Om lidt er vi forsvundne som boblerne i bækken

Klimakrisen er nået helt ind i TV2 i form af serien ”Familier som vores”, som er en katastrofefortælling med fokus på mistede privilegier.

Vi følger en familie og deres relationer, mens Danmark bliver lukket (ikke bare lukket ned, som under Corona) og simpelthen afviklet for at undgå de åbenbare katastrofale følger af globalt stigende vandmasser for det lavtliggende land.

Hvad fanden sker der?

Arkitekten Jacob bor med sin nye kone, Amalie og deres lille søn i Hellerup. Han har også en datter, Laura, fra sit forliste ægteskab med videnskabsjournalisten Fanny. Herudover møder vi en del familiemedlemmer og venner, samt Lauras halvkæreste Elias. Disse mange menneskers reaktion på i den nærmeste fremtid at stå uden nation, fremtidsudsigter og måske også kontakt med den nære familie kan overvejende deles op i to: Vantro panik efterfulgt af sætningen ”hvad fanden sker der?” og pragmatisk planlægnings-mode, herunder afvikling af fast ejendom.

Ingen af delene vil jeg hævde er dækkende for de følelser, der i disse år i stadig højere grad går igennem os som følge af den global klimakatastrofe. Denne artikel kommer derfor heller ikke til at handle særlig meget om det, man kan opleve i ”Familier som vores” (det kan du læse om her) – men mere om det, man burde have oplevet. 

Det er et faktum, at kloden lider under mennesket, og uanset, hvor mange Paris-aftaler og Verdensmål, der bliver lavet, er vi for sent på den. Vi kan simpelthen ikke nå at rette op på de skader vores industri og overforbrug har forvoldt – og endnu forvolder. ”Hvad fanden sker der?” er derfor en boomerreplik, udtalt af en person, der er vågnet alt for sent efter at have levet i en grotte de seneste ti år uden adgang til medier.  

To mennesker på en kælk

Størstedelen af min omgangskreds er ”bange”, ”bekymrede” og ”ubehageligt til mode”, når vi taler om klimakrisen – men det er faktisk svært at sætte helt præcise ord på følelserne, også fordi ”klimakrise” er et ord, der kan implicere alt fra grønne afgifter, over færre bier til forfærdelige katastrofer, hvor 100.000-vis af mennesker får ødelagt deres livsvilkår.

Bedst er Vinterberg da også, når han lader klimaangsten ligge under en længsel efter enklere tider. Som når Laura finder sin barndoms trækælk, og siger ”Der var engang vi alle fire kunne sidde på den.”, og Elias svarer: ”Det kan man sgu da stadig”. I det sekund, der går, inden øjeblikket ødelægges af en alt for åbenlys og banal dialog (dem oversvømmes serien af), sidder de to unge på kælken og mærker manglen på mening. Det er Godot for den klimaangste dansker.

Det er tydeligt, at vi mangler et vokabularium post klimanedbrud. I 2021 begyndte en række unge at mødes i Stefankirken, fordi de havde brug for at tale sammen om de følelser klimakrisen gav dem. Klimasorggruppe, kalder kirken møderækken, hvor der blandt andet gøres op med begrebet klimaangst, fordi det kan gøre én apatisk, hvorimod sorg er noget, man kan arbejde sig igennem. 

Klimasorggruppen taler om den vrede, skam og afmagt, klimakrisen medfører, og har indført deep listening, små sessions, hvor man to og to fortæller om sine bekymringer – uden at afbryde. Her er der rum til, at man kan få talt sig dyb – for eksempel om den ambivalente verden, man lever i, hvor man på den ene side hele tiden møder de store, eksistentielle spørgsmål, samtidig med at hverdagen jo også skal hænge sammen. En øvelse, der befordrer sensibilitet og lydhørhed – måske nogle af de nye ord, vi skal have med i vores vokabularium.  

At genforbinde sig

Noget andet, sorggruppen arbejder med, er the work that reconnects – ”arbejdet, der genforbinder” – hvor deltagerne på skift fortæller, hvad de er taknemmelige for, altså en regenererende praksis, der kan hjælpe deltagerne med at finde en vej ud af klimasorgen. 

Ordet genforbinde, et roligt, næsten forsikrende ord om, at der stadig er noget at række tilbage efter – kommer fra samme klimaordkasse som upcycling (det lidet brugte danske ord for det er ”opbrug”), som er det at genanvende ting, der ellers betragtes som affald, ved at forvandle dem til noget nyt.

Måske kan vi ved at bruge helende ord blive bedre til at finde vej ud af klimasorgen.

Men kan man overhovedet det? For klimakrisen er i virkeligheden en menneskekrise, forbundet som vi er med naturen. Som en af deltagerne i klimasorggruppen spørger: ”Hvorfor ødelægger vi os selv?” 

En del af svaret ligger jo i, at dem, som ødelægger – i-lande med storindustri og overforbrug –ikke er dem, der betaler det største pris. Så vi ødelægger ikke primært os selv, men vilkårene for ”de andre”. Dem, hvis hele livsgrundlag er afhængig af, at det biologiske kredsløb opretholdes. 

Et sprog for klimasorgen

For at finde et samlet ord for vores klimasorg, må vi opsøge filosoffen Glenn Albrecht, som begyndte at forske i de følelser de menneskelige klimaaftryk medfører, efter at han for første gang selv fik følgerne af kulminedrift at se i sit hjemland Australien: Store åbne, menneskeskabte sår i et goldt landskab. Han fik jag af sorg og bekymring, og følte, at kulindustrien var ved at ødelægge hans hjem. 

Ved ikke kun at forholde sig akademisk men direkte at være vidne til ødelæggelserne, kunne han mærke dem på egen krop. Glenn Albrecht viede derefter sit forskningsliv til at undersøge, hvad det betyder, når de steder vi kalder hjem forandres eller forsvinder - han søgte efter sprog, der kunne beskrive den følelse af tristhed, chok og tab, der synes mere og mere almindeligt.

Han opdagede, at mennesker, når en stor krise rammer, forsøger at navngive den smerte, der opstår af, at man ikke engang kan føle sig sikker i sit hjem længere. Og at navngivningen farer vild i et komplekst sæt af følelser, der inkluderer vrede, sorg, længsel, eksistentiel angst og endda kærlighed. Han besluttede sig for at skabe et begreb, der kunne være dækkende for dette kompleks. 

Hjemve hjemmefra

I 1600-tallet gjorde medicineren Johannes Hofer sig en række erfaringer, der førte ham til skabelsen af et nyt ord. Hofer blev født i det sydlige Alsace tyve år efter Trediveårskrigens afslutning - krigen, der efterlod den del af Europa i en tilstand af økonomisk stagnation og politisk ustabilitet. På det tidspunkt led mange unge schweiziske lejesoldater, udlejet over hele Vesteuropa, efter sigende af kronisk hjertesorg, som på schweizertysk blev til Heimweh - "hjemve".

Hofer dannede med inspiration i Homers Odysseen kunstordet nostalgi i sin afhandling Dissertatio Medica De Nostalgia, oder Heimwehe (1688) - et navn for smerten ved at mangle sit hjem, han havde været vidne til gennem hele sit liv. Han kaldte det nostalgi, afledt af græsk med forstavelsen nosos (nu oftere skrevet nostos) i betydningen ”hjemkomst”, påsat -algos, ”lidelse eller sorg.”

For Hofer var nostalgi også en medicinsk tilstand, hvis symptomer omfattede feber, kvalme, søvnforstyrrelser, træthed og åndedrætsproblemer sammen med "hjertebanken, hyppige suk, og dumhed i sindet." 

Albrecht dannede 300 år efter ordet solastalgi ved at sætte suffikset -algia (igen smerte eller sorg, som i nostalgi) på den latinske rod solas, der både findes i ordene berolige, trøst og øde. På latin betyder solacium"trøst" og desolare "at lade noget være". Ordet solastalgi antydede dermed både tabet af tryghed, det at være ensom og at være fremmedgjort. 

Australierne, der havde fået deres egn ødelagt af minedrift, følte hjemve, men de havde ikke forladt deres hjem - det sted de boede tilbød bare ikke længere den form for trøst eller tryghed, man kunne forvente af et hjem. De led af solastalgi.

Som at se en del af sig selv dø

I 2020 undersøgte psykologerne Joe Rehling og Emily Sigston reaktionerne på globale klimaændringer, fra det såkaldte australske hvedebælte i Vestaustralien og det ørkendannende Ghana, til skovene og indlandsisen i Nordamerika. De skildrer de meget personlige virkninger af klimakrisen ved hjælp af solastalgi-begrebet.

Begrebet er interessant for psykologien, da klimaændringer kan føre til psykologiske tilstande, der er mindre kompatible med mainstreampsykologiske og psykiatriske behandlingsrammer, da følgerne er mildere eller mere subtile. En følelse af ubehag, en oplevelse af at blive frakoblet det velkendte, og en smerte, der opstår manglen på evne til at hente trøst/behag (comfort) fra ens omgivelser.

Arbejde og hjemmeliv er meget lidt adskilt for landmændene i Vestaustralien, og de er derfor konstant i kontakt med det udtørrede og vinderoderede landskab omkring dem. Udover bekymringer om deres virksomheders overlevelse, har bønderne også en eksistentiel reaktion på miljøændringerne: De har lagt så meget af sig selv i opbygningen og vedligeholdelsen af ​​deres gårde, så at se dem nedbrydes, er som at se en del af sig selv dø. 

Lignende fortællinger ses i andre landdistrikter i Australien; en følelse af personlig fiasko i forbindelse med faldende landbrugsproduktivitet og en dyb afsky over for de udtørrende, døende landskaber.

De døde gule cedertræer

Denne sammenhæng mellem landets sundhed og dets folks sundhed er også beskrevet i en undersøgelse af tørkens virkningerne på originalbefolkningen i Australien. Her kom følelsen af ​​sorg ikke kun i sammenhæng med de ændrede landskaber og tab af dyreliv, men i den medfølgende tilbagegang af traditionel kulturel praksis fx jagt. For originalbefolkningen medvirkede klimaændringerne til en følelse af tab af samfundsidentitet. For mange virkede det uklart, hvad det overhovedet kunne betyde at være aboriginer uden deres forbindelse til det elskede land. 

Tabet af identitet blev beskrevet som både årsag til dårlig økonomi og stigninger i stof- og alkoholmisbrug – set som ”fortvivlelseshandlinger” – der bragte yderligere skam over aboriginerne.  

Oplevelsen af ​​en forstyrret (disrupted) tilknytning til et elsket sted er også beskrevet i forbindelse med Alaskas skovdød. Her har varmere gennemsnitstemperaturer ført til et tyndere snelag, hvilket efterlader skovens gule cedertræers rødder uisolerede mod pludselige temperaturfald. Det har resulteret i 200.000 hektar døende træer. 

Det beskrives, hvordan den døende skov af mange blev beskrevet som et uerstatteligt tab. Især for lokalbefolkningen (og især dem med forfædre i området), som havde haft en følelse af åndelig tryghed og forbindelse til deres slægt gennem skoven. Det var særligt rystende, at de gule cedertræer blev stående længe efter, de var døde, de lokale kaldte fænomenet et 'syn af [menneskelig] synd' og et monument over uoverensstemmelsen mellem, hvordan tingene er, og hvordan de burde være. 

De immatrielle tab

Petra Tschakert der er professor ved Curtin University i Australien, og som har studerede solastalgi i Ghana, bruger begrebet ”proximate outsidedness” (nærudenforhed) til at henvise til denne følelse af at leve ved siden af ​​miljøer, som man nu føler sig adskilt fra, og som på grund af dets nærhed fungerer som en konstant påmindelse om fællesskabets tab.

Der findes nu et helt studiefelt, der prøver at kvantificere de immaterielle tab forbundet med klimaændringer. Tab relateret til kultur, identitet, arv, følelsesmæssigt velbefindende og helligheden eller spiritualiteten der ligger i ​​menneskers forhold til et sted eller et fællesskab – for ikke at nævne oplevelser som glæden, kærligheden eller inspirationen fundet i et elsket landskab – er næsten umulige at kvantificere i økonomisk henseende.

Forskere inden for immaterielle tab forsøger nu at finde andre måder at redegøre for dem, formelt, for det mellemstatslige panel om klimaændringer. Petra Tschakert  forsøger sammen med sine kolleger at finde en bedre måde at synliggøre det, der ofte bliver overset, latterliggjort, afvist som for personligt, noget ikke generaliserbart, ikke kvantificerbart. 

Drømmen om at leve i balance

Glenn Albrecht udgav i 2019 en bog for alle, der lider af klimasorg - Earth Emotions. Den er fyldt med nye ord, der er nødvendige for at  vi kan beskrive hele spektret af følelsesmæssige reaktioner på verdens tilstand. Vi har brug for et håbefuldt ordforråd af positive følelser, argumenterer Albrecht i bogen, så vi kan trække os ud af miljøets ensomhed og genoplive vores årtusinder gamle biofili – kærlighed til livet – for vores hjemplanet.  

Han foreslår en dramatisk ændring fra den nuværende menneskedominerede antropocæne æra til én, der materielt, etisk, politisk og åndeligt vil være baseret på den revolutionære tænkning, der leveres af nutidig symbiotisk videnskab. Albrecht kalder denne periode symbiocæn (sym og bios – sam-liv). 

Et andet nyt ord refererer til en tilstand, hvor mennesker lever i balance med Jorden, en drøm, der er blevet beskrevet i meget nyere litteratur, uden der har været brugt et samlende ord for tilstanden. Ordet er sumbiosity, sandsynligvis dannet af det latinske sum ”jeg er” og det græske ord for liv bios.

Ingen mangler ord i ”Familier som os”, der snakkes konstant, men ingen siger rigtigt noget, der er dækkende for klimasorgen. Kun når Laura en bålaften læser Emil Aarestrups ”Angst” fra 1838 op, får man et sprog for den smerte og sorg, alle må føle:

Hold fastere omkring mig

Med dine runde Arme;

Hold fast, imens dit Hjerte

Endnu har Blod og Varme.

Om lidt, saa er vi skilt ad,

Som Bærrene paa Hækken;

Om lidt, er vi forsvundne,

Som Boblerne i Bækken.