Skammer du dig når du bruger AI? Godt
af Toke Hanghøj
Når ny teknologi forstyrrer balancen mellem indsats og belønning, dukker skammen op som en indbygget mekanisme for social kontrol. Den er ubehagelig, men nødvendig.
Dæmningsbruddet
I 2022 blev ChatGPT 3.5 lanceret, og indholdsdæmningen blev brudt. Barrieren for at skabe digitalt indhold blev med et fjernet. Hvor der før var knaphed, er der nu overflod. Hundredvis af millioner af os tilmeldte os næsten med det samme, og i de første uger kunne vi puste vores ego op blot ved at være blandt de indviede i den lovede AI-revolution. Kort efter blev det hverdag at bruge "Chat", Prompt-Engineer blev en jobtitel, og vi lærte alle, at man ikke kan stole på en tekst, hvor ordet "delve" indgår.
Den nagende splint i maven
Jeg er sikker på, at du også har følt det. Den nagende splint af uro i maven. Selvom du har alle de rationelle argumenter lige ved hånden, vasker de ikke det væk, som du ved dybt i dit hjerte. At du snød. Du brugte AI til at skrive det opslag, og du postede teksten, som om den kom fra dig. Men hvad er egentlig forskellen på at dele et AI-forbedret foto fra din telefon, høste dopaminudløsende likes og anerkendelse online og så at bruge ChatGPT til at skrive billedteksten til dit opslag på LinkedIn? Telefonens software løfter jo lige så meget af det tunge arbejde som generativ AI, gør den ikke? Alligevel kan du mærke forskellen.
Du tager dig selv i at fjerne bindestreger og velkendte triggerord, der afslører, at teksten ikke indeholder noget som helst af dig. Teksten har stank af sjælløs robot klæbende, og ingen bliver narret. Mindst af alt dig selv. Du frygter den skamfulde modreaktion fra dine venner og dit netværk. Selv hvis der ikke er nogen åbenlyse tegn på, at du er blevet afsløret og gennemskuet, ser du det stille øjenrul for dig og forestiller dig det apatiske suk, der betyder, at du nu er stemplet af dine kollegaer og venner. Stemplet som en wannabe, en snyder, en kujon. Du gav intet af dig selv, risikerede intet, men ville alligevel have belønningen.
Laurie Clarke
Tastefejl som alibi
I en artikel i Slate Magazine fra august 2025 indrømmer journalisten Laurie Clarke, at hun overvejer at lade tastefejl blive stående i sine artikler af en selvbevidst paranoia for, at hendes tekst kunne blive fejlvurderet som AI-skrevet.
Copenhagen ROC
Hun indrømmer også, at hun selv er blevet mere mistænksom over for andres prosa. Data-ingeniør Faruk Alpay skriver i et blogindlæg på Medium fra september, at bekymringer om AI-genereret tekst eskalerer til "decideret mobning og udskamning af AI-brugere." Han begræder stigmatiseringen af AI-brugere, og at konsekvenserne af socialt pres, der fører til mindre AI-brug, i sidste ende måske giver dårligere kvalitative resultater.
Faruk Alpay
Skammen som social kontrakt
Hvad er skam? American Psychology Association definerer skam som en ubehagelig selvbevidst følelse, der opstår ud fra fornemmelsen af, at der er noget vanærende, ubeskedent eller upassende ved ens egen adfærd eller omstændigheder.
Timme Bisgaard Munk
Med andre ord: Skam er en følelse, der opstår, når du indser, at din æreløse adfærd bliver genkendt af andre mennesker. Skam er en søjle i et meritokratisk samfund, fordi den håndhæver den sociale kontrakt og sørger for, at folk ikke fylder lommerne med social kapital, de ikke har gjort sig fortjent til.
Den guddommelige gnist
Selv hvis du med sikkerhed vidste, at du ikke ville blive taget, ville skammen stadig vise sit grimme ansigt. Du er ikke dum. Du husker Dantes Inferno fra gymnasiet, og ved at du er skyldig i ikke én, men flere dødssynder. Du kan din Løgstrup, og ved, at det er din etiske fordring at være opmærksom på din indbyrdes afhængighed og gensidige sårbarhed over for andre mennesker. Prometheus stjal ilden fra guderne på Olympen og gav den til menneskene. Er det ikke din pligt at gøre brug af den guddommelige gnist? Du skal forsøge at give mere, end du får. Her er du fejlet. Du har spyttet samfundet i ansigtet. Skam dig.
