Trump 2.0: Et megalokrati under udvikling

Den uberegnelige leder

Nogle forsøger stadig at rationalisere Trumps handlinger som en forretningsmands benhårde forhandlingstaktik. Andre mener, at han tænker og handler som en 1800-tals statsmand, der kun prioriterer sit eget land, og ser stort på de koalitioner og alliancer som den liberale verdensorden siden 2. Verdenskrig har opbygget. Andre mener (hans vælgere), at han omskriver reglerne for politik, så nye løsninger kan lade sig gøre. At 'flood the zone' er genialt, og at der under overfladen stadig er en ærkekonservativ dagsorden a la Reagan. Men konservatismen er der kun i det omfang, hans omgivelser formår at lægge ham ordene i munden.

"Kritikerne kalder det 'soft facism', oligarki og autokrati på amerikansk, hvor næste skridt er politisering af statsapparatet, bekæmpelse af frie medier og fritænkning på universiteterne."

Kritikerne kalder det 'soft facism', oligarki og autokrati på amerikansk, hvor næste skridt er politisering af statsapparatet, bekæmpelse af frie medier og fritænkning på universiteterne. Det har alt sammen sin rigtighed, i det omfang at Trump lader sig bruge af de kræfter, der indynder sig hos ham. Skinnerne frem mod autokrati er ganske rigtigt lagt ud. Retsstaten står allerede for skud. Mar-a-largo broligarki, krypto-kleptomani, fantasier om at fortsætte ud over de fire år og grundlægge et politisk familiedynasti. Men der foregår også noget andet, som ikke blot kan forklares med autokrati på amerikansk, og som gør situationen både mere uforudsigelig og mere farlig end i et autokrati som f.eks. Orbans Ungarn.

Politik som reality-show

Vi har vel efterhånden alle forstået, at Trump ikke er interesseret i traditionel regeringsførelse, så som at skaffe håndgribelige resultater for sine vælgere. Trump er alene interesseret i egen offentlige performance. Grundlæggende skal vi holde op med at tro, at Trump som person handler rationelt og sammenhængende. Det er efterhånden tydeligt for alle, at hans adfærd er en uforudsigelig og giftig cocktail af overdrivelser og benægtelser. En krydsning af psykotisk mafiaboss og en virkelighedsforladt, passiv-aggressiv primadonna, hvor magt akkumuleres via usikkerhed i form af en konsekvent uberegnelig og grænseoverskridende adfærd.

"Det hvide hus bliver gjort til et narcissistisk reality-tv-show. Meningsmålinger læses som seertal, ministre castes som reality-stjerner."

Det hvide hus bliver gjort til et narcissistisk reality-tv-show. Meningsmålinger læses som seertal, ministre castes som reality-stjerner. Jo mere aparte jo bedre. Jo mere pomp, pragt og storladne symboler, jo bedre. Trump selv er stjernen, alle andre er underdanige statister – og resten af verden (Gaza, Grønland, Ukraine) er blot et fjernt ligegyldigt bagtæppe, der bruges instrumentelt til at få ham selv til at 'shine'.

Underholdningens pris

Hvis der overhovedet er en form for mål for Trump, så er det at få opmærksomhed, måske endda at underholde. Ja, underholde. Som vi ved, så er der altid to grupper, der følger med i realityshows: Dem der er fascinerede og indlevende, og dem der er forargede over absurditeten. Trump ved, at det er vigtigt at servere lunser til begge grupper, i rigelige, afmålte mængder. Men når Trump-forstoppelsen nærmer sig, så er der desværre ingen fjernbetjening med sluk-knap. For Trumps egomaniske realityshow er vores barske virkelighed.

Det skrøbelige ego

Psykologer vil sige, at mennesker som Trump som regel har et ekstremt skrøbeligt og behandlingskrævende ego. De er er stærkt afhængig af positiv feedback fra deres nærmeste omgivelser for at kunne fremstå bare nogenlunde funktionsduelige og holde en form for retning. Retningen bliver som regel bare temmelig destruktiv. Så Trumps handlinger ender kun med at være tilnærmelsesvist rationelle i det omfang, det lykkes hans autokratisk tænkende omgivelser at dirigere hans vanvittige adfærd tilbage indenfor – ikke rimelighedens - men autokratiets grænser.

Megalokratiets mekanismer

I kombination med den autokratiske retning har personkulten omkring Trumps skabt en stærkt uforudsigelig og destruktiv styreform - et megalokrati. Det kan kun kunne lade sig gøre, fordi hans nærmeste omgivelser (folk som Elon Musk, JD Vance, Susie Wiles og Stephen Miller) udnytter den magt, som den konsekvente usikkerhed akkumulerer. Uden inderkredsen er Trump blot en tv-kejser uden politiske klæder. Folkene i hans inderkreds har forstået betingelserne i denne nye styreform. For dem handler det om at indynde sig, gerne offentligt, - og gerne på en selvudslettende facon (Ok, Elon har lidt et problem her…). De ved, at de aldrig skal kompromittere Trumps megalomaniske forestillinger om at være genial. Erfaringsmæssigt ved de, at han kan bringes til at mene, tro og tænke hvad som helst, så længe han får opmærksomheden og tager sig godt ud overfor MAGA-kernepublikummet. Når realiteterne banker på, så serverer de det for ham, som om, at verden bare ikke er moden til at hans genialitet.

"Magt er dog kun magt, hvis den demonstreres."

Magt er dog kun magt, hvis den demonstreres. Så på afmålte, kontrollerede tidspunkter lader de ham træde ud af hans absurde reality-tv-verden for at demonstrere, at han (ind imellem) mener det, han siger. At han faktisk har tøj på. Det er ikke første gang, vi har før set den slags mennesker blive betroet magten. Autokrater ender ofte sådan. De gale kejsere i Rom var nøjagtigt sådan. USA har ikke længere et politisk liberalt system, der hindrer dem i at komme til magten.

Et systemisk problem

Det kommer desværre ikke til at gå væk. Der er måder at tolke forfatningen på, der giver Trump lov til at fortsætte om fire år. Og selv hvis han ikke fortsætter, så er der masser af skamløse folk, der står parat til at overtage MAGA. Trump er snarere et symptom på et problem, end blot et problem i sig selv. Problemet er, at vi har fået en samfundsform, der fremelsker den slags ledere.

Strukturelle kræfter som social acceleration og ekstrem individualisme der fragmenterer fællesskaber og skævvrider relationelle checks & balances.

Sammen med en medialiseret og centralistisk tilgang til beslutningstagning eleverer disse kræfter narcissistiske personlighedstyper til topposter i samfundet. Skrumpeløse folk ser med fascination, hvordan Trump via medierne og konsekvent anvendelse af grum usikkerhed kan akkumulere magt. De lader sig inspirere til at gøre politik til et realityshow, der sælger vulgære, gyldne drømme til masserne og forarger alle de kedelige kritikere. Trump er ikke den første, der har gjort det, og han bliver heller ikke den sidste.