Skærmen stjæler barndommen

Der er igen debat i Danmark om forbud af skærme. Efter borgerforslaget for helt at forbyde børn og unge at anvende sociale medier i Danmark netop er stemt ned i Folketinget, presser et nyt forslag for et generelt forbud sig på. Denne gang foreslår trivselskommisionen at forbyde mobiltelefoner i grundskolen.

Romantiseringen af barndommen som teknologi og mediefri er en farlig kurs – det er en kortsigtet økonomisk besparelse, der ikke blot vil svigte børn ramt af negativ social arv, men på lang sigt vil vise sig at være ekstremt kostbar for samfundet. En stærk, veluddannet befolkning, der kan navigere i en digital verden, er den bedste investering for Danmarks og Europas fremtid.

I den forbindelse har kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) udtalt, at "Skærmen stjæler barndommen fra rigtig mange af vores børn".

Dette er en appellerende og patosfyldt udtalelse, der som her – dog på anden måde – har skabt mange overskrifter og altså er gået rent ind.

Jeg er enig i alle de problemer ministeren og andre remser op. Men at svaret skulle være at forbyde de nye medier i skolen, der er den eneste institution, der kan ruste børn og unge til livet i det digitaliserede samfund, virker for mig helt absurd.

Jo større problemer der er med digitale medier, des mere må skolen hjælpe børn og unge med at håndtere den nye teknologi og dens afledte effekter. Jeg vil vende tilbage til problemer og muligheder senere i artiklen men vil begynde med at kaste lys over udtalelsen og analysere den.

Medier og barndom

Neil Postman argumenterer i The Disappearance of Childhood (1982) for, at barndommen ikke er en biologisk nødvendighed, men en historisk og mediebetinget social konstruktion. Postman viser, at barndommen, som vi forstår den i dag, opstod med trykketeknologien.

Før bogtrykkerkunsten levede børn mere eller mindre som "små voksne", eksponeret for de samme sociale og kulturelle informationer som deres forældre. Trykketeknologien ændrede dette: Læsning blev en færdighed, man skulle tilegne sig, og adgangen til viden blev begrænset til dem, der havde lært at læse. Dermed opstod et skel mellem voksne (der kunne læse) og børn (der først skulle lære det), hvilket institutionaliserede barndommen.

Med denne udvikling blev skolen central, og et nyt barndomsbegreb voksede frem – en fase, hvor barnet skulle beskyttes, opdrages og dannes til voksenlivet. Men ifølge Postman begyndte denne opdeling at forsvinde igen med tv-mediets fremkomst.

Tv-mediet krævede ikke læsefærdigheder – alle kunne se og forstå det. Dermed blev den eksklusive adgang til viden, som trykkekulturen havde skabt for voksne, opløst, og børn blev i stigende grad eksponeret for den voksne verden. Barndommen, som den var konstrueret i den trykte epoke, gik dermed i opløsning. Men betyder det, at denne udvikling nødvendigvis var negativ? Postman giver en skarp analyse, men det er værd at spørge, om det at beskytte børn mod viden faktisk er til deres fordel. For hvad vil det sige at være barn? Fra barnets perspektiv er barndommen en alvorlig affære. Det at blive holdt uvidende om verden kan lige så vel være en bjørnetjeneste som en beskyttelse. Børn har brug for at forstå deres samfund for at navigere i det – og det sker ikke ved at holde dem i kunstig uvidenhed.

Mediemiljø og samfund

Indenfor medieteorien arbejdes der bredt med den antagelse, at der er en fast kobling mellem det dominerende kommunikationsmedie og hvordan samfundet fungerer. Dette fremfører fx Niels Ole Finnemann i sin bog om internettet i et mediehistorisk perspektiv. Samfundet ændres politisk, økonomisk, kulturelt og altså som ramme for vores sociale liv og videre for hvad det vil sige at være menneske og altså også for, hvordan det er i vores første år. Man skal forestille sig, som Finnemann peger på, at alle samfund har været informationssamfund, og at vi før de elektroniske medier havde meget svært ved at få valid information om den verden, vi levede i, hvis ikke vi kunne læse og havde adgang til oplysende tekster. Med radio og tv gik vi så ind i en epoke, hvor børn pludselig havde været hele verden rundt med tv, før de fik lov at gå over på den anden side af gaden.

Tilbage til tv

I Danmark oplevede vi ellers en tryg periode med DRs monopol, hvor man, hvis man forbød sine børn at se tv-avisen, samt de programmer der var mærket med aldersbegrænsning, kunne holde dem i nogenlunde uvidenhed og lade dem modtage verdens barske realiteter dråbe for dråbe, år for år i skolen. Men ak, allerede dengang var der sociale skævheder og negativ social arv, og med video og TV2 blev det ret uoverskueligt, og vi burde helt have forbudt skærm dengang, for at komme den udsatte gruppe af børn og unge til undsætning – hvis vi skulle følge den nuværende logik ift. digitale medier – hvor ministeren og andre vil forbyde skærm i skolen for at beskytte en mindre gruppe af udsatte børn og unge.

Skærm os mod skærm

Der bliver i disse år talt meget om skærm, hvilket er uheldigt, da begrebet anvendes som en metonymi. En metonymi er en sproglig figur, hvor man tager et delelement (skærm) og lader den repræsentere noget meget mere komplekst (det digitaliserede samfund), som når politikerne taler om hænder i stedet for arbejdende mennesker. Den enorme kompleksitet, som den digitale medierevolution medfører, der ændrer såvel menneske som samfund i disse år, reduceres til en diskussion om skærme! Denne metonymi står i vejen for en nuanceret debat om de enkelte aspekter vedrørende det digitaliserede samfund. Skærm er selvfølgelig overhovedet ikke dækkende, da begrebet blot betegner en form for interface, den del af teknologien, der gør det muligt at interagere med og gennem den.

Jeg kan selvfølgelig ikke give en udredning af den enorme kompleksitet digitaliseringen betyder for samfund og menneske, da alt er under forandring. Jeg vil dog alligevel give enkelte nedslagspunkter, der må overvejes, før vi forbyder skærm i skolen.

Samfundets forandring og den geopolitiske udfordring

Samfundet er i konstant forandring, og det digitale paradigme har gennemgribende konsekvenser for, hvordan vi lever, arbejder og organiserer os. I den nuværende geopolitiske situation, hvor Europa står over for problemer i forhold til teknologisk afhængighed og global konkurrence, er det afgørende, at vores børn og unge tilegner sig de bedst mulige kompetencer i forhold til digitale medier generelt og kunstig intelligens (AI) specifikt. Teknologi er ikke kun en ressource, men en arena for magt, og Europas fremtid afhænger af evnen til at uddanne generationer, der kan forstå, anvende og udvikle AI og digitale teknologier på en ansvarlig og innovativ måde.

Forandrede informations- og interaktionssituationer kræver nye normer

Informations- og interaktionssituationerne forandres radikalt i det digitale mediemiljø. Informationssituationen er præget af en hidtil uset mængde af data og budskaber, der spredes hurtigt og ufiltreret gennem digitale kanaler. Dette udfordrer traditionelle måder at verificere og vurdere information på og har skabt et landskab, hvor desinformation, manipulation og ekkokamre trives. Det betyder, at individer i stigende grad selv må udvikle kompetencer til kritisk at kunne vurdere informationers troværdighed og kontekst.

Interaktionssituationen har ligeledes ændret sig markant. Digitale medier har skabt nye måder at kommunikere på, hvor interaktioner ofte foregår asynkront og med færre kropslige og kontekstuelle signaler, hvilket kan føre til misforståelser og eskalering af konflikter. Samtidig er det lettere end nogensinde at danne fællesskaber på tværs af geografiske og sociale skel, hvilket giver mulighed for nye former for samarbejde og videndeling.

Dette stiller krav om udviklingen af nye normer og en kultur, der er tilpasset det digitaliserede samfund. På den ene side medfører digitaliseringen negative konsekvenser såsom hadtale, desinformation og polarisering, som truer både demokratiet og den sociale sammenhængskraft. På den anden side muliggør digitale teknologier nye former for produktion, samarbejde og socialitet, der kan styrke fællesskaber, fremme innovation og skabe nye muligheder for demokratisk deltagelse.

Dette indebærer mere end at borgerne blot lærer at kunne afkode information og deltage i interaktioner; det kræver en aktiv indsats for at forme selve samfundet for aktivt at skabe nye normer og en ny kultur, der er tilpasset mediemiljøet. Dette indebærer, at vi som samfund må understøtte udvikling, hvor demokrati, transparens, etik, solidaritet, miljøbevidsthed, kritisk tænkning og ansvarlighed er grundlæggende værdier, således at vi undgår de nuværende negative konsekvenser og i stedet fremmer en inkluderende, demokratisk og solidarisk offentlighed i det digitaliserede samfund.

Skolens rolle og ansvar

Skolen spiller en afgørende rolle i denne transformation. Som institution har skolen et ansvar for at uddanne eleverne til en verden, hvor digital teknologi og AI er integreret i alle aspekter af samfundet. Dette indebærer ikke blot at undervise i teknologiske færdigheder og bibringe eleverne digital dannelse, men også at udvikle normer og kultur tilpasset det nye mediemiljø, så medbestemmelse, ansvarlighed og kritisk tænkning bliver grundlæggende værdier.

Det er således ikke en gangbar strategi at forbyde digitale teknologier for at beskytte socialt udsatte grupper. I stedet må skolen arbejde for at danne alle elever til selvdisciplin, koncentration, solidaritet, emancipation, konstruktiv indstilling og kritisk demokratisk medborgerskab. Det digitaliserede samfund kræver, at alle borgere udvikler et ansvarligt forhold til teknologi og lærer at anvende den på måder, der fremmer fællesskab og demokrati. At udelukke eller begrænse adgangen til teknologi vil blot forstærke eksisterende sociale uligheder og hindre udviklingen af de kompetencer, der er nødvendige i det 21. århundrede.

Ligesom samfundet har ændret sig med tidligere teknologiske skift – hvor skriftmediet skabte behov for skrivere og bureaukrater – må skolen nu uddanne borgere til nye stillinger inden for AI og digital teknologi. Dette betyder, at skolens faglige indhold må udvikles, så eleverne rustes til en fremtid, hvor AI spiller en central rolle. Samtidig må selve didaktikken ændres, så den matcher det digitaliserede samfunds krav til læring. Digitale medier kan anvendes til at styrke elevernes læring, men det kræver en bevidst pædagogisk tilgang, der sikrer, at teknologien understøtter dannelse frem for blot at fungere som et passivt redskab.

Skolen har også et ansvar for at understøtte og udvikle det sociale liv blandt eleverne. Hvordan man er en god ven, hvordan man deltager i fællesskaber, og hvordan man skaber sunde sociale relationer, er afgørende færdigheder i det digitale samfund. Teknologien kan – ligesom tidligere teknologier som breve, grammofonplader og aviser – understøtte socialt sammenhold og fælles aktiviteter. Skolen må derfor aktivt arbejde med at integrere teknologien i såvel faglige som sociale sammenhænge, så den bruges til at styrke fællesskaber og skabe nye udviklende og meningsfulde interaktioner.

Det er afgørende, at elever ikke blot lærer at bruge teknologi, men også forstår dens påvirkning på opmærksomhed og læring. Problemerne med distraktion og den fejlagtige tro på multitasking hæmmer fordybelse og refleksion, hvilket forstærkes af tech-giganternes forretningsmodeller, der systematisk profilerer brugere og fastholder deres opmærksomhed. Derfor er det en central opgave i uddannelsessystemet at lære elever at tage kontrol over deres digitale omgivelser – at slå notifikationer fra, håndtere sikkerhedsindstillinger og navigere bevidst i digitale rum.

Dette er ikke blot et spørgsmål om praktisk færdighed, men en nødvendig kompetence for at kunne deltage aktivt i faglige og sociale sammenhænge, hvor teknologi anvendes konstruktivt. En undervisning, der udelukkende forsøger at efterligne et tidligere mediesamfund uden digitale medier, vil efterlade elever uforberedte på det samfund, de skal indgå i.

Når eleverne får fri, eller senere kommer på mellem og videregående uddannelser, skal have arbejde og selv stifte familie, vil de stå med samme problemer og kun kunne reagere på de digitale udfordringer som de uforberedte og digitalt uudviklede individer, de så vil være. Dette vil på samfundsplan betyde, at vi må leve videre med fænomener som hadtale, tro på desinformation og polarisering. Det er derfor en pædagogisk fordring at integrere teknologien på en måde, der understøtter kritisk tænkning og refleksiv brug, snarere end blot at begrænse den.

Konklusion: Skolen må oprustes for at sikre fremtiden

For at kunne opfylde denne opgave må skolen oprustes. Efteruddannelse af lærere, bedre normering, øget forberedelsestid og investeringer i digitale undervisningsressourcer er nødvendige for, at skolen kan leve op til de nye krav. Som det fremgår af ovenstående, er det den vigtigste opgave for skolen i det 21. århundrede at sikre, at alle fag og al socialitet udvikles med henblik på at muliggøre solidaritet og demokrati i det digitaliserede samfund.

Romantiseringen af barndommen som teknologi og mediefri er en farlig kurs – det er en kortsigtet økonomisk besparelse, der ikke blot vil svigte børn ramt af negativ social arv, men på lang sigt vil vise sig at være ekstremt kostbar for samfundet. En stærk, veluddannet befolkning, der kan navigere i en digital verden, er den bedste investering for Danmarks og Europas fremtid.