi tager ved lære af kung fu-legenden Bruce Lee.

Fnysende foragt. Sådan kan Hans Engells reaktion i News & Co. på TV2 News tirsdag aften bedst beskrives.

Nyheden, Engell reagerede så vredt på, handlede om to forskere, der i Jyllands-Posten slog til lyd for personlige CO2-kvoter.

Konkret foreslår professorerne Sebastian Mernild og Eigil Kaas en personlig årlig kvote på seks ton CO2 pr. dansker.

Og det syntes Hans Engell altså var et meget, meget dumt forslag, lod han umiskendeligt forstå.

For at forstå, hvorfor Engells kraftige reaktion er væsentlig at tale om, skal vi et øjeblik dvæle ved et citat fra kung fu-legenden Bruce Lee.

Citatet stammer fra klassikeren Enter the Dragon, og lyder:

“It's like a finger pointing away to the moon. Don't concentrate on the finger or you will miss all that heavenly glory.”

I nyheden om de to forskeres forslag er de personlige CO2-kvoter blot den pegende finger, mens de akut og pinedød nødvendige reduktioner af vores personlige drivhusgasudledninger er månen.

Den himmelske skønhed.

Konstant overtræk på klimakontoen

Hans Engell kom i News & Co. desværre ikke længere end at stirre vredt på den pegende finger, som han skældte huden fuld.

Ude af syne er den egentlige pointe: At vores allesammens personlige adfærd og livsstil er en markant og uholdbar del af det problem, som verdens statsledere i disse dage er samlet til COP29 i Baku for at drøfte, alt imens CO2-udledningerne estimeres til at slå rekord i 2024, og de stadig leder efter omkomne efter syndfloden på Valencia-egnen.

Den pointe som forskerne peger på med deres forslag er, at en gennemsnitlig dansker udleder 13 ton CO2 om året. Det er alt for meget.Vi skal ifølge FN ned på tre ton årligt pr. borger på kloden, hvis vi skal nå Parisaftalens mål om en maksimal global temperaturstigning på 1,5 grader.

Hver dansker udleder altså 10 ton CO2 for meget hvert år.

Vi er vant til at tænke i husstandens og privatøkonomiens økonomiske råderum. Men vi har stadig intet begreb om vores “klimaråderum”. Og sandheden er jo, at at det store flertal af os kører med massive overtræk på klimakontoen.

Vi er stadig ikke kommet længere, end at hvis der står kroner på kontoen, så kan vi trygt forbruge.

Udskamning og massepsykose!

Hvis vores individuelle klimaråderum skal i balance, så kræver det, at vi lægger vores liv om, og det er vi til trods for situationens indiskutable alvor mildest talt ikke begejstrede for at blive konfronteret med.

Vi reagerer som Hans Engell ved at blive vrede på den finger, der peger på nødvendigheden af personlige reduktioner. Som peger i retning af den himmelske skønhed, der er de forjættede 1,5 maksimale grader.

Når flyrejser bliver problematiseret som en væsentlig del af vores personlige overtræk, så råber vi: UDSKAMNING! Og at “udskamme” er åbenbart en større brøde end at bidrage til ukontrollable globale temperaturstigninger.

Vreden over en pegende finger på vores flyvevaner blegner dog i sammenligning med en pegende finger på vores kødspiseri, som nedenstående Facebook-reaktion illustrerer: “Massepsykose!”.

Sweet summer childs

Den gængse forestilling er tilsyneladende, at vi ikke skal ændre noget, og at det er decideret frækt og upassende at hævde andet.

Bevares, måske skal vi affaldssortere lidt, men ellers kan vi læne os tilbage og vente på at politikerne fikser problemet for os. Oh, what sweet summer childs we are.

Det er en naiv forestilling, der selvfølgelig får medløb af statsministerielle meldinger som, at vores dyrebare spaghetti kødsovs ikke skal være dyrere. Men det skal den jo. Kødsovsen skal være meget dyrere.

Sandheden er nemlig, at der er en grænse for hvor stor en del af problemet politikerne kan løse, uden at det påvirker vores dagligdag, som den så ud i den klimatiske overtræksæra, vi skal lægge bag os.

Når statsministeren forsøger at skabe ro om kødsovsen, og når klimaministeren advarer mod udfasning af benzin- og dieselbiler i København, så skyldes det at politikerne er bange for vores vrede. Klimaministeren advarer direkte mod social uro i forhold til udfasningen af fossile køretøjer i Hovedstaden.

Så jo, vi skal skam nok blive vrede, når konsekvenserne af vores bøffer og charterrejser for alvor melder sig med stadig større hyppighed og intensitet. De er således også rigtigt vrede på Valencia-egnen netop nu, hvor de kræver den lokale leder, Carlos Mazons, afgang.

Problemet med denne bekymring er bare, at vi også kommer til at blive vrede over oversvømmelserne. Over 100 års-hændelser, der pludselig rammer hvert andet eller hvert tredje år. Over husene der ikke længere kan forsikres. Over kloaksystemer der må opgive ævred. 

Vi står på tærsklen til en fremtid, hvor der er meget at blive vred over, hvis ikke vi handler nu.

I den barokke ende, og i parentes bemærket, var der i forbindelse med 100 års-hændelsen og de voldsomme oversvømmelser for et år siden en oversvømmet bilforhandler fra Køge, der på TV skældte ud på kommunen over, at den ikke havde gjort nok for at dæmme op for konsekvenserne af klimaforandringerne.

Det svarer jo lidt til en tobaksforhandler, der skælder ud på Sundhedsstyrelsen over ikke at gøre nok for at forebygge kræft.

Så jo, vi skal skam nok blive vrede, når konsekvenserne af vores bøffer og charterrejser for alvor melder sig med stadig større hyppighed og intensitet. De er således også rigtigt vrede på Valencia-egnen netop nu, og kræver den lokale leder, Carlos Mazons, afgang.

Det egentlige politiske svigt

Paradokset er, at både politikere og erhvervsliv på mange måder er længere med den grønne omstilling end den jævne dansker, der stadig tror, at klimaforandringerne ikke har noget med vores adfærd at gøre.

Og deri ligger et mere væsentligt politisk svigt end hockeystav eller ej: Vi skulle for længe siden have indledt en offentlig samtale om, hvad den grønne omstilling kommer til at kræve af os hver især. Det er et politisk svigt, at vi ikke for længst i fællesskab har vænnet os til tanken om, at vores adfærd og forbrug skal ændres.

Den debat de to klimaprofessorer, Mernild og Kaas, forsøger at rejse om vores individuelle CO2-råderum, skulle vi have haft for mindst et årti siden.

Vi burde derfor også for længe siden have haft en national k-strategi for ændret klimaadfærd, som Anna Ebbesen har foreslået. En centralt koordineret kommunikation, som vi så under corona.

Så behøvede politikerne i mindre grad være bange for vore reaktioner, fordi vi ville forstå deres nødvendige prioriteringer. Forstå hvorfor kødsovsen, tøjet og flyrejserne bliver dyrere. Meget dyrere. Vi ville forstå, at det er fordi, det er rigtigt og nødvendigt.

I stedet ville vi i fællesskab kunne fokusere på den himmelske skønhed for enden af fingeren: at vi KAN blive vores kolossale overtræk på klimakontoen kvit. Både kollektivt og individuelt.

For hvis Hans Engell og alle vi andre vedbliver at stirre vredt på den pegende finger, så er vi ganske enkelt f*cked.

Det er i stedet på høje tid for Bruce Lee.