Vi er uforvarende deltagere i et værdiskred der normaliserer grænseoverskridende ledelseskommunikation

Når verdens mest magtfulde leder normaliserer manipulation og rå magt, rykker grænserne for acceptabel ledelsesadfærd sig – også i Danmark. Det kræver etisk årvågenhed af enhver leder.

Af Claus Elmholdt, direktør i LEAD, ph.d. og lektor

”A whole civilization will die tonight, never to be brought back again”. Så bombastisk og voldsparat truede verdens mest magtfulde leder i foråret 2026 Iran med total udslettelse. Reaktionen rundt omkring i verden var et skuldertræk, og 14 dage senere var det nærmest glemt igen.

Timme Bisgaard forklarer fænomenet som forargelsestræthed. Fra Det Hvide Hus overskrider Donald Trump tabuer og optræder så grænseoverskridende og politisk aparte, at vi til sidst holder op med at reagere – udmattede, som vi er af konstant at føle forargelse, nervøsitet og afsky over det, vi ser.

I sin analyse skelner Bisgaard mellem kommunikation, der signalerer dyder, og kommunikation, der afspejler laster. Med dydskommunikation præsenterer man sin moralske overlegenhed, men på en uforpligtende måde. Det er en udbredt position i den offentlige debat, hvor hele sektorer taler venligt om diversitet, bæredygtighed og ansvarlighed, men uden for alvor at foretage handlinger, der gør en markant forskel. Dydskommunikationen skaber, som Bisgaard forklarer, en sproglig inflation, hvor stadig mere overdreven fromhed køber stadig mindre troværdighed.

Som modbillede står kommunikationen af laster, som Trump og hans politiske støtter excellerer i. De overtræder åbenlyst moralske normer og sociale konventioner. De provokerer, er politisk ukorrekte og direkte fjendtlige over for deres modparter. Resultatet er væmmeligt og så langt fra den civiliserede diplomatiske eller politiske samtale, vi forventer, at vi vender os væk i resignation. Forargelsestrætheden bliver en forsvarsmekanisme.

Fra Det Hvide Hus til bestyrelseslokalet

Den på overfladen ligegyldighed, vi udviser, bliver dog farlig. For når manden med verdens største formelle magtbase agerer mildt sagt atypisk, så skubber det potentielt til diskursen om grænserne mellem legitim og illegitim magtanvendelse, både i international politik og i daglig ledelse herhjemme.

Det fungerer på den måde, at når Trump tillader sig enorme afvigelser fra normalen, så kan andre vel også tillade sig at skubbe en smule til grænserne for at nå deres mål. Bare lidt, for målet helliger midlerne. Underteksten er let at afkode: processen er ligegyldig, så længe du når dit mål, og gerne på bekostning af andre.

Vi har imidlertid alle sammen et ansvar for at modarbejde det værdiskred, der sker, også når følgevirkningerne optræder mere stille og i det skjulte. Herhjemme viser Arbejdstilsynets seneste nationale undersøgelse fra 2023, baseret på svar fra knap 22.000 lønmodtagere, at én ud af fire lønmodtagere har oplevet krænkende handlinger på arbejdspladsen, og at lederen i en tredjedel af mobbesagerne selv er den skyldige. Selvom tallene ikke er helt nye, burde de chokere mere, end de gør. Måske er det netop det, der er problemet. Vi er holdt op med at reagere, og i stedet accepterer vi resigneret, at krænkende handlinger og stress er en del af arbejdslivet.

Med Trumps magtudøvelse følger også en større accept af rå magt, manipulation og strategisk uigennemsigtighed. Det risikerer at blive udbredte midler til at nå sine mål – som en tilbagevenden til Machiavellis værste og mest brutale fordringer for lederen. I Mandag Morgen kalder Lisbeth Knudsen det for en ny verdensorden præget af cowboylogik og westerndramaturgi, hvor det ”ikke længere handler om regler, alliancer og stabilitet, men om rå vilje, trusler og spørgsmålet om, hvem der blinker først.”

Selvom de daglige USA-nyheder kan virke fremmedgørende, så risikerer vi, også herhjemme, at de sniger sig ind ad bagdøren, og umærkeligt bid for bid bidrager til en forrået kultur, hvor grænserne mellem legitim og illegitim magt flytter sig – med de følger, det også vil få for ansvarlig kommunikation.

Som alternativ til kommunikation, der signalerer dyder eller laster, anbefaler Bisgaard, at man som kommunikationschef og virksomhed forpligter sig på at gøre en faktisk forskel, der bunder i rodfæstede værdier. Det vil betyde færre storladne, men i sidste ende indholdsløse ord, og mere reel forpligtende handling. Den opfordring kan jeg kun støtte op om, men der er også behov for et opråb til ledere om skærpet etisk årvågenhed, som en modreaktion til rå magt, manipulation og strategisk uigennemsigtighed.

Ledelse med etisk rygrad

Ledere, der ønsker at blive mere bevidste om deres egen magt – hvordan de bruger den, og hvad de bruger den til – kan med fordel bruge ’Magtens etiske trekant’ som redskab. Modellen består dels af tre grundlæggende magtdimensioner:

-     Strukturel magt: Den rollebaserede magt, der følger med position, ansvar og formelle beføjelser.

-    Personligt magt: Den indflydelse, der udspringer af personlige egenskaber, relationer, kompetencer og autoritet.

-    Diskursiv magt: Den magt, der ligger i at kunne definere, hvad der kan siges, tænkes og problematiseres – og hvad der omvendt marginaliseres.

Dels af fire etiske kriterier for, hvordan legitim forvaltning af magten ser ud:

-    Intention (formål): Hvad er det egentlige formål med den indflydelse, du søger?

-    Transparent (proces): Er dine magtprocesser åbne, forståelige og legitime?

-    Proportionalitet (omfang): Står magtanvendelsen mål med situationen? Er indgrebet rimeligt og nødvendigt?

-    Ansvarlighed (konsekvens): Er du villig til at stå til ansvar for de konsekvenser, din magtudøvelse har?