Skammer du dig når du bruger AI? Godt
af Toke Hanghøj, Kommunikationschef, Instituttet for Fremtidsforskning
Når ny teknologi forstyrrer balancen mellem indsats og belønning, dukker skammen op som en indbygget mekanisme for social kontrol.
I 2022 blev ChatGPT 3.5 lanceret, og indholdsdæmningen blev brudt. Barrieren for at skabe digitalt indhold blev med et fjernet. Hvor der før var knaphed, er der nu overflod. Hundredvis af millioner af os tilmeldte os næsten med det samme, og i de første uger kunne vi puste vores ego op blot ved at være blandt de indviede i den lovede AI-revolution. Kort efter blev det hverdag at bruge “Chat”, Prompt-Engineer blev en jobtitel, og vi lærte alle, at man ikke kan stole på en tekst, hvor ordet “delve” indgår.
Jeg er sikker på, at du også har følt det. Den nagende splint af uro i maven. Selvom du har alle de rationelle argumenter lige ved hånden, vasker de ikke det væk, som du ved dybt i dit hjerte. At du snød. Du brugte AI til at skrive det opslag, og du postede teksten, som om den kom fra dig. Men hvad er egentlig forskellen på at dele et AI-forbedret foto fra din telefon, høste dopaminudløsende likes og anerkendelse online og så at bruge ChatGPT til at skrive billedteksten til dit opslag på LinkedIn? Telefonens software løfter jo lige så meget af det tunge arbejde som generativ AI, gør den ikke? Alligevel kan du mærke forskellen. Du tager dig selv i at fjerne bindestreger og velkendte triggerord, der afslører, at teksten ikke indeholder noget som helst af dig. Teksten har stank af sjælløs robot klæbende, og ingen bliver narret. Mindst af alt dig selv. Du frygter den skamfulde modreaktion fra dine venner og dit netværk. Selv hvis der ikke er nogen åbenlyse tegn på, at du er blevet afsløret og gennemskuet, ser du det stille øjenrul for dig og forestiller dig det apatiske suk, der betyder, at du nu er stemplet af dine kollegaer og venner. Stemplet som en wannabe, en snyder, en kujon. Du gav intet af dig selv, risikerede intet, men ville alligevel have belønningen.
Laurie Clarke
Tastefejl som alibi
I en artikel i Slate Magazine fra august 2025 indrømmer journalisten Laurie Clarke, at hun overvejer at lade tastefejl blive stående i sine artikler af en selvbevidst paranoia for, at hendes tekst kunne blive fejlvurderet som AI-skrevet.
Faruk Alpay
Hun indrømmer også, at hun selv er blevet mere mistænksom over for andres prosa. Data-ingeniør Faruk Alpay skriver i et blogindlæg på Medium fra september, at bekymringer om AI-genereret tekst eskalerer til "decideret mobning og udskamning af AI-brugere." Han begræder stigmatiseringen af AI-brugere, og at konsekvenserne af socialt pres, der fører til mindre AI-brug, i sidste ende måske giver dårligere kvalitative resultater.
Hvad er skam? American Psychology Association definerer skam som en ubehagelig selvbevidst følelse, der opstår ud fra fornemmelsen af, at der er noget vanærende, ubeskedent eller upassende ved ens egen adfærd eller omstændigheder. Med andre ord: Skam er en følelse, der opstår, når du indser, at din æreløse adfærd bliver genkendt af andre mennesker. Skam er en søjle i et meritokratisk samfund, fordi den håndhæver den sociale kontrakt og sørger for, at folk ikke fylder lommerne med social kapital, de ikke har gjort sig fortjent til.
Selv hvis du med sikkerhed vidste, at du ikke ville blive taget, ville skammen stadig vise sit grimme ansigt. Du er ikke dum. Du husker Dantes Inferno fra gymnasiet, og ved at du er skyldig i ikke én, men flere dødssynder. Du kan din Løgstrup, og ved, at det er din etiske fordring at være opmærksom på din indbyrdes afhængighed og gensidige sårbarhed over for andre mennesker. Prometheus stjal ilden fra guderne på Olympen og gav den til menneskene. Er det ikke din pligt at gøre brug af den guddommelige gnist? Du skal forsøge at give mere, end du får. Her er du fejlet. Du har spyttet samfundet i ansigtet. Skam dig.
Er det nu virkelig nødvendigt at påkalde de højere magter i et essay om at bruge AI-chatbots? Ja.
For nylig advarede pave Leo XIV sine tilhængere om at være varsomme med at bruge AI-teknologi. Da mennesker er skabt i Guds billede, må vi bevare vores ansigter og stemmer som en “uudslettelig afspejling af Guds kærlighed.” Han fortsætter med at sige, at “Hver af os besidder et uerstatteligt og uefterligneligt kald, som udspringer af vores egen levede erfaring og bliver synligt gennem samspil med andre.” Sagt mere prosaisk betyder det, at vi må vogte os for at lade en maskine efterligne os og tale for os. Det bringer både vores plads i fællesskabet i fare og strider mod Guds vilje.
Hvis man ikke tror på det guddommelige, kan stikket af skam, du mærker, måske i stedet forklares videnskabeligt - som en manifestation af årtusinders adfærdsmæssige indlejring, der bobler op fra din underbevidsthed. I en artikel i National Library of Medicine anskuer forfatterne Mitchell Landers og Daniel Sznycer spørgsmålet ud fra en evolutionær vinkel. De hævder, at “Skamsystemet ser ud til at være den naturlige selektions løsning på det adaptive problem med informationsudløst omdømmeskade.” Siden menneskehedens begyndelse har skam udviklet sig for at minimere omdømmerisiko og undgå at blive socialt nedvurderet af andre. Skam er således ikke kun et produkt af religion og kultur. Skam er primal. En evolutionær egenskab udviklet for at sikre social sammenhængskraft. Skam er, i mangel af et bedre ord, godt.
AI-værktøjer er ikke ene i at fjerne barriererne for det, som tidligere krævede slid og tænders gnidsel. Siden diabetes- og vægttabsmedicin som Ozempic, Wegovy og Mounjaro blev bredt tilgængelige, er balancen mellem indsats og belønning i forbindelse med motion og vægttab på samme måde blevet permanent forstyrret.
Copenhagen ROC
GLP-1-lægemidler kræver recept, de er dyre, og indtil nu, har du skulle injicere dig selv med en nål for at få en dosis kvalmefremkaldende appetitdræber. Nu har Novo Nordisk lanceret deres Wegovy-pille på det amerikanske marked. Pillen tages dagligt efter 8 timers faste. Konkurrenter forventes at følge trop med piller, der er endnu mere friktionsløse. Priserne bliver ved med at falde, bivirkningerne mindskes og de engang stejle barrierer for vægttab er stort set væk. Det, der engang var en hårdt tilkæmpet kamp - nemlig at tabe sig og komme i form – kan blive så trivielt som tandbørstning eller den daglige vitaminpille. Hvor efterlader udviklingen den hæder der tidligere blev udløst af hårdt arbejde og spartansk disciplin? Er der grund til at falde sulten i søvn, tvinge sig selv i fitnesscenter og sige nej til alt det søde, det salte og det berusende? Hvorfor leve et asketisk liv, hvis det ikke længere kan give dig et anerkendende nik fra dine kolleger?
Forudsigeligt nok fortæller nogle brugere af vægttabsmidlerne, at de mødes med vrede, foragt og udstødelse. I maj 2024 bragte magasinet UnHerd en artikel med den bramfri overskrift: “Hvorfor Ozempic er snyd: Det er ikke mening at vægttab skal være nemt”
Det er et farmaceutisk sidestykke til den sociale dynamik, vi ser i brugen af generativ AI. Når folk hopper over hvor gærdet er lavest, udhuler det indsatsen og hæderen hos dem, der gjorde det på den hårde måde. Mangel på indsats avler simpelthen hån.
Men, vil den rationelle sige, er det ikke bedre, at vi har demokratiseret adgangen til indholdsproduktion, kunstnerisk udfoldelse og sundere liv via nye teknologier? Skal vi virkelig udskamme folk, der bare prøver at opnå det bedst mulige resultat. Det er der naturligvis en pointe i. Der er en friktion mellem det fromme ideal om dyden i det hårde arbejde og det moderne samfunds behov for vækst gennem automatisering og øget effektivitet. Hårdere arbejde medfører ikke altid bedre resultater. Vi har en tendens til at mytologisere den protestantiske arbejdsetik. Slid er heltemod, og at vinde stort på en lottokupon har i sagens natur mindre moralsk værd end den møjsommelige opsparing.
Timme Bisgaard Munk
Man kan tænke på skam som en social støddæmper, der dulmer slaget fra nye normer, trends og teknologier. Er udskamningen af folk for at bruge AI ikke blot en spejling af det der skete ved opfindelsen af trykpressen, den mekaniserede væv eller rockmusikken? Et ritual, som samfundet må gennemføre for at mildne det nye – en rolig hånd, der fører os fra avantgarde til hverdag. Alligevel vil jeg hævde, at kunstig intelligens - hvis den lever op til det transformative potentiale, som fortalere påstår, den har - kan være mere end endnu et eksempel på en ny teknologi, der skal have tid til at falde på plads i den eksisterende samfundsramme. Alt efter hvem du lytter til, kan AI hjælpe os med at skabe en ufattelig overflod og gøre menneskeligt arbejde og ekspertise overflødigt. Hvis der er overflod, kollapser statusspillet, som vi kender det, og hvilke nye spil tager så over? Hvordan ser samfundsnormer ud i et fremtidsscenarie, hvor AI har sat fart på den teknologiske udvikling til et punkt, hvor de fleste – hvis ikke alle – menneskelige anstrengelser, både digitalt og i den fysiske verden, kan erstattes. Hvis kreativt output, ekspertise, sundhed og penge er i overflod, hvor finder vi så arenaen til at konkurrere og score point mod hinanden i det sociale status-hierarki? Hvad vil være dydigt, og hvad vil være skamfuldt?
Indtil videre må de tidlige pionerer indenfor generativ AI, vægttabsmedicin og andre nye teknologier enten ranke ryggen og modstå de rituelle pisk fra samfundets normer - eller leve i skyggen, dække deres spor og undgå konfrontationen med skammen.
Processen med at skrive dette essay var menneskelig forfatter først og menneskelig redaktør til sidst. Jeg fik hjælp fra generativ AI til idéudvikling, research, oversættelse og stavekontrol. Udmål selv dom.
