Intet nyt over Risgaards retoriske krumspring

I går bragte Politiken et interview med tidligere FH-formand Lizette Risgaard, hvor hun endnu en gang forsøger at forsvare sig mod #MeToo-anklagerne fra 2023 Hun præsenterer interviewet og sin nye bog som et kritisk tilbageblik på et krisehåndteringsforløb, som hun på P1 i morges kaldte "et helt forfærdeligt forløb."

Mellem ansvarspåtagelse og -fraskrivelse

Selvom interviewet sigter mod at give et kritisk perspektiv, ligner hendes udtalelser til forveksling dem fra 2023 – som Finans dengang fejlagtigt beskrev som en "jeg lægger mig fladt ned og indrømmer alt"-tilståelse. Risgaard siger nu:

“I bogen har jeg endnu en gang sagt, og det vil jeg også gerne sige nu: Hvis der er nogen, der har følt, at jeg har været for tæt på, grænseoverskridende, så er jeg rigtig ked af det.”

Men beklagelsen bringer ikke noget nyt. Da Risgaard i april 2023 fremsatte sin "uforbeholdne undskyldning," brugte hun en lignende formulering:

“Derfor vil jeg også gerne give en uforbeholden undskyldning til de personer, der har oplevet, at jeg har opført mig upassende.”

Også fire dage senere gentog hun sig selv med følgende ord:

“Jeg har beklaget og givet en uforbeholden undskyldning til alle, der har følt, at deres personlige grænser er blevet overskredet. Det står jeg ved!”

Både dengang og nu kendetegnes kommunikationen ved sit konsekvente og systematiske fokus på sagens parters "følelser og oplevelser." Men denne tilgang er ikke så sympatisk, som man måske kunne lokkes til at tro. Ved hele tiden at koncentrere sig om "følelser" og "oplevelser," fremstiller Risgaard anklagerne som subjektive vurderinger (gr. doxa), der kan undermineres af hendes egen viden (gr. episteme) om, hvad der "faktisk" er sket.

Dette er en klassisk forsvarsstrategi – en adskillelsesstrategi – som også Brygmann anvendte i sit kontroversielle #MeToo-forsvar tidligere på året. Strategien har til formål at undergrave anklagerne, og derfor bør den få kritiske kommunikationsanalytikere til at betragte den som et forsvar frem for en oprigtig undskyldning.

Det er forskellen på at sige: "Jeg er ked af, at jeg har slikket dig i øret," og "Jeg er ked af, at føler dig slikket dig i øret."

Følelser i fokus, men uden ny erkendelse

En nærmere analyse peger på, at alle kommunikationerne fra stormen i 2023 var fyldt med strategiske forbehold, der efterfølgende tillod hende at justere sit forsvar og frakende sig skyld uden at modsige tidligere udtalelser – som da hun i august til Finans afviste enhver anklage om egentlig grænseoverskridende adfærd:

Her fastholdt hun nemlig, at hun ikke havde "gramset på nogen" og forklarede, at hun havde klappet den unge mand “som en mor, der siger farvel til en søn – når man sidder ned.” For at understrege sin pointe opfordrede hun endda Finans' læsere til selv at “prøve det af derhjemme.”

Endnu engang en genbrugt retorisk forsvarshandling, som hun bruger til at omgå sin skyld. Her er formålet at understrege, at “I tror, jeg har gjort X (noget kritisabelt), men jeg har blot gjort Y (noget, der måske ligner X, men er fuldt legitimt)” (Villadsen, 2014).

Og den strategi viderebringer hun nu i Politiken, når hun beskriver sig selv som et "almindeligt menneske, der krammede og dansede." Hun har løbende også forsøgt at aflede diskussionen fra sig selv ved at rette opmærksomheden i alle andre retninger end på hende selv – for eksempel mod politisk spin, arbejdsmarkedspolitiske initiativer og spørgsmål om retssikkerhed.

Der er altså ikke noget nyt i de utallige retoriske krumspring, hun igen bruger til at undgå det faktum, at en advokatundersøgelse faktisk har udpeget flere episoder med uacceptabel opførsel.

Et ledelsesmæssigt og kommunikativt problem

Risgaards mange retoriske strategier kan virke strategisk kløgtige, men de er problematiske, fordi de udfordrer forventningen om en ansvarlig ledelse i sager om seksuelle krænkelser. Kommunikationen i disse sager stiller større krav, end hun lever op til med sine vævende strategier, der strategisk placerer hende mellem ansvarstagelse og -fraskrivelse.

Kommunikationen skaber nemlig fortsat tvivl om oprigtighed og troværdigheden i hendes beklagelser. Ved konstant at fokusere på andres reaktioner frem for sine egne handlinger underminerer hun det etiske fundament i sit forsvar og mindsker samtidig betydningen af lederansvar i #MeToo-sammenhænge.

Læs også Hannah Færges speciale om Lizettes Krisekommunikation her:

Fra #MeToo til Magtens Fald: En Analyse af Lizette Risgaards Krisekommunikation

Specialet udforsker Lizette Risgaards krisekommunikation og forsvarsstrategier i kølvandet på #MeToo-anklagerne mod hende i 2023. Med udgangspunkt i hendes tre offentlige udtalelser — to opslag på Facebook og et interview i Finans — analyseres det komplekse kommunikative landskab, hun måtte navigere i. Intet nyt over Risgaards retoriske krumspringI går bragte Politiken et

copenhagen review of communicationHannah Færge

Hannah Færge on LinkedIn: #metoo

Det fryder mig, at der bliver pustet nyt liv i den flamme, jeg netop har beskæftiget mig med de sidste mange måneder, og jeg øjner en chance for at bringe mit…

LinkedInHannah Færge