Musk som transatlantisk troll-in-chief
Elon Musk har taget trolling til et nyt niveau. Både sin egen, og trolling som fænomen. Med en privat medieplatform og +200 mio. følgere i ryggen, har han kastet sig over at provokere Europa. Musk har dermed gjort trolling geopolitisk.
Det er bestemt ikke nyt at Elon Musk kan lide at provokere. Trolling har tværtimod været en del af hans personlige brand i årevis. Vi taler jo om manden, der både har fyret op under en joint under et interview og senest har heilet under et Trump-rally.
Hidtil har arenaen for hans provokationer blot været den amerikanske offentlighed.
Siden Musk har kastet sin kærlighed på politik som sidekick til Donald Trump, er fokus for for hans trolling blevet udvidet til at omfatte Europa.
Det har både den britiske premierminister, Keir Starmer, og tysk politik fået at føle.

Trolling som kommunikative vejsidebomber
Selvom trolling som fænomen kan spores tilbage til førdigitale tider, så er det som praksis på internettet, trollingt har fået sit claim to fame.
Nemlig som den bevidst provokerende adfærd i bl.a. kommentarspor på sociale medier, der alene har til formål at afspore kommunikation og debatter, ved at fremkalde en følelsesmæssig respons, der skaber forstyrrelse i kommunikationssituationen.
Som kommunikative vejsidebomber, der skaber akut forvirring og opstandelse.
Hvor det i internettets ungdom ofte var anonyme profiler i newsgroups, i spil og på sociale medier, der stod bag denne internettets svøbe, så er trolling siden overtaget af visse brands. Måske mest kendt fra Ryanair, der bl.a. har en historie med at besvare kritik fra kunder med trolling.
Denne risikable øvelse kan lade sig gøre fordi trolling er tveægget: Nogle vil opleve den som provokerende, og destruktiv for meningsfuld kommunikation, mens andre vil opleve det som fx god humor eller som en relevant og berettiget intervention.
Trolling i denne kontekst, som en form for provokerende branding, er risikabel fordi den udfordre gængse sociale normer for hvordan brands skal opføre sig. Risikoen består derfor i, at det pågældende brand der troller, kan komme til at fremstå fx useriøst eller respektløst.
Den slags bekymringer synes Elon Musk ikke at være tynget af i hans transatlantiske trolling.
if "I'm never flying Ryanair ever again" was a person https://t.co/b81gsRKi7H
— Ryanair (@Ryanair) January 11, 2024
Ryanair er kendt for at trolle deres kunder.
Effektiv trolling af britisk og tysk politik
Hvor trolling har været kendt først som enkeltpersoners digitale interaktion og siden som nogle virksomheders måde at positionere sig på, så har Elon Musk gjort trollingen geopolitisk.
Verdens rigeste mand har kastet sig over at forstyrre britisk og tysk politik med bevidste provokationer. Og her taler vi vel at mærke to af USA’s tætte allierede.
I forhold til britisk politik er det primært premierminister Keir Starmer, der har været mål for Musks transatlantiske trolling. Med henvisning til en ~15 år gamle overgrebsskandale kræver den i USA bosiddende sydafrikaner Musk, den britiske premierministers afgang.
Efter normale nyhedskriterier ikke just en historie, men givet oveergrebsskandalens karakter, Musks enorme platform og det målrettede angreb, så har trollingen alligevel betydelig effekt. Dels i form af indenrigspolitisk britisk omtale.
Under et pressemøde om en reform af sundhedssystemet skulle Keir Starmer således pludselig forholde sig til journalisters spørgsmål om Musks bredsider.
Og dels har trollingen effekt i form af resonans blandt Elon Musks følgere på X. For Musk er trollingen on brand.
I modsætning til Keir Starmer, der forsøgte at ignorere Musks indblanding i britisk politik, så har den tyske kansler Olaf Scholz adresseret Musks trolling direkte med det klassiske diktum: Don't feed the troll.
I tysk kontekst består Musks trolling i en omfavnelse af det højreradikale parti AfD, og en parallel kritik af landets politiske ledelse . AfD er et parti der er under skærpet opsyn af forfatningsvagthunden Verfassungsschutz grundet mistanke for forfatningsstridig ekstremisme. Senest har Musk optrådt til en AfD-kongres via videolink.
Omfavnelsen af den yderste tyske højrefløj sker ydermere på et tidspunkt, hvor Tyskland er ramt af regeringskrise, og står foran et parlamentsvalg.
I modsætning til Keir Starmer, der forsøgte at ignorere Musks indblanding i britisk politik, så har den tyske kansler Olaf Scholz adresseret Musks trolling direkte med det klassiske diktum: Don’t feed the Troll.
Nå ja, og som et hjemligt eksempel på Musks transatlantiske trolling, så har han selvfølgelig også ytret sig om Trumps krav om at overtage Grønland, som Musk ikke overraskende støtter.
If the people of Greenland want to be part of America, which I hope they do, they would be most welcome! 🇺🇸 🇬🇱 https://t.co/lgzbVDpYOG
— Elon Musk (@elonmusk) January 7, 2025
Som den ensomme teenager i forældrenes kælder
Det er vanskeligt at besvare det indlysende spørgsmål, der trænger sig på: Hvorfor føler trang pludselig trang til at trolle Europa?
Ifølge kritikere er forklaringen slet og ret, ikke mindst i lyset af hans nylige heilen, at Musk slet og ret er drevet ud på det højreekstreme overdrev.
Men måske er svaret endnu mere enkelt: Fordi han kan, og fordi han synes det er sjovt.
Han er verdens rigeste mand, der ejer sit eget medie, og i politisk forstand er han ikke valgt af nogen. De eneste, han står til regnskab overfor, er aktionærerne i hans virksomheder.
Når brands, som nævnt ovenfor, benytter trolling til positionering, så balancerer de på en knivsæg. Den balancegang behøver Musk ikke bekymre sig om. Det er dog muligt at den øvrige ledelse i Tesla er uenig, jf. denne artikel her hos Copenhagen Review of Communication.
På den måde minder Elon Musks trolling mere om den ensomme teenager i forældrenes kælder, der føler sig i live ved at gøre folk sure på internettet, end han minder om Ryanairs nøje kalkulerede strategiske brug af provokationer med et kommercielt sigte.
I modsætning til teenageren i kælderen, så har Elon Musk blot global rækkevidde med sin trolling. Og med den rækkevidde kan han reelt påvirke det politiske landskab på tværs af Atlanterhavet.