Er AI-stormerne fra storbyøerne den næste politiske protestbevægelse
En solbeskinnet kaffeaftale i Ørstedsparken. En gammel ven, kommunikationschef i en større dansk virksomhed, fortæller, at hun kun har jobbet hvis hun bliver god til AI. Hele resten af afdelingen er blevet fyret. Ikke fordi virksomheden sparer. Fordi AI skriver pressemeddelelserne og alt det andet. Hun er 46, har to børn i privatskole, et hus i Hellerup og en kandidatgrad fra KU. Hun har aldrig været arbejdsløs. Hun har aldrig stemt på andet end Radikale. Og hun er rasende. Tiden, hvor vi sammen kunne drikke café latte i solen på samfundets solside er forbi.
Hun er en fiktiv person. Endnu. Men bliver hun virkelig meget snart? Står vi overfor at blive overflødige? Står vi overfor at miste vores job, eller bare at miste vores status? Og er det ene værre end det andet? Når en hel klasse, der i tre årtier har defineret sig ved sin uddannelse, pludselig opdager, at kandidatgraden er uden værdi hvad gør den så? Står vi overfor at blive så vrede, at vi vælter et helt politisk system med os i faldet?
Første gang på den forkerte side af historien
Her kommer det historisk uhyggelige. Vi har aldrig prøvet at stå på den forkerte side af historien før. Tværtimod. Vi har i hundrede år været teknologiens vindere. Vi var dem, der lærte at betjene skrivemaskinen, dem der forstod computeren, dem der først fik mailen og smartphonen. Hver teknologisk revolution har løftet os opad, ikke skubbet os nedad. Det var de andre, der blev deklasseret. Væverne i 1811. Typograferne i 1980'erne. Bankassistenterne i 2000'erne.
Vi læste om dem i Politiken med medfølelse. De vrede arbejdsløse fra rustbæltet, de forladte industribyer, de fortabte mænd i Flint. Og mens vi læste, spiste vi morgenkaffe på Hart Bakery med en bolle med ost til 75 kroner. Vi skrev kloge kronikker om globaliseringen og teknologiens ofre. Alle andre steder end her. Nu står vi selv på den forkerte side. For første gang i kommunikationsbranchens, juraens, medicinens, revisionens og journalistikkens historie gør en ny teknologi præcis det gratis, vi tjener vores penge på. Nu er det White-Collar jobs som bliver ramt og elimineret.
Når håndværket bliver allemandseje
Står vi overfor en demokratisering af vores egne kompetencer? Det, der før krævede fem års uddannelse og ti års erfaring, kan nu laves af enhver med et AI-abonnement til 200 kroner om måneden. Pressemeddelelsen. Kontraktudkastet. Analysen. PowerPointen. Vores håndværk er blevet allemandseje. Konsekvensen er informationsoverload og informationsinflation. Når alle kan producere alt på sekunder, bliver intet længere værd noget. LinkedIn druknes i AI-genererede indhold . Analyser, som før tog en måned, kommer nu i hundredvis hver dag. Markedet for ekspertise og viden kollapser indefra. Det er ikke bare AI, der tager vores job. Det er AI, der gør selve vores fag værdiløst, fordi det gør det til overflod. Prisen på kvalitet falder mod nul, når kvantiteten går mod uendelig.
Status-faldet gør mere ondt end lønfaldet
En ny Tufts-undersøgelse viser, at 9,3 millioner amerikanske job er i fare inden for fem år, koncentreret i det, forskerne kalder "the wired belt". Forfattere, programmører, jurister, marketing. Men står vi overfor et status-fald, som er psykologisk brutalt på en måde, rustbæltets vrede aldrig var? En Ford-arbejder i Detroit mistede sit levebrød. Mister en fyret jurist i Hellerup ikke hele sin identitet? Hun havde købt fortællingen om, at uddannelse var fremtidssikring. Nu opdager hun, at hun er lige så udskiftelig som en lagerarbejder. Og gør det ikke mere ondt, fordi hun har længere at falde? Er Kartoffelrækkerne vores wired belt?
- Joint Economic Committee of Congress, Automation and Technological Change, 1955
Den politiske bombe: en klasse uden parti
Denne kreative klasse i social deroute har intet parti.
Kilde. Frederik Hjorths Danmarkskort over partiernes geografi ved FV26.
Se blot på Frederik Hjorths nye Danmarkskort over FV26. Partiernes geografi afslører en helt afgørende sandhed: Radikale Venstre, Enhedslisten og Alternativet er ekstreme storbypartier. Deres vælgere klumper sig sammen i præcis de samme tætpakkede postnumre omkring København og Aarhus, som AI-disruption vil ramme hårdest. Her er vores wired belts. Er det ikke tankevækkende og katastrofalt, at netop disse tre partier ikke har en sammenhængende holdning til AI? Deres kernevælgere står til at blive første generation af teknologiske tabere i Danmark, men deres partiprogrammer taler stadig om klima, dannelse og mindsteløn. Har nogen på venstrefløjen overhovedet en ide om, hvad pro-worker AI-politik er? Ordforrådet mangler. Fantasien mangler. Tempoet mangler.
En Støjberg for storbyøerne?
Står vi overfor en ny Inger Støjberg fra Kartoffelrækkerne? Hun byggede Danmarksdemokraterne på én ting: vreden fra provinsen over indvandring, som hverken Socialdemokratiet eller Venstre kunne rumme. Nu forestil dig det samme fænomen på storbyøerne bare uendeligt bedre kommunikativt udstyret. Støjberg har jernmark metaforen og Facebook. AI-stormerne phd grader, LinkedIn-netværk, podcaststudier og redaktionelle venner på alle landets medier. En protestbevægelse med professionelle kommunikatører mod algoritmer, datacentre og AI-milliardærer.
Klasser uden partier skaber bevægelser
MAGA opstod, da republikanerne ignorerede rustbæltet. Dansk Folkeparti opstod, fordi hverken Socialdemokratiet eller Venstre kunne rumme indvandrervreden. Hvad opstår ud af AI arbejdsløsheden? Hvad vil vreden denne gang skabe? Min fiktive veninde fra Hellerup spurgte til sidst, hvem hun egentlig skulle stemme på næste gang. Jeg havde ikke noget godt svar. Jeg har det stadig ikke. Men jeg ved, at hun og alle de andre AI-stormere fra storbyøerne finder ud af det som bevægelse. Fordi vi kan vores fortælling og vores håndværk selv når vi har ryggen mod muren i solen sammen i ørstedsparken omgivet af tomme kaffe kopper.
